James Cameron planlægger 3D-film på 11 km dybde

Den erfarne filminstruktør kan bruge sit historiske dyk til bunden af Marianergraven som forstudie til kommende spillefilm.

29. marts 2012 af Michael von Bulow

Aprilsnar!! Historien har ikke hold i virkeligheden, men vi lader den stå alligevel.

Filminstruktør og dybhavsforsker James Cameron hentede andet end forskningsprøver op fra dybet, da han først på ugen nåede bunden af Marianergraven i den specialbyggede miniubåd Deepsea Challenger. Han hentede muligvis også nogle ideer til sin næste spillefilm.

Ifølge ubekræftede forlydender har James Cameron planer om at optage dele af et kommende filmepos på næsten 11 kilometers dybde – med alt hvad det indebærer af tekniske udfordringer.

"Det bliver et logistisk mareridt. Der er intet lys på 11 kilometers dybde. Alt teknisk udstyr, mandskab og skuespillere skal transporteres derned i miniubåde. Jeg tør ikke tænke på, hvad det vil koste i forsikringer," siger et medlem af James Camerons stab.

Skulle det tilsyneladende umulige projekt blive gennemført, kan James Cameron trække på en solid erfaring som ubådsdykker. Før sit historiske dyk ned til Jordens dybeste punkt, Challengerdybet, havde Cameron foretaget ikke færre end 72 dybhavsdyk med miniubåde. En stor del af dem blev foretaget i russiske Mir-miniubåde, og det er muligt, at han igen vil alliere sig med russerne til sit spillefilmsprojekt.

Derudover kan James Cameron bruge sit seneste dyk som et detaljeret teknisk forstudie til sin spillefilm. Hele det tekniske og videnskabelige forarbejde til dykket er omhyggeligt blevet dokumenteret ved hjælp af bl.a. videooptagelser, der senere på året vil kunne ses i en Cameron-dokumentarfilm i 3D. Optagelserne under selve dykket krævede et specialkonstrueret 3D-kamera, der kunne modstå det enorme tryk.

Som filmskaber har James Cameron tidligere følt sig draget af de store dybder. I 1989 instruerede han science fiction-thrilleren Dybet, og i 1997 fulgte han op med det storslåede filmdrama Titanic. Om hans næste film er en mere "autentisk" opfølger til Dybet, vides ikke, men kender man James Cameron ret, vil filmpublikummet nok snarere blive præsenteret for en helt ny historie.

Måske er du interesseret i ...

Læs også