Syv minutter, der kan vende udviklingen

Da Paul Ehrlich i 1966 besøgte Delhi, var der omkring en halv milliard indere. Nu er der 1,2. Delhis indbyggertal er vokset endnu hurtigere, til godt 22 millioner, fordi folk er strømmet til fra landet og nu bor i store barakbyer. I begyndelsen af juni sidste år havde sommermonsunen endnu ikke meldt sin ankomst og skyllet støvet af de utallige byggepladser i den uhyggeligt varme by. På de nye hovedveje, der sluser folk ind i en by uden en byplan, kørte oksekærrerne som spøgelsesbilister i overhalingsbanen.

5. januar 2011

Da Paul Ehrlich i 1966 besøgte Delhi, var der omkring en halv milliard indere. Nu er der 1,2. Delhis indbyggertal er vokset endnu hurtigere, til godt 22 millioner, fordi folk er strømmet til fra landet og nu bor i store barakbyer. I begyndelsen af juni sidste år havde sommermonsunen endnu ikke meldt sin ankomst og skyllet støvet af de utallige byggepladser i den uhyggeligt varme by. På de nye hovedveje, der sluser folk ind i en by uden en byplan, kørte oksekærrerne som spøgelsesbilister i overhalingsbanen. Familier på fire rullede af sted på motorcykel med kvindernes tørklæder flagrende som vimpler og småbørn hængende på armene. Familier på 10 eller flere havde klemt sig ned i motoriserede rickshawer beregnet til to passagerer. Midt i trafikmylderet sad folk med amputerede lemmer og små børn og skreg på almisser. Delhi er i dag eksplosivt anderledes end den by, Paul Ehrlich besøgte. Men samtidig næsten den samme.

På hospitalet Lok Nayak, der ligger i udkanten af det kaotiske og tæt befolkede virvar af gyder, der udgør Old Delhi, vælter det hver morgen ind med mennesker.

“Hvem kan se dette og ikke bekymre sig om Indiens befolkningstal?” spørger kirurgen Chandan Bortamuly. “Befolkningstilvæksten er vores største problem.”

Chandan Bortamuly går ind på en lille operationsstue, hvor to mænd er klar til en vasektomioperation. De ligger på hver sit operationsbord med testiklerne til syne i et par huller i de grønne lagener. En vifte i loftet skubber den kølige luft fra vinduerne rundt i lokalet.

Chandan Bortamuly befinder sig i frontlinjen for en kamp, der har været i gang i Indien i de sidste 60 år. I 1952, blot fem år efter løsrivelsen fra Storbritannien, blev Indien det første land, der indførte en befolkningspolitik. Siden da har regeringen gentagne gange opstillet ambitiøse mål og gentagne gange ramt langt ved siden af. I 2000 vedtog man en politik, der krævede, at landet skulle nå erstatningsniveauet på 2,1 i 2010. Det sker først om mindst endnu 10 år. Ifølge FN’s middelprognose vil Indiens befolkning vokse til godt 1,6 milliarder i 2050.

“Indien vil overstige Kinas befolkningstal i 2030,” siger A.R. Nanda, der er tidligere leder af pressionsgruppen Population Foundation of India.

Sterilisation er det førende præventionsmiddel i Indien i dag, og langt hovedparten af indgrebene udføres på kvinder. Det forsøger staten nu at lave om på. For vasektomi uden brug af skalpel er langt billigere og mindre belastende for manden, end det er for kvinden at få lukket for æggelederne. Inde på operationsstuen arbejder Chandan Bortamuly hurtigt.

“Det skulle være ligesom at blive bidt af en myre,” forklarer han, da den første patient ømmer sig ved lokalbedøvelsen. “Derefter er det dybest set et smertefrit, ublodigt indgreb.”

Med den spidse ende af en tang lægger Chandan Bortamuly et lille snit i huden på pungen og trækker sædlederen fra patientens højre testikel ud. Han snører begge ender af strengen sammen med fin, sort tråd, kapper dem over og skubber dem ind under huden igen. På mindre end syv minutter – en sygeplejerske har taget tid – kan patienten gå ud ad døren uden et plaster på, men med 1100 rupier (ca. 140 kroner) i hånden, som svarer til en ugeløn for en arbejder.

Regeringen forsøgte sig i 1970’erne med en lignende plan, da frygten for befolkningsbomben var på sit højeste. Premierminister Indira Gandhi og hendes søn Sanjay indførte undtagelsestilstand for at gennemtvinge en dramatisk stigning i antallet af sterilisationer. Fra 1976 til 1977 blev de tredoblet til over otte millioner. Over seks millioner af dem var vasektomier. Familierådgivere blev presset til at opfylde fastlagte kvoter, og i enkelte delstater blev sterilisation en betingelse for at få en bolig eller andre statslige ydelser. I visse tilfælde tvang politiet en masse fattige sammen i sterilisationslejre.

Ekstremismen gav hele familieplanlægningstanken et dårligt ry.

“De efterfølgende regeringer har nægtet at røre ved emnet,” siger Shailaja Chandra, som er tidligere leder af National Population Stabilization Fund (NPSF). Ikke desto mindre er fertiliteten i Indien faldet, om end knap så hurtigt som i Kina, hvor den allerede styrtdykkede, inden den strenge etbarnspolitik trådte i kraft. I Indien ligger landsgennemsnittet nu på 2,6 barn pr. kvinde, under halvdelen af, hvad det var, da Paul Ehrlich besøgte landet. Den sydlige halvdel og enkelte delstater i den nordlige halvdel af landet ligger allerede på erstatningsniveauet eller under.

I Kerala på den sydvestlige kyst har investeringer i sundhed og uddannelse været med til at sænke fertiliteten til 1,7. Ifølge lokale demografer er forklaringen, at 90 % af kvinderne kan læse og skrive. Piger, der går i skole, begynder at få børn senere end dem, der ikke gør. De er mere åbne over for svangerskabsforebyggelse, og sandsynligheden for, at de forstår deres valgmuligheder, er større.

Måske er du interesseret i ...

Læs også