En tikkende befolkningsbombe

På samme tid var de lærde mænd i det videnskabelige selskab i London stadig ved at efterprøve Anton van Leeuwenhoeks tidligere påstand om, at der levede millioner af usynlige “mikroskopiske smådyr” i en enkelt dråbe søvand eller sågar i vin. Nu kunne han berette om noget endnu mere prekært. Sæd indeholdt også “mikroskopiske smådyr”. “Endda over tusind i et materiale på størrelse med et sandkorn,” som han skrev.

5. januar 2011

På samme tid var de lærde mænd i det videnskabelige selskab i London stadig ved at efterprøve Anton van Leeuwenhoeks tidligere påstand om, at der levede millioner af usynlige “mikroskopiske smådyr” i en enkelt dråbe søvand eller sågar i vin. Nu kunne han berette om noget endnu mere prekært. Sæd indeholdt også “mikroskopiske smådyr”. “Endda over tusind i et materiale på størrelse med et sandkorn,” som han skrev.

Hans lille forstørrelsesglas gav ham særadgang til et ikke tidligere set mikroskopisk univers, og han brugte oceaner af tid på at iagttage spermatozoer, som de nu hedder. Pudsigt nok var det sæd fra en torsk, der nærmest tilfældigt satte ham i gang med at beregne, hvor mange mennesker der kunne leve på Jorden.

Det var der ingen, der dengang havde nogen idé om, da der kun var få folketællinger. Anton van Leeuwenhoek begyndte med at anslå indbyggertallet i Holland til ca. en million. Ved hjælp af kort og lidt sfærisk geometri regnede han sig frem til, at Jordens beboede areal måtte være 13.385 gange så stort som Hollands. Det var svært at forestille sig, at hele kloden skulle være lige så tæt befolket som Holland, der allerede dengang virkede overbefolket. Hermed kunne Anton van Leeuwenhoek sejrsstolt konkludere, at der ikke kunne være flere end 13,385 milliarder mennesker på Jorden.

I sin bog How Many People Can the Earth Support?, skriver befolkningsbiolog Joel Cohen, at det lille, sjove regnestykke nok er det første forsøg på at give et svar på et spørgsmål, der er langt mere påtrængende nu, end det var i det 17. århundrede. I dag er de fleste af svarene alt andet end sjove.

Historikere skønner, at der i Anton van Leeuwenhoeks tid kun var omkring en halv milliard mennesker på Jorden. Efter i årtusinder at være vokset ganske langsomt var tallet netop begyndt at stige. Da en anden videnskabsmand halvandet århundrede senere offentliggjorde opdagelsen af menneskets ægceller, var Jordens befolkning fordoblet til over en milliard. Endnu et århundrede senere, omkring 1930, var det atter fordoblet til to milliarder. Siden da er det gået forbløffende hurtigt. Indtil det 20. århundrede var der ingen, der havde levet længe nok til at opleve en fordobling af befolkningstallet, men i dag er der folk, som har oplevet en tredobling. Engang i slutningen af 2011 vil Jordens befolkning ifølge FN’s Befolkningsafdeling have rundet syv milliarder.

Og selv om eksplosionen er aftagende, er den langtfra overstået. Ikke blot lever folk længere, der er også så mange kvinder i den fødedygtige alder – 1,8 milliard – at verdens befolkning vil blive ved at vokse mindst nogle årtier endnu. Og det selv om den enkelte kvinde får færre børn end for en generation siden. I 2050 kan det samlede tal nå op på 10,5 milliarder eller stoppe ved otte. Forskellen består i ca. ét barn pr. kvinde. FN’s demografer anser den gyldne middelvej for at være det bedste bud, så de anslår, at befolkningen vil runde ni milliarder i 2045.

Med en befolkning, der stadig vokser med ca. 80 millioner om året, er det svært ikke at blive bekymret. Lige nu falder klodens grundvandsspejl, jord eroderer, gletsjere smelter, og fisk forsvinder. Knap en milliard mennesker sulter hver dag. I fremtiden vil der højst sandsynligt være to milliarder flere at mætte, især i de fattige lande. Der vil være flere milliarder, der ønsker og fortjener at kæmpe sig ud af fattigdom. Hvis de følger den rute, som de rige lande har gjort – skovrydning, kul og olie, kunstgødning og pesticider – vil også de presse Jordens ressourcer. Hvordan skal det kunne lade sig gøre?

Måske er du interesseret i ...

Læs også