Dråben, der fik bægeret til at flyde over

Det er måske en trøst, at folk altid har været foruroliget over befolkningstilvæksten. Den franske demograf Hervé Le Bras hævder, at demografi lige fra begyndelsen har været gennemsyret af diskussioner om verdens undergang. Blot få år efter Anton van Leeuwenhoeks opdagelse skønnede sir William Petty, en af stifterne af Royal Society, at verdens befolkning ville være seksdoblet inden dommedag, som der formodedes at være 2000 år til. Til den tid ville befolkningen overstige 20 milliarder – flere, end Jorden kunne brødføde, mente William Petty.

5. januar 2011

Det er måske en trøst, at folk altid har været foruroliget over befolkningstilvæksten. Den franske demograf Hervé Le Bras hævder, at demografi lige fra begyndelsen har været gennemsyret af diskussioner om verdens undergang. Blot få år efter Anton van Leeuwenhoeks opdagelse skønnede sir William Petty, en af stifterne af Royal Society, at verdens befolkning ville være seksdoblet inden dommedag, som der formodedes at være 2000 år til. Til den tid ville befolkningen overstige 20 milliarder – flere, end Jorden kunne brødføde, mente William Petty.

“Og da skal der ifølge de hellige skrifters profetier blive krige og stort blodbad etc.,” skrev han.

Hervé Le Bras fortæller, at befolkningstilvæksten i sig selv blev en slags apokalypseerstatning, da de religiøse dommedagsprofetier fortonede sig. I 1798 opstillede den engelske præst og økonom Thomas Malthus sin generelle befolkningslov, der gik ud på, at befolkningen nødvendigvis vil vokse hurtigere end fødevareressourcerne, indtil krig, sygdom og hungersnød reducerer antallet af mennesker. Som det siden skulle vise sig, var de sidste af de plager, der var store nok til at gøre indhug i verdens befolkning, allerede indtruffet, da Thomas Malthus skrev sit værk. Historikere mener ikke, at verdens befolkningstal er faldet siden pesten i det 14. århundrede.

I de to århundreder, der er gået, siden Thomas Malthus bekendtgjorde, at befolkningen ikke ville kunne fortsætte sin himmelflugt, er det netop det, den har gjort. Processen begyndte i det, vi nu kalder de udviklede lande, der dengang stadig var under udvikling. Udbredelsen af afgrøder som majs og kartofler fra den nye verden samt opdagelsen af kunstgødning var med til at udrydde sult i Europa. Til at begynde med ulmede sygdommene stadigt i de voksende byer, men fra midten af det 19. århundrede betød udviklingen af kloakker, at spredningen af kolera og tyfus blev reduceret dramatisk.

I 1798, samme år, som Thomas Malthus udgav sit pessimistiske skrift, beskrev hans landsmand Edward Jenner en vaccine mod kopper – den første og vigtigste af en række vacciner og antibiotika, der sammen med bedre ernæring og hygiejne fordoblede middellevetiden i ilandene fra 35 til 77 år i dag.

“Udviklingen i lægevidenskaben var dråben, der fik bægeret til at flyde over,” skrev befolkningsbiolog Paul Ehrlich fra Stanford University, Californien, i 1968.

Paul Ehrlichs bog, The Population Bomb, gjorde ham til den mest berømte af Thomas Malthus’ moderne tilhængere. I 1970’erne spåede han, at “flere hundrede millioner af mennesker vil dø af sult”, og at det var for sent at gøre noget ved det.

"Befolkningens cancervækst … skal skæres ud ved tvang, hvis frivillige metoder svigter,” skrev Paul Ehrlich. Bogen blev lige så stor en bestseller, som Thomas Malthus’ havde været. Men også denne gang viste bomben sig at være en fuser. Den grønne revolution – en kombination af højtydende afgrøder, kunstvanding, pesticider og kunstgødning, der formåede at fordoble kornproduktionen – var allerede undervejs. I dag er der mange, der er underernærede, men egentlig hungersnød er sjælden.

Paul Ehrlich havde dog ret i, at befolkningen ville vokse som følge af en forbedret lægevidenskab. Efter 2. verdenskrig fik ulandene hjælp fra institutioner som WHO og UNICEF til penicillin og koppevaccine og ddt, der ganske vist senere blev forbudt mange steder, men inden da reddede millioner fra malaria-døden. I Indien blev middellevetiden øget fra 38 år i 1952 til 64 i dag, i Kina fra 41 til 73. I ulandene overlevede millioner af mennesker, der ellers ville være døde som børn, og fik selv børn. Befolkningseksplosionen bredte sig til hele kloden, fordi ekstremt mange mennesker blev reddet fra at dø, og fødselsraten en overgang var lige høj.

Dengang Europas kvinder i det 18. århundrede og Asiens i begyndelsen af det 20. århundrede gennemsnitlig fik seks børn hver, gjorde de og deres mænd, hvad de kunne for at formere sig, fordi de færreste af børnene nåede at blive voksne. Når børnedødeligheden falder, får folk med tiden færre børn, men det er en overgang, der som regel tager mindst en generation. I dag vil et gennemsnit på 2,1 barn pr. kvinde i ilandene, det såkaldte “erstatningsniveau”, fastholde et stabilt befolkningstal. I ulandene er det tal noget højere. I den tid, det tager fødselsraten at afpasse sig efter dødeligheden, vil befolkningstallet komme til at eksplodere.

Demografer kalder det for “den demografiske transition”, og det gennemgår alle lande i deres eget tempo. Det er den menneskelige udviklings adelsmærke. For i et land, der har gennemført transitionen, har folk opnået en vis kontrol med fødsel og død. En uundgåelig bivirkning ved transitionen er den globale befolkningseksplosion, som nogle tvivler på, at vores civilisation vil kunne overleve. Ikke desto mindre var vækstraten faktisk på sit højeste, netop da Paul Ehrlich råbte vagt i gevær. I begyndelsen af 1970’erne var fertilitetsraten overalt i verden begyndt at dykke hurtigere end beregnet. Siden er befolkningstilvæksten faldet med over 40 %.

Måske er du interesseret i ...

Læs også