Bagsiden af den grønne revolution

Mennesket har været over 10.000 år om at udvikle­ den store biologiske mangfoldighed i vores fødevareforsyning, som vi nu ser svinde ind. Selektiv kultivering af vilde planter eller avl af dyrearter for at fremelske nogle eftertragtede egenskaber begyndte i sin tid som ret tilfældige forsøg motiveret af den urgamle drivkraft: sult. Tag f.eks. vild hvede, der kaster sine modne kerner på jorden eller brister, så planten sår sig selv igen. De første agerdyrkere udså sig hvedeplanter, der i kraft af tilfældig genetisk mutation ikke bristede og derfor var ideelle til høst.

8. juli 2011

Mennesket har været over 10.000 år om at udvikle den store biologiske mangfoldighed i vores fødevareforsyning, som vi nu ser svinde ind. Selektiv kultivering af vilde planter eller avl af dyrearter for at fremelske nogle eftertragtede egenskaber begyndte i sin tid som ret tilfældige forsøg motiveret af den urgamle drivkraft: sult.

Tag f.eks. vild hvede, der kaster sine modne kerner på jorden eller brister, så planten sår sig selv igen. De første agerdyrkere udså sig hvedeplanter, der i kraft af tilfældig genetisk mutation ikke bristede og derfor var ideelle til høst.

Bønder og opdrættere udviklede møjsommeligt husdyrracer og afgrødesorter, der var tilpasset de særlige forhold, der kendetegnede deres lokale klima og miljø. Enhver kulturplante og tamrace var en reaktion på et specifikt problem – f.eks. tørke eller sygdom – et specifikt sted på kloden.

F.eks. trives den fårerace, der er hjemmehørende ved Den Mexicanske Golf i Nordamerika, i høj varme og luftfugtighed og er resistent over for en lang række parasitter, mens North Ronaldsay-fåret på de isolerede Orkneyøer kan leve af tang alene. Zebukvæg er mere resistent over for blodmider end andre racer, og i Etiopien er den lille pukkelløse, korthornede kvægrace kaldet sheko en god malkeko, der tåler barske forhold og er resistent over for sovesyge.

Sådanne tilpassede egenskaber er af uvurderlig betydning, ikke blot for lokale bønder, men også for kommercielle avlere andre steder i verden. F.eks. er finuldsfåret, der længe kun har været opdrættet af en mindre gruppe finske bønder, blevet af vital betydning for fåreindustrien i kraft af sin evne til at sætte store kuld i verden.

Fayoumi-hønen er en oprindelig egyptisk art, der stammer helt tilbage til faraoernes tid. Den er stærkt efterspurgt som en fænomenal æglægger med høj varmetolerance og resistens over for et utal af sygdomme. Kinas sjældne taihu-svin er ligeledes eftertragtet af svineproducenter, fordi det trives på billigt foder og er usædvanlig frugtbart med kuld på op til 16 pattegrise sammenlignet med et gennemsnit på 10 for vestlige racer.

Paradoksalt nok er den farlige nedgang i mangfoldigheden af vores fødevarer en uforudset bivirkning af en landbrugsmæssig triumf. I 1944 rejste den 30-årige agronom Norman Borlaug til Mexico for at deltage i bekæmpelsen af en sortrustepidemi, der forårsagede udbredt hungersnød.

Ved at krydse forskellige hvedesorter fra hele verden nåede han frem til en rustresistent, højtydende hybrid, der hjalp Indien og Pakistan til næsten at fordoble deres hvedeproduktion – og reddede en milliard mennesker fra at dø af sult. Den såkaldt grønne revolution banede vejen for, at det moderne stordriftslandbrug blev indført i udviklingslandene.

Men den grønne revolution var ikke kun af det gode. Efterhånden begyndte bønderne at satse så meget på de bredt tilpassede, højtydende afgrøder, at sorter tilpasset lokale forhold blev fortrængt.

Dyrkning i monokultur, det vil sige store arealer med genetisk ens afgrødesorter, er med til at øge udbyttet og dække det umiddelbare behov for føde. Men de højtydende sorter er også genetisk svagere og skal have tilført dyr kunstgødning og giftige pesticider. Det samme gælder højtydende husdyrracer, der ofte kræver kostbart foder og medicinsk behandling for at overleve i et fremmed klima.

Behovet for at øge produktionen fortrænger de lokale varieteter og udhuler husdyrenes genetiske mangfoldighed. Resultatet er, at verdens fødevareforsyning i overvejende grad er blevet afhængig af stadig færre racer, der er skabt til at give maksimalt udbytte: rhode island red-høns, store hvide svin og holsteinkvæg. Vi er kort sagt så fokuserede på at øge den fødevaremængde, vi producerer i dag, at vi risikerer at udsætte os selv for mangel på fødevarer i fremtiden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også