Den mystiske søvn

Trods årtiers forskning ved vi stadig ikke, hvorfor vi tilbringer en tredjedel af livet med at sove.

5. april 2011 af D. T. Max

Den 29-årige Cheryl Dinges er fra St. Louis i USA og sergent i den amerikanske hær. Det er hendes job at træne soldater i nærkamp. Hun er ekspert i brasiliansk jiu-jitsu og fortæller, at hun er en af de få kvinder i hæren, der har opnået kompetence i kamp på niveau 2, hvor der foregår en hel del træning med to angribere mod én i håb om, “at du er den person, der slipper levende fra det”.

Cheryl Dinges står måske over for en endnu hårdere kamp i de kommende år. Hendes familie bærer genet for fatal familiær søvnløshed. Det vigtigste symptom på FFI, som sygdommen ofte kaldes, er, at man ikke kan sove. Først forsvinder evnen til at tage en lur, dernæst evnen til at sove hele natten igennem, og til sidst kan patienten slet ikke sove. Syndromet sætter normalt ind, når patienten er i 50-års-alderen, og varer sædvanligvis et års tid, og som navnet antyder, ender det altid med døden.

Cheryl Dinges har afslået at få undersøgt, om hun bærer genet. “Jeg var bange for, at jeg ikke ville gøre mig så meget umage med mit liv, hvis jeg vidste, at jeg havde det. Jeg ville give mig selv lov til at give op. Hvorfor lade den viden styre ens liv?”

FFI er en rædsom sygdom, som bliver endnu værre af, at vi ved så lidt om, hvordan den virker. Efter mange års studier af patienter med FFI har forskerne fundet ud af, at misdannede proteiner, såkaldte prioner, angriber patientens thalamus, et område dybt inde i hjernen, og at den beskadigede thalamus forstyrrer søvnen. Men forskerne ved ikke, hvorfor det sker, hvordan man standser det, eller hvorledes man kan afhjælpe de brutale symptomer.

Før FFI blev undersøgt, vidste de fleste forskere ikke engang, at thalamus havde noget med søvnen at gøre. FFI er yderst sjælden og kendes kun fra 40 familier på verdensplan. Men i én henseende minder den meget om de mindre alvorlige former for søvnløshed, der plager millioner af mennesker i verden i dag: Den er i det store og hele et mysterium.

Når vi ikke ved, hvorfor vi ikke kan sove, er det til dels, fordi vi ikke rigtig ved, hvorfor vi overhovedet har brug for at sove. Vi ved, at vi mangler søvn, hvis vi ikke får den. Og vi ved, at søvnen altid overmander os til sidst, lige meget hvor hårdt vi prøver at stå imod.

Vi ved, at syv til ni timer efter, at vi har overgivet os til søvnen, er de fleste af os parat til at stå op, og 15 til 17 timer senere bliver vi trætte igen. Vi har vidst i 50 år, at vi deler vores søvn mellem perioder med dyb søvn og det, der kaldes REM-søvn, hvor hjernen er lige så aktiv, som når man er vågen, men musklerne ikke reagerer med bevægelse.

Vi ved, at alle pattedyr og fugle sover. En delfin sover med halvdelen af sin hjerne vågen, så den stadig er opmærksom på omgivelserne under vandet. Når gråænder sover på række, er de to yderste fugle i stand til at lade halvdelen af deres hjerne være på vagt og holde ét øje åbent efter rovdyr. Fisk, krybdyr og insekter har også alle en form for hviletilstand.

Al den hviletid har sin pris. Et dyr bliver nødt til at ligge stille i et længere tidsrum, og i mellemtiden er det et let bytte for rovdyr. Hvad kan belønningen for sådan en risiko mon være?

Måske er du interesseret i ...

Læs også