Lokal favorit og turistattraktion

Siden indvielsen af den første strækning i juni 2009 har High Line været en af byens store turistattraktioner. I parken hører man lige så ofte tysk eller japansk som engelsk. Alligevel er High Line i lige så høj grad en park for lokalbefolkningen. Da jeg spadserer gennem den sammen med Robert Hammond en solrig dag sidste efterår, kommer vi til et område, arkitekterne havde tænkt som en slags solterrasse. Stedet er pakket med en ligelig blanding af udefrakommende, som går tur, og lokale, der opfatter området som deres egen “strand”.

9. august 2011

Siden indvielsen af den første strækning i juni 2009 har High Line været en af byens store turistattraktioner. I parken hører man lige så ofte tysk eller japansk som engelsk.

Alligevel er High Line i lige så høj grad en park for lokalbefolkningen. Da jeg spadserer gennem den sammen med Robert Hammond en solrig dag sidste efterår, kommer vi til et område, arkitekterne havde tænkt som en slags solterrasse. Stedet er pakket med en ligelig blanding af udefrakommende, som går tur, og lokale, der opfatter området som deres egen “strand”.

På den først anlagte strækning slynger ruten sig, drejer og forsvinder ind under tre forskellige bygninger for så kortvarigt at blive forvandlet til en slags tunnel. Herefter åbner den sig igen med en udsigt over centrum og Hudson-floden. På det sted, hvor High Line krydser Tenth Avenue, forvandler den sig endnu engang og bliver til en plads, der minder om et amfiteater. Her kan man sidde højt hævet over gaden og betragte trafikken, der glider forbi nedenunder.

Arkitekternes store udfordring

Den anden strækning af højbanen nord for 20th Street gav arkitekterne en ny udfordring, idet linjen her retter sig ud. “Den er først vidt åben med udsigt til byen, men klemmes så pludselig inde mellem to bygninger,” fortæller James Corner. “Den er snorlige, og vi var nødt til at anlægge strækningen, så man ikke føler, at man befinder sig i en korridor.”

Han besluttede sig for at lade den anden strækning begynde med en tæt, næsten skovagtig beplantning, meget kraftigere end noget sted på første strækning. Ideen var, at når man ikke kunne undgå følelsen af indelukkethed, kunne man lige så godt forstærke den dramatiske effekt og så pludselig lade landskabet skifte karakter til en afslappet, åben plæne.

Herefter kommer man til det sted, arkitekterne kalder overføringen – en metalkonstruktion, der løfter stien op og giver plads til en tæt bevoksning nedenunder. Nord for overføringen er der endnu et siddeområde. Herfra kan man kigge ned på gaden gennem en enorm hvid ramme, der skal lede tankerne hen på de reklametavler, der i sin tid prydede bygningerne i området. Lige efter kommer der en lang sti igennem et område med vilde blomster.

Da jeg er ude at spadsere med Robert Hammond på den nye strækning, er en stor del af beplantningen allerede på plads. Selv om der stadig bliver arbejdet med byggeriet, er her mærkeligt stille. Vi går hele den nye strækning. Hammond siger, at stilheden minder ham om højbanen, før folk begyndte at strømme til.

“Jeg troede, jeg ville komme til at savne stemningen fra dengang,” siger han. Men High Line-parkens overvældende succes er en glæde, der alligevel langt overgår fornøjelsen ved at kigge på den gamle, øde og forladte højbane.

Måske er du interesseret i ...

Læs også