Forskere laver 3D-print af menneskeøre

NY VIDEN: For første gang nogensinde er det lykkes amerikanske forskere at 3D-printe en levedygtig kropsdel. Håbet er, at gennembruddet vil revolutionere fremtidens transplantationer.

25. februar 2016 af Nadia Deleuran

Nu kan man 3D-printe levedygtigt væv til mennesker.

Efter forsøg med dyr har en række forskere fundet formlen for at 3D-printe menneskeligt væv, som kan holdes i live.

”Vævet og organprinteren er en vigtig brik i vores håb om at kunne lave erstatningsvæv til patienter”, siger ledende forsker Anthony Atala fra Wake Forest Baptist Medical Center.

Rotteforsøg banede vejen Rotter fik indopereret 3D-printet væv i form af øre-struktur, knogle-struktur og en muskel-struktur.

Allerede efter to uger var vævet levedygtigt i rotterne: Stærkt nok til både at beholde sin struktur og danne nyt væv, brusk og nerveceller omkring det 3D-printede væv.

Kombinationen af bionedbrydeligt plastik og vandbaseret gel i det 3D-printede væv får det til at holde sin form, og vævsceller i gelen hjælper det med at gro videre i rotterne.

Det banebrydende ved forsøget er, at vævet printes sammen med et gitter af en masse små mikrokanaler. Kanalerne sørger for, at næring og ilt fra rotternes krop løber over i det 3D-printede væv – holder det i live og danner blodkar omkring det.

Skræddersyes til mennesker Rotteforsøgene indikerer, at 3D-printet væv kan være funktions- og levedygtigt i mennesker.

Og vævet kan printes i den form, der passer nøjagtigt til en manglende kropsdel.

Så frygt ikke, at du kommer til at ligne Frankenstein. En 3D-printet kropsdel kommer til at passe perfekt til resten af dine krop.

Ved hjælp af en MR-scanning eller et 3D-program kan man nemlig lave et digitalt aftryk på det område, hvor kropsdelen er defekt eller mangler.

3D-print af kropsdele vinder over voodoo-ritualer Fortsætter udviklingen med at 3D-printe levedygtige kropsdele, kan almindelige organtransplantationer blive betragtet som ældgamle "voodoo-ritualer" i fremtiden.

Den banebrydende forskning kan derfor revolutionere fremtidens transplantationer:

”Det kan skabe stabile, kropskorrekte væv i enhver form til at printe levende væv og organstrukturer til kirurgiske transplantationer”, siger Anthony Atala.

Måske er du interesseret i ...

Læs også