Mennesker repareres med maskindele

Blinde kan komme til at se, døve kan høre igen, og folk, der har mistet en arm, griber atter fat om livet med højteknologiske proteser. Det lyder som science fiction, men nu rykker ny forskning ved grænsen mellem menneske og maskine.

13. januar 2010 af Josh Fischman

"Gør noget sjovt med robotarmen!"

Amanda Kitts bliver overfaldet af fire- og femårige, da hun træder ind i klasselokalet i Tennessee i USA. “Hej børn, hvordan har mine unger det i dag?” siger hun, mens hun klapper dem på skuldrene og roder dem i håret. Hun er slank og energisk og har kørt denne og to andre daginstitutioner i næsten 20 år. Hun bøjer sig ned for at tale med en lille pige og støtter sine hænder på knæene.

“Robotarmen!” råber flere af børnene.

“Nå, I kan godt huske den?” siger Amanda Kitts og holder sin venstre arm frem. Hun vender håndfladen opad. Der høres en svag, summende lyd. Hun bøjer armen, og summelyden bliver lidt højere.

“Gør noget sjovt med den!” siger en pige.

“Noget sjovt? Kan I huske, hvordan jeg kan trykke jer i hånden?” siger Amanda Kitts og rækker armen frem og drejer i håndleddet. En dreng rækker tøvende ud for at røre ved hendes fingre. Det, han mærker, er hudfarvet plast og fingre, der bøjer en smule indad. Indenunder er der tre motorer, et metalskelet og et virvar af avanceret elektronik. Konstruktionen ender i en hvid plastmuffe midt på Amanda Kitts’ overarm. Den dækker en armstump, som er næsten alt, hvad der er tilbage af den arm, hun mistede ved en bilulykke i 2006.

Fantombevægelser

Næsten alt, og alligevel ikke helt. For i hjernen, under bevidsthedstærsklen, er der et fuldendt billede af armen, et fantom. Når Amanda Kitts tænker på at bøje sin arm, bevæger fantomet sig. Impulser, der farer ned fra hendes hjerne, bliver opfanget af elektroniske følere i den hvide muffe og omdannet til signaler, der aktiverer motorerne og bøjer den kunstige albue.

“Jeg tænker egentlig ikke over det. Jeg bevæger den bare,” siger den 40-årige kvinde, der både bruger denne standardmodel og en mere avanceret arm, der kan styres endnu mere. “Efter ulykken følte jeg mig fortabt, og jeg forstod ikke, hvordan Gud kunne gøre sådan noget forfærdeligt noget imod mig. Nu er jeg bare spændt hele tiden, fordi de konstant forbedrer armen. En dag vil jeg kunne føle ting med den og klappe med på de sange, mine unger synger.”

Amanda Kitts er et levende bevis på, at selv om vævet og knoglerne måske er beskadiget eller forsvundet, lever nerverne og de dele af hjernen, der før styrede det, videre. Hos mange patienter ligger det bare og venter på at kommunikere – som ledninger, der er revet ud af et telefonrør. Ved hjælp af mikroskopiske elektroder og kirurgisk trolddomskunst er læger begyndt at forbinde disse dele i patienterne til kameraer, mikrofoner og motorer. Resultatet er, at blinde kan se, døve kan høre, og Amanda Kitts kan lægge sit vasketøj sammen.

Taler med sin 18 måneder gamle døve søn

Amanda Kitts er en af de få mennesker, hvis manglende eller ødelagte kropsdele er blevet erstattet med dimser, der opereres ind i deres nervesystemer og reagerer på kommandoer fra deres hjerner. Maskinerne, de bruger, kaldes neurale proteser eller – med et ord, som forskere efterhånden har taget til sig, og som stammer fra science fiction-litteraturen – bionik. Eric Schremp har været lam fra halsen og ned efter et udspring i et svømmebassin i 1992, hvor han brækkede halsen. Nu har han en elektronisk dims under huden, der gør, at han kan bevæge fingrene og holde om en gaffel. Jo Ann Lewis, der er blind, kan se omridsene af træer ved hjælp af et lillebitte kamera, der kommunikerer med hendes synsnerve. Og Tammy Kenny taler med sin 18 måneder gamle søn, Aiden, til trods for at han er født døv. 22 elektroder i Aidens øre opfanger lyde via en mikrofon og forvandles til signaler, som hans hørenerve kan forstå.

Forskere har ikke alene opdaget, at det er muligt at forbinde apparater med hjernen, de har også fundet ud af, hvor vanskeligt det er at opretholde forbindelsen. Hvis muffen for enden af Amanda Kitts’ arm for eksempel rykker sig en smule, kan hun måske ikke gribe fat med fingrene. Alligevel udgør bionik et kæmpespring fremad, og det gør, at forskere kan give mennesker langt mere af det tilbage, de har mistet, end det nogen sinde har været muligt før.

“Det er faktisk det, dette arbejde handler om: genopbygning,” siger Joseph Pancrazio, der er afdelingsleder for neural mekanik på USA’s nationale institut for neurologiske forstyrrelser og slagtilfælde. “Når en rygmarvsskadet person kan gå på restaurant og indtage maden selv, uden at nogen bemærker noget, er det min definition på succes.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også