Ny viden om Stonehenge-samfundet

Det kan ikke udelukkes, at disse tilflyttere så Stonehenge og måske endda hjalp med at bygge det. For nylig er der imidlertid afdækket bemærkelsesværdig ny viden om det samfund, der med sikkerhed brugte monumentet. Siden 2003 har Stonehenge Riverside-projek­tet stået for en række udgravninger i landskabet omkring Stonehenge. Projektet, der støttes af National Geographic og løber over 8 år, ledes af Mike Parker Pearson fra University of Sheffield samt fem andre arkæologer. De har fokuseret på et kolossalt henge-anlæg kaldet Durrington Walls, der er 450 m i diameter.

30. oktober 2009

Det kan ikke udelukkes, at disse tilflyttere så Stonehenge og måske endda hjalp med at bygge det. For nylig er der imidlertid afdækket bemærkelsesværdig ny viden om det samfund, der med sikkerhed brugte monumentet. Siden 2003 har Stonehenge Riverside-projektet stået for en række udgravninger i landskabet omkring Stonehenge. Projektet, der støttes af National Geographic og løber over 8 år, ledes af Mike Parker Pearson fra University of Sheffield samt fem andre arkæologer. De har fokuseret på et kolossalt henge-anlæg kaldet Durrington Walls, der er 450 m i diameter. Durrington ligger knap 3 km nordøst for Stonehenge og var kendt allerede i 1812. Det blev udgravet i 1960’erne forud for anlæggelsen af en vej. Erosion og landbrug har nu sløret for de før så imponerende jordvolde, som var op mod 30 m brede og mindst 3 m høje.

Inden i og uden for den kolossale henge var der opført tre cirkler af træpæle – aftrykket efter dem kan stadig spores i form af stolpehuller. To af dem – Nordcirklen og Sydcirklen – ligger inden for selve henge-anlægget, mens et senere monument, der går under navnet Woodhenge, stod lige udenfor. “Der er fund, der tyder på, at træcirklerne var hemmelighedsfulde steder, hvis indre blev holdt skjult ved hjælp af skærme såvel som klyngerne af stolper,” siger Alex Gibson, der er ekspert i træcirkler ved University of Bradford. Riverside-projektet har for nylig afdækket to bygningsværker med deres egne grave og pæleværk inden for voldene. Bygningerne var måske boliger for den øverste elite, der førte opsyn med cirklerne – eller måske ligefrem kulthuse. Uden for henge-området og langs med volden har arkæologerne udgravet en klynge af syv små huse. De er foreløbigt dateret til mellem 2600 og 2500 f.Kr. og ligger på begge sider af en 30 m bred vej, som var brolagt med flintesten og førte ned til floden Avon. Mike Parker Pearson står inde i resterne af et af husenes fundamenter og udpeger detaljer som et ovalt ildsted midt på gulvet. “Det her er mærker efter hæle eller måske bagdele,” siger han og sætter sig på hug for at vise, hvordan fordybningerne i gipsgulvet kan være opstået. I den ene side er der rester efter et køkken. Fem huse har spor efter møbler såsom riller til siderne af en træseng. Mike Parker Pearson slår ud med hånden mod det dunkle skovbryn i det fjerne. Prøvegravninger og geofysiske undersøgelser har sporet det, der kunne være et utal af andre ildsteder i dalen. “Der er måske helt op mod 300 huse,” siger han. Det gør det til den største bebyggelse fra bondestenalderen, der er fundet i Storbritannien.

Inspireret af sine feltstudier på Madagaskar har Mike Parker Pearson fremsat en dristig fortolkning af stedet og dermed “svaret” på Stonehenge. I madagaskisk kultur æres forfædrene med stenmonumenter, der symboliserer, hvordan kroppen hærdes til knogler, og det evige minde om døden. Træ, som forgår, forbindes derimod med det forbigående liv. Sten står for slægt og maskulinitet, mens træ i Mike Parker Pearsons formulering er “blødt og eftergivende som kvinder og småbørn”. Han medgiver, at man endnu ikke har sporet et sådant kønsopdelt skel i Storbritannien, men det er det samme princip, der går igen i vores egne minde-ritualer: “Man lægger blomster på graven, og så stiller man en gravsten op.”

Med denne model i tankerne ser Mike Parker Pearson interessante ligheder mellem Durrington Walls med dens karakteristiske trækonstruktioner og Stonehenge med dens hårde stenmonumenter. Durrington har en vej ned til Avon, som kunne være en processionsvej, selv om den kun er godt 167 m lang. Vejen, der løber fra Stonehenge, er til gengæld næsten 1 km lang og flankeres af grave og volde, der underbygger dens ceremonielle karakter.

For Mike Parker Pearson er kontrasterne lige så sigende. Stonehenge er orienteret mod solopgangen ved sommersolhverv og solnedgangen ved vintersolhverv, mens Sydcirklen i Durrington Walls er anlagt efter solopgangen ved vintersolhverv. Et væld af potteskår og dyreknogler, især fra grise, tyder på, at der har været afholdt mange fester i Durrington Walls, mens der er fundet meget lidt keramik i Stonehenge. Man har næsten ikke fundet jordiske rester af mennesker ved Durrington, men ved Stonehenge er der fundet 52 brændtbensgrave såvel som mange andre grave. Stonehenge rummer muligvis ikke færre end 240 grave og er dermed den største bondestenalder-gravplads i England. Ifølge den nye teori er Durrington de levendes domæne, mens Stonehenge er de døde forfædres domæne, indbyrdes forbundet af regelmæssige processioner langs vejene og floden. Asken fra de fleste døde må være blevet overgivet til floden. Andre kremerede rester, måske af samfundets øverste elite, blev begravet ceremonielt i selve Stonehenge.

“Mange eksperter kan i det store og hele godt følge teorien om de levende og de døde,” siger Mike Pitts, der er redaktør for magasinet British Archaeology. Det er den nye teoris detaljer, der er problematiske. Man har altid antaget, at begravelser i Stonehenge kun var almindelige i tiden, før stenene blev rejst, selv om Mike Parker Pearson nu mener, at de fortsatte ind i stenenes tid. Men spor i landskabet umiddelbart omkring Stonehenge tyder på, at de levende brugte det til almindelige aktiviteter som agerbrug og græsning, og det virker ikke foreneligt med et større rituelt område for de døde. Der er heller ingen enighed om, hvornår sarsen-stenene ankom. Ligeledes må der mere forskning til for at afklare, hvornår vejen fra Stonehenge til Avon – den afgørende forbindelse mellem de to steder – blev anlagt. Disse huller i vores viden må fyldes ud, hvis der skal påvises en meningsfuld sammenhæng mellem aktiviteterne de to steder. Redaktøren sammenfatter Mike Parker Pearsons teori således: “Værdien ved denne fortolkning er ikke bare, at den forbinder sten og forfædre, men at den også giver mening i forhold til landskabet som helhed. Tidligere fortolkninger har betragtet hvert sted for sig.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også