Her kom stenene fra

Ironisk nok er et igangværende feltarbejde langt fra Stonehenges eget landskab måske en mere direkte nøgle til at løse gåden. Den lille udgravning foregår mange kilometer derfra mellem forvredne klippefremspring af dolerit og skifer i Preseli-bjergene i det sydvestlige Wales – det sted, hvor Stonehenges ældste sten, de legendariske bluestones, stammer fra. Opsætningen af disse sten markerede en vigtig overgang fra de oprindelige trækonstruktioner og hen imod det monument, vi kender i dag. En arkæolog beskrev de stemningsfyldte bjerge for mig som “drysset med tryllestøv”.

30. oktober 2009

Ironisk nok er et igangværende feltarbejde langt fra Stonehenges eget landskab måske en mere direkte nøgle til at løse gåden. Den lille udgravning foregår mange kilometer derfra mellem forvredne klippefremspring af dolerit og skifer i Preseli-bjergene i det sydvestlige Wales – det sted, hvor Stonehenges ældste sten, de legendariske bluestones, stammer fra. Opsætningen af disse sten markerede en vigtig overgang fra de oprindelige trækonstruktioner og hen imod det monument, vi kender i dag. En arkæolog beskrev de stemningsfyldte bjerge for mig som “drysset med tryllestøv”.

Bjergene ligger da også i et område, der længe har været kendt for sine fascinerende stencirkler, sten-dysser og andre monumenter af stående sten. Allerede i 1923 blev de særlige klippefremspring ved Carn Menyn i den østlige ende af Preseli-bjergene identificeret som kilden til Stonehenges bluestones. Geokemiske analyser i 1991 snævrede det yderligere ind til kun at dreje sig om ca. 2,5 km2. Men i mere end 80 år efter opdagelsen af stenenes arnested “var der faktisk ingen, der tog deres graveske frem og gjorde noget ved det”, fortæller arkæologiprofessor Timothy Darvill fra Bournemouth University. Sammen med Geoffrey Wainwright, som er fremtrædende ekspert i bondestenalderen og den, der oprindelig udgravede Durrington Walls i 1960’erne, indledte Timothy Darvill i 2001 en systematisk undersøgelse omkring Carn Menyn. De blev ledsaget af et lille hold forskere fra Bournemouth University, heri-blandt lektor Yvette Staelens. “Det er et sted, hvor der sker sære ting,” siger hun om bjergene. Hun beskriver, hvordan hun nåede op til toppen af et stejlt klippefremspring og fandt en ræv spiddet på klipperne. “Blod og indvolde løb ned – vi tror, en stor rovfugl må have tabt ræven. Den slags sære ting.”

“Det er et naturligt monument,” siger Geoffrey Wainwright om de kaotiske klippeformationer af søjler og piller. “Stenene til Stonehenge skulle ikke brydes; man kunne bare tage dem med.” De omkring 80 oprindelige bluestones (præcis hvor mange, der tidligere har stået ved Stonehenge, vides ikke) er hver især op mod 1,8 m høje, vejer 4 ton og består overvejende af dolerit med mælkehvide pletter af feldspat. En nybrudt, regnvåd sten glinser virkelig blåligt, som navnet antyder. Men det er langtfra de eneste specielle sten på De Britiske Øer. “Hvorfor fragtede man disse sten 400 km for at bygge Stonehenge?” spørger Geoffrey Wainwright. “Og hvorfor beholdt man disse sten gennem hele dets udviklingshistorie?”

Indtil videre har Preseli-bjergene ikke givet noget svar, men de har givet nogle spor. Yvette Staelens husker, hvordan Geoffrey Wainwright lagde hånden på en klippe den første dag, han og Timothy Darvill gik i felten. “Og der var klippekunst på den. De tog opdagelsen meget akademikeragtigt. Geoff sagde, ‘Se her, Tim.’ Tim sagde, ‘Det ser betydningsfuldt ud, Geoff.’ De stod bare der med stiv britisk overlæbe.”

Den lille håndfuld eksempler, de efterhånden fandt med de karakteristiske “skåltegn”, et motiv af runde hulninger inden i hulninger, kunne kun dateres meget løst til mellem 3800 og 2000 f.Kr. “Vi fandt ikke noget, vi med sikkerhed kunne datere,” fortæller Timothy Darvill. Men så meget ved man i hvert fald: Måske allerede i 4000 f.Kr. skabte mennesker monumenter i dette stemningsfulde område, hvor tinderne synes at gennembore himlen. Og man hyldede stedet med motiver, der også kendes fra andre betydningsfulde steder. “I bondestenalderen opsøgte folk Preseli-bjergene og ærede dem,” siger en af arkæologerne.

Det vides ikke, om stenene blev flyttet til Salisbury Plain i en samlet kraftanstrengelse eller som et projekt, der fortsatte over en hel generation eller mere. I årenes løb har det også været stærkt omstridt, hvordan stenene blev transporteret. Selv om gletsjerbevægelser i første omgang kan have løsnet stenene fra bjergene, har moderne undersøgelser afvist den gamle teori om, at gletsjere bar dem hele vejen til Salisbury Plain. Folk må på en eller anden måde have flyttet dem. Den korteste accepterede rute – ad floden og langs den walisiske kyst, tværs over Severn-flodens munding og ind i den øvre del af Avon – er omkring 400 km lang. Det er umuligt at vurdere, hvor bemærkelsesværdig en bedrift sådan en transport var på den tid. Som Timothy Darvill påpeger, blev der flyttet sten, der var endnu større, på det europæiske fastland. “Argumentet om en ‘uforklarlig indsats’ er i stigende grad kommet under angreb,” siger Timothy Darvill. “Den største bautasten i Bretagne, hvad vejer den? 340 ton eller noget i den retning, og den blev i hvert fald flyttet adskillige kilometer.” Hvad enten stenene blev trukket af mænd eller okser, på slæder med smurte meder, på gigantiske ruller af træ eller på en helt tredje måde, så havde stenaldermennesket tydeligvis, som Timothy Darvill formulerer det, “styr på dét med transporten”.

Arkæologerne kan kun gruble over betydningen af de walisiske bluestones. Carn Menyn kan have været et vartegn med særlig betydning på en vigtig rute for handlende eller rejsende. Nogle hævder, at opstillingen af de forskellige typer bluestone – dolerit, ryolit og tuf – i Stonehenge afspejler deres naturlige fordeling i Carn Menyn. Men måske var det bare stenenes eksotiske herkomst eller selve arbejdet med at transportere dem, der var hele pointen – en slags proklamation af evner og magt.

Timothy Darvill og Geoffrey Wainwright mener, at svaret findes i en gammel tradition. Da Geoffrey af Monmouth skrev om de britiske kongers historie i 1100-tallet e.Kr., gav han en fantasifuld forklaring på, hvordan Stonehenge bogstaveligt talt blev båret – endda på ordre fra troldmanden Merlin – fra Irland til Salisbury Plain, hvor det blev sat ned for at blive et sted med helende kraft. Historien kan være resterne af en folkelig erindring, der er forvansket gennem mange års – i dette tilfælde 3600 – mundtlig overlevering. Stenene til Stonehenge blev trods alt bragt dertil fra et sted langt mod vest og øjensynlig ved magisk kraft.

En gammel lokal overtro, som stadig lever i dag, fuldender den historie – nemlig overleveringen om, at kilder, der udspringer i Preseli-bjergene, har en lægende kraft. Tilsammen giver det et billede af Stonehenge som et vigtigt valfartssted. Denne healingteori har fået en blandet, men forsigtigt positiv modtagelse blandt andre arkæologer. “Jeg mener, det er sandsynligt,” siger en ekspert. Indtil der dukker flere resultater op, er sporet altså tilbage, hvor det begyndte, ved kun en lille kerne af reel viden: Folk fandt noget særligt i Preseli-bjergene og transporterede det til Sydengland.

Måske er du interesseret i ...

Læs også