Hirse er en vigtig næringskilde
Hirse er en af de gamle kornarter ligesom boghvede og quinoa. Vi forbinder nok mest hirse med grød eller foder, men i Kina, Indien og Afrika er det en vigtig næringskilde, bl.a. fordi den er rig på protein og næring og kun kræver lidt vand.
Hårdfør hirse til folket
Måske kan hirse også få en nøglerolle i at brødføde verdens voksende befolkning. Den tåler tørke og hede, den vokser hurtigt og er modstandsdygtig over for skadedyr. Desuden er hirse glutenfri.
Klimaforandringer gør dyrkning muligt i Norden
Hirse tåler ikke frost, så i Norden er dyrkning lige nu især relevant i Danmark og Sydsverige. Anders Borgen fra virksomheden Agrologica, der beskæftiger sig med planteforædling og økologisk jordbrug, fortæller, at 2015 bliver det første år med dansk produktion af hirse. En kombination af forbrugerinteresse og det varmere klima har gjort det muligt. Om 10-15 år kan resten af Norden måske også være med: “Klimaforandringerne rykker løbende grænsen for dyrkning af hirse længere nordpå,” fortæller Anders Borgen.