Tager du din kaffe sort? Så er du måske psykopat

En psykopat har større forkærlighed for bitter mad og drikke som kaffe, mørk chokolade og broccoli. Det viser ny forskning.

13. oktober 2015

Mørk kaffe til mørke sind

Afskyr du sukker i kaffen, og er din foretrukne drink gin og tonic? Så kan det godt være, at du skal aftale en tid hos psykiateren.

Ny forskning viser nemlig, at jo mere dine smagsløg hungrer efter bitter mad og drikke, jo mørkere er din personlighed også.

I studiet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift 'Appetite', fik 500 mænd og kvinder vist en lang liste med mad og drikke, som de derefter skulle rate på en skala fra 1 til 6 ud fra, hvor godt de kunne lide det.

Dernæst blev de sat til at gennemføre en række personlighedstests, der blandt andet målte i hvor høj grad de besad personlighedstræk som narcissisme, psykopati og sadisme.

Og konklusionen fra forskerteamet var klar:

"Resultaterne indikerer, at jo mere forsøgspersonerne holder af bitter mad og drikke så som kaffe, mørk chokolade og broccoli, desto mørkere en personlighed besidder de", skriver forfatterne bag studiet.

Grøntsager gør dig mere åben

Hvorvidt sammenhængen mellem stærk kaffe og mørke karaktertræk kan tilskrives biologi, psykologi eller begge dele, melder studiet intet om.

Det er dog sikkert, at mennesket står ret alene i sin forkærlighed for bitter mad og drikke.

Når andre dyr sætter tænderne i en bitter godbid, begynder advarselslamperne at blinke. Men for mennesker med sadistiske eller psykopatiske træk, kan det at spise bitter mad sammenlignes med en vild rutsjebanetur, der giver et sug i maven, lyder det i rapporten.

Det er ikke første gang, at forskere finder sammenhæng mellem vores madpræferencer og personlighedstræk.

Tidligere er det blevet påvist, at mennesker, der er mere åbne over for nye oplevelser holder meget af grøntsager og fiberrig kost, ligesom kaffedrikkere i højere grad søger oplevelser, der får adrenalinen op at køre.

Måske er du interesseret i ...

Læs også