Ildsjæle redder High Line-parken

New York er en storby, hvor man ofte går på kompromis­ med arkitektens oprindelige vision, hvis byggeriet overhovedet realiseres. High Line er en af byens opmuntrende undtagelser. En smuk ide, der ikke blot blev gennemført, men også viste sig at blive bedre, end nogen havde forestillet sig. Det sker sjældent for byer i det hele taget og da slet ikke for New York, at en så usædvanligt ambitiøs ide til et offentligt rum slipper helskindet gennem både planlægningen, den politiske proces og byggefasen.

9. august 2011

New York er en storby, hvor man ofte går på kompromis med arkitektens oprindelige vision, hvis byggeriet overhovedet realiseres. High Line er en af byens opmuntrende undtagelser. En smuk ide, der ikke blot blev gennemført, men også viste sig at blive bedre, end nogen havde forestillet sig.

Det sker sjældent for byer i det hele taget og da slet ikke for New York, at en så usædvanligt ambitiøs ide til et offentligt rum slipper helskindet gennem både planlægningen, den politiske proces og byggefasen.

Vinderforslaget til High Line-parken er udarbejdet i fællesskab af landskabsarkitekten James Corner fra firmaet Field Operations og arkitektfirmaet Diller Scofidio + Renfro. De var oppe imod internationalt kendte navne, bl.a. den kvindelige arkitekt Zaha Hadid, kunstneren og arkitekten Steven Holl og landskabsarkitekten Michael Van Valkenburgh. Deres forslag ramte balancen mellem det forfinede og den grove, industrielle udstråling, der er omkring High Line.

“Det var vores ønske at opretholde fornemmelsen af en højbane og samtidig skabe variation.”

Projektet omfattede elegante træbænke, der synes at dukke op af jorden, men bevarede også mange af de oprindelige togskinner, som blev indarbejdet i dele af stibelægningen og landskabet. I samarbejde med den hollandske landskabsarkitekt Piet Oudolf anbefalede James Corner et varieret udvalg af planter, der gik i retning af høje græsarter og tagrør. Ideen var, at de skulle lede tankerne hen på de vilde blomster og ukrudtsplanter, som skød frem, mens højbanen forfaldt.

Højbanens forkæmpere mødt af modstand

Kort efter at det sidste tog kørte på banen i 1980, blev den solgt for 10 dollars af baneselskabet Conrail med henblik på at sætte den i stand, så den igen kunne fungere som jernbane. Køberen var en glødende jernbanefanatiker ved navn Peter Obletz, som kom ud i en fem år lang juridisk strid om retten til banen. Han endte med at tabe og døde i 1996, men er på en måde den åndelige ophavsmand til bestræbelserne på at bevare banen.

Dette gælder også fotografen Joel Sternfeld, som gennem de år, hvor højbanen forfaldt, tog blændende fotos af det grønne bælte, der slynger sig gennem byen. Hans billeder blev reproduceret vidt og bredt og kom til at spille en betydelig rolle i at organisere en række mennesker, som alle havde det ønske at bevare banen for offentligheden. Joel Sternfeld viste med sine billeder, at dette industrielle stålskelet rent faktisk kunne ligne en park.

Men historiens virkelige helte er to mænd, som mødte hinanden første gang i 1999 ved et kommunalt møde, der handlede om banens fremtid. Det var den dengang 36-årige Joshua David, som var freelanceskribent og boede på West 21st Street, ikke langt fra den midterste del af High Line, og den 29-årige Robert Hammond, der var kunstner og boede i Greenwich Village nogle få gader fra højbanens sydlige endestation.

“Jeg læste i en artikel i New York Times, at højbanen skulle rives ned, og spekulerede på, om nogen mon ville forsøge at redde den,” fortæller Robert Hammond. “Jeg var vild med denne jernkonstruktion, nitterne, forfaldet. Jeg gik ud fra, at en eller anden kreds af interesserede borgere ville forsøge at bevare den, og fandt ud af, at sagen var på dagsordenen ved et møde i kommunen. Jeg tog derhen for at se, hvad der skete, og kom tilfældigvis til at sidde ved siden af Josh. Vi var de eneste på mødet, der viste interesse for at bevare banen.”

“Med til mødet var også nogle repræsentanter for baneselskabet. Da de fremlagde planer for, hvordan banen kunne genbruges, kom fortalerne for nedrivning helt op i det røde felt,” siger Joshua David. “Det satte gang i en snak mellem Robert og mig – vi var målløse over, hvor rasende nogle af disse mennesker var.”

To ildsjæle bliver tændt

Joshua David og Robert Hammond spurgte banerepræsentanterne, om de måtte komme med op på højbanen og se den. “Da vi kom derop, så vi en 2,5 km strækning fyldt med vilde blomster midt på Manhattan.”

“Newyorkere drømmer altid om åbne områder – det kommer af at være lukket inde i små 1-værelses lejligheder,” tilføjer Joshua David.

Al den plads overraskede de to mænd, og de besluttede derefter, at de ville redde konstruktionen fra nedrivning. I efteråret 1999 dannede de støtteforeningen Friends of the High Line. I begyndelsen var ambitionsniveauet beskedent. “Vi ønskede blot at forhindre Rudolph Giuliani i at rive banen ned,” siger Robert Hammond. “Men bevarelsen af højbanen var bare det første skridt. Senere fandt vi ud af, at vi kunne skabe et nyt rekreativt område her.”

Det gik dog temmelig langsomt med planerne. Så kom angrebet på World Trade Center i 2001.

“På det tidspunkt troede vi ikke, at nogen ville interessere sig for High Line,” siger Robert Hammond. “Men Ground Zero-projektet skabte en stigende interesse for byplanlægning, og det smittede af på vores projekt. Folk følte, at de i det mindste her kunne yde et lille positivt bidrag.”

I 2002 fik Friends of the High Line udarbejdet en økonomisk forundersøgelse, der konkluderede – i modsætning til, hvad Rudolph Guilianis embedsmænd påstod – at det faktisk ville være til fordel for bydelens udvikling at omdanne højbanen til park.

Kort tid forinden var en nedlagt banelinje i det østlige Paris nær Place de la Bastille med stor succes blevet forvandlet til en lang, lineær park, som kaldes Promenade Plantée. Dette anlæg blev et vigtigt forbillede for gruppens ideer.

Selv om parisiske projekter ikke uden videre lader sig overføre til New York, gav selve eksistensen af Promenade Plantée Robert Hammonds og Joshua Davids korstog en væsentligt større troværdighed. Nu begyndte de for alvor at tro på, at det var muligt at omdanne højbanen til et nyt offentligt rum.

Newyorkere bakker op om projektet

I 2003 besluttede de to ildsjæle at udskrive en “idekonkurrence” – ikke en formel udbudsrunde for arkitektfirmaerne, men en invitation til alle om at indsende deres ide og forslag til fremtidens High Line. De forventede at modtage et halvt hundrede forslag fra newyorkere. De fik 720 forslag fra 36 lande!

Da New York havde haft lidt mere tid til at komme sig over traumet fra 11. september 2001, begyndte antallet af medlemmer af Friends of the High Line at vokse.

Gruppen tiltrak unge ledere af investeringsforeninger og filantropiske erhvervsfolk inden for ejendomme og byggeri – folk, der ikke var anerkendte nok til at være med i bestyrelserne i byens vigtigste kulturelle institutioner, men som var ivrige efter at gøre sig gældende. High Line-projektet passede perfekt til dem. Den årlige velgørenhedsfest, der blev holdt om sommeren, blev en af New Yorks største begivenheder og tilmed en af de få med et pænt stort antal bidragydere under 40 år.

Det var heller ingen skade til, at millionæren Michael Bloomberg, som blev Rudolph Giulianis efterfølger, så positivt på planerne om at bevare banen. Bystyret indgik en aftale med Friends of the High Line og samarbejdede med gruppen om at tegne og anlægge den nye park. Både stat, kommune og støttegruppe skød penge i projektet, og Friends of the High Line blev ansvarlige for at afholde de fleste af driftsomkostningerne efter parkens åbning.

Amanda Burden, som er formand for byplanlægningsudvalget i New Yorks kommune, udformede i 2005 en lokalplan for området, som også omfattede restriktioner for nyt byggeri. Da den lå klar, var stedet blevet et af byens hotteste kvarterer, og anerkendte arkitektfirmaer gik i gang med at projektere nye huse. I foråret 2006 blev den første skinne fjernet fra højbanen, et højtideligt og bogstavelig talt banebrydende øjeblik. Nu var anlægget under opførelse.

Måske er du interesseret i ...

Læs også