Hvad sker der i hjernen når vi sover?

En tidlig eftermiddag sidste år besøgte jeg Stanford-universitetets center for søvnmedicin. Klinikken blev grundlagt i 1970 som den første i USA med fokus på søvnløshed, og den hører stadig til blandt de førende på området. Søvncentret behandler over 10.000 patienter årligt og foretager over 3000 søvnstudier med overnatning. De 18 soveværelser til patienterne ser kom­fortable ud, og sengene er bløde og behagelige. Overvågningsudstyret er skjult i møblerne.

6. maj 2010

En tidlig eftermiddag sidste år besøgte jeg Stanford-universitetets center for søvnmedicin. Klinikken blev grundlagt i 1970 som den første i USA med fokus på søvnløshed, og den hører stadig til blandt de førende på området. Søvncentret behandler over 10.000 patienter årligt og foretager over 3000 søvnstudier med overnatning. De 18 soveværelser til patienterne ser komfortable ud, og sengene er bløde og behagelige. Overvågningsudstyret er skjult i møblerne.

Klinikkens vigtigste diagnostiske redskab er polysomnogrammet, hvis hovedbestanddel er et EEG (elektroencefalogram), som måler de elektriske bølger fra den sovendes hjerne. Når man falder i søvn, sætter hjernen tempoet ned, og dens elektriske signaler skifter fra korte zigzagbølger til længere, rullende bølger, omtrent som havets bevægelser bliver udjævnet, jo længere man er fra kysten. I hjernen bliver disse blide bølger i perioder afbrudt af REM-søvnens pludselige, livlige mentale aktivitet. Af ukendte årsager er REM-søvnen det tidspunkt, hvor næsten alle vores drømme finder sted.

Imens EEG’et aftegner denne rejse, måler polysomnogram-teknikerne også kropstemperatur, muskelaktivitet, øjnenes bevægelser, hjerterytme og åndedræt. Bagefter undersøges dataene for tegn på et unormalt søvnmønster eller gentagne opvågninger. En person med narkolepsi går f.eks. direkte fra vågen tilstand til REM-søvn uden nogen mellemtrin. Ved fatal familiær søvnløshed (FFI) kan patienten aldrig komme videre end til søvnens første stadier, og kropstemperaturen stiger og falder brat.

FFI og narkolepsi kan ikke diagnosticeres uden EEG og andet overvågningsudstyr. Men klinikkens leder, Clete Kushida, fortæller, at han kan identificere de fleste menneskers søvnproblemer allerede ved den indledende samtale: Der er dem, der ikke kan holde øjnene åbne, og dem, der fortæller om, hvor udmattede de er, men uden at døse hen. De første lider ofte af søvnapnø. De sidste lider af, hvad Clete Kushida kalder klassisk søvnløshed.

Hos folk med såkaldt obstruktiv søvnapnø får den muskelafslapning, der følger med søvnen, det bløde væv i halsen og spiserøret til at lukke til, så luften ikke kan passere. Når hjernen opdager, at den ikke får tilført ilt, sender den et alarmsignal til kroppen om at vågne op. Den sovende vågner, trækker vejret, så hjernen får nye forsyninger, og så vender søvnen tilbage. For en, der lider af søvnapnø, minder en nats søvn mere om hundrede små lure. Søvnapnø udgør hovedparten af alle henvendelser til søvnklinikker. John Winkelman, der leder søvncentret på Brigham and Women’s Hospital i staten Massachusetts siger, at to tredjedele af de undersøgte på hans center får stillet denne diagnose. Søvnapnø er et alvorligt problem, der giver forhøjet risiko for hjerteanfald og slagtilfælde.

Klassiske søvnløse – mennesker, der er diagnosticeret med det, nogle søvnlæger kalder psykofysiologisk søvnløshed – er folk, som enten ikke kan falde i søvn eller ikke kan sove natten igennem uden nogen påviselig grund. De vågner, men føler sig ikke udhvilede. De lægger sig ned, men hjernen kører. Denne gruppe udgør ifølge John Winkelman omkring 25 % af dem, der kommer på søvnklinikkerne.

Mens søvnapnø kan behandles med en indretning, der tvinger luft ned gennem den sovendes hals, så luftvejene bliver holdt åbne, er behandlingen af klassisk søvnløshed knap så ligefrem. Akupunktur hjælper muligvis – det har længe været brugt hertil i asiatisk medicin og er for tiden ved at blive undersøgt på søvncentret ved University of Pittsburgh i USA.

Psykofysiologisk søvnløshed bliver typisk behandlet på to måder. Den ene er sovepiller, som for det meste virker ved at forstærke GABA-aktiviteten – et signalstof, der regulerer den generelle anspændthed og årvågenhed i kroppen. Selv om sovepiller er sikrere nu, end de var engang, kan man blive psykisk afhængig af dem. Mange brugere klager desuden over, at den søvn, de opnår ved hjælp af sovemedicin, virker anderledes, og at det føles, som om de har tømmermænd, når de vågner. “Sovepiller giver ikke nogen naturlig søvn,” påpeger Charles Czeisler fra Harvard University. Pillerne kan desuden gøre søvnløsheden værre senere hen.

Den anden behandling af klassisk søvnløshed er normalt kognitiv adfærdsterapi. I terapien lærer en specialiseret psykolog den søvnløse at tænke på sine søvnproblemer som noget overkommeligt eller endda noget, der kan løses – det er den kognitive del – og at tillægge sig gode “sovevaner”. De består for det meste i nogle godt gennemprøvede råd: Sov i et mørkt værelse, gå først i seng, når du er søvnig, og lad være med at motionere lige før sengetid. Undersøgelser har vist, at terapien er mere effektiv end sovepiller til at behandle langvarig søvnløshed, men mange af patienterne føler sig ikke overbeviste. “Det er min erfaring, at nogle mennesker fortsat kæmper med det,” siger John Winkelman. “De er ikke helt tilfredse med deres søvn.”

John Winkelman mener, at terapi er bedre mod nogle former for søvnløshed end andre. Søvnløshed dækker over et væld af forskellige tilstande. Mellem FFI, der er ekstremt sjælden, og søvnapnø, som er meget udbredt, er der identificeret næsten 90 forskellige søvnforstyrrelser og et hav af andre årsager til, at folk ikke kan sove, som er sværere at sætte i system. Nogle søvnløse lider af uro i benene (RLS), stærkt ubehag i lemmerne, som forhindrer dem i at falde i søvn, eller pludselige bevægelser under søvnen (PLMD), der får dem til ufrivilligt at sparke i søvne. Narkoleptikere har tit svært ved at holde sig vågne, men også svært ved at blive ved med at sove. Og så er der dem, der ikke kan sove på grund af depression, og folk, der er deprimerede, fordi de ikke kan sove. Andre har problemer med at sove på grund af demens eller Alzheimers. Nogle kvinder sover dårligt, når de har menstruation (kvinder har dobbelt så stor risiko som mænd for at udvikle søvnløshed), og mange lider af søvnløshed i overgangsalderen. Ældre sover generelt dårligere end unge.

Nogle søvnløse kan ikke sove, fordi de er på medicin, som holder dem vågne. Andre bekymrer sig om arbejdet eller for snart at miste det. Ifølge en undersøgelse meldte en tredjedel af amerikanerne, at de har ligget vågne under den nuværende økonomiske krise. Af alle disse søvnløse er de, hvis søvnløshed stammer fra indre, fysiske årsager – formentlig overskud eller underskud af signalstoffer – dem, der sandsynligvis vil få mindst ud af behandlingen. Alligevel bliver terapien tilbudt som en kur mod de fleste af disse lidelser, måske fordi de længe først og fremmest har været psykologernes domæne. I deres øjne skyldes søvnløshed typisk tilstande som anspændthed eller depression, der kan behandles med et af deres værktøjer. Kognitiv terapi opfordrer folk til at tænke på, hvad de gør forkert, ikke på, hvad der kan være galt med deres krop. John Winkelman ville ønske, at de to aspekter af søvn – det fysiske og det mentale – oftere blev anskuet som en helhed. “Søvnen er yderst kompliceret,” siger han. “Hvorfor tro, at der ikke også kan være noget i kroppens ledningsnet, der kan være i uorden?”

Måske er du interesseret i ...

Læs også