Her er fremtidens elskovsdrikke

I anledning af valentinsdag bringer vi her tre bud på fremtidens elskovsdrikke. Var der nogen, der sagde viagra til kvinder?

Siden tidernes morgen har vi mennesker været fascinerede af elskovsdrikke. Og skuer vi frem i tiden, kan hjerneforskning måske komme til at spille en rolle i forbindelse med udviklingen af elskovsdrikke. Faktisk lader vi til at stå på tærsklen til elskovsdrikke, hvis virkning er empirisk bevist.

Hjerneforsker Larry J. Young forklarer, at studsmus, der menes at være en af de få monogame pattedyrarter bortset fra mennesker, kan være nøglen til udvikling af virksomme elskovsdrikke.

De bånd, der binder studsmus sammen, har tilsyneladende forbindelse med to hormoner – oxytocin hos hunner og vasopressin hos hanner – som reagerer med neurotransmitteren dopamin. Forskning tyder på, at de samme kemiske udløsere måske virker hos mennesker. Det betyder igen, at det måske er muligt at fremstille effektive midler beregnet på at indgyde kærlighed og styrke kærlighedsbåndene, skriver Larry J. Young.

Faktisk er produkter, der gør brug af oxytocin, allerede tilgængelige på internettet. Et af disse midler er Flibanserin, som angivelig fremmer seksualdriften hos kvinder.

Viagra til kvinder?

USA's lægemiddelstyrelse (FDA) afviste i 2010 Flibanserin som middel mod kvinders manglende lyst til sex. Medicinen markedsføres nu som antidepressiv, men er omtalt mange steder på internettet som et effektivt middel, hvis man som kvinde har mistet lysten til sex.

Og i 2012 blev der offentliggjort to undersøgelser, der viste, at Flibanserin kan have en positiv effekt på kvinders evne til at opnå seksuel tilfredsstillelse.

Feromoner

Feromoner er kemiske stoffer, som dyr sender signaler til hinanden med, ofte i forbindelse med parring. Om de også findes hos mennesker, er et mysterium. Ikke desto mindre udbydes såkaldte feromondrikke over alt på internettet til mennesker, der gerne vil øge tiltrækningen.

Indtil der foreligger et videnskabeligt bevis, er blomster og chokolade dog nok et mere sikkert bud.

Midler mod hjertesorg

Flere forsøg med posttraumatisk belastningsreaktion har den seneste tid peget på, at man ved hjælp af medicin kan reducere virkningen af hjertesorg til et mere håndterbart niveau, også selv om den slags midler ikke sletter de konkrete hukommelsesindtryk.

"I tilfældet med posttraumatisk stress, er følelsen så voldsom, at den overskygger de normale hjernemekanismer, der gør mennesker i stand til bearbejde minderne og komme videre," siger Karim Nader fra McGill University i Canada.

Måske er du interesseret i ...

Læs også