Hvordan påvirker din kost dit tarmsystem?

Når vi skal til at tage hul på et nyt år, overvejer mange af os at forbedre vores kost og livsstil. Men hvad har tarmene egentlig brug for?

4. januar 2013 af Amanda Fiegl, National Geographic News

Når vi skal til at tage hul på et nyt år, begynder mange af os at overveje at forbedre vores kostvaner og livsstil – i hvert fald for en tid. Måske beslutter man sig for at drikke mere vand, spise mindre fedt og få mere motion.

Men hvad har tarmene egentlig brug for? Et nyt amerikansk forskningsprojekt baseret på frivillig deltagelse af offentligheden skal vise, hvordan kost og livsstil påvirker de mikroorganismer, der lever i os.

"Hvilken kost bør man indtage for at opnå en optimal, sund tarmflora? Vi ved det ikke endnu, men ved at finde ud af det kan vi måske få et vigtigt værktøj til at hjælpe mennesker med at få bugt med mange kroniske sygdomme," siger Jeff Leach, medstifter af projektet, der har titlen American Gut project.

Ideen med det gruppefinansierede projekt er enkel: Betal lidt under 600 kr., få tilsendt et prøvetagningssæt og send et prøveglas retur med "en smule af det brune" taget fra et stykke brugt toiletpapir. Deltagerne vil også blive bedt om at føre dagbog over deres fødeindtagelse i tre dage og besvare et detaljeret spørgeskema om, hvordan og hvor de bor.

"Er du vegetar? Er du født ved kejsersnit? Bor du på landet eller i et byområde? Har du hund? Alle disse ting kan påvirke tarmfloraen," siger Jeff Leach.

Til gengæld modtager deltagerne en analyse, der afslører, hvilke organismer der lever i deres tarme, og viser, hvordan deres egne mikroorganismers økosystem ser ud sammenlignet med andres, heriblandt en gruppe jægere og samlere, som Jeff Leach har studeret i Tanzania. Denne forskning er endnu ikke blevet offentliggjort, men han siger, at den afslører "store forskelle" på tarmene hos mennesker, der indtager en vestlig kost bestående af stærkt forarbejdet mad, og dem, der spiser en mere traditionel kost.

"I den senere tid har der været forsket meget i den menneskelige tarmflora, men offentligheden får aldrig noget billede af, hvad der er i deres egne tarme, medmindre man gør noget i stil med det her," siger Jeff Leach.

Mikroorganismer har mange vigtige funktioner i tarmene, som f.eks. at holde slimhinden i fordøjelseskanalen ved lige, beskytte mod sygdomsfremkaldende stoffer og hjælpe kroppen med at optage kalorier og fordøje fibre.

Hvis man har for meget eller for lidt af en bestem bakterie, kan det give betændelse, som er en vigtig omstændighed i forbindelse med mange kroniske sygdomme. Nyere undersøgelser har dokumenteret en sammenhæng mellem sukkersyge og overvægt og ubalancer i tarmbakterierne.

"Vi vil gerne have folk til at forstå, at det er en meget vigtig del af deres sundhed, som de selv har kontrol over," siger Jeff Leach. "Man er født med sine gener, men man kan skifte tarmfloraen ud gennem ændringer i kost og livsstil."

Omkring 1000 mennesker har foreløbig meldt sig til projektet, og Jeff Leach håber, at yderligere 3000 eller flere vil melde sig til at modtage et sæt, før fristen udløber 1. februar.

Klik ind på American Gut Project for yderligere information.

Måske er du interesseret i ...

Læs også