Den gådefulde tradition

Stonehenge udsprang af en lang tradition af bygningsværker, der er lige så gådefulde. De såkaldte henge-monumenter – cirkelrunde jordvolde med en grav på indersiden – såvel som langhøje og rundhøje, cirkler af træpæle, bautasten samt cirkulære og hesteskoformede stensætninger var alle sammen almindelige i Storbritannien og på dele af det europæiske fastland i bondestenalderen.

30. oktober 2009

Stonehenge udsprang af en lang tradition af bygningsværker, der er lige så gådefulde. De såkaldte henge-monumenter – cirkelrunde jordvolde med en grav på indersiden – såvel som langhøje og rundhøje, cirkler af træpæle, bautasten samt cirkulære og hesteskoformede stensætninger var alle sammen almindelige i Storbritannien og på dele af det europæiske fastland i bondestenalderen. (Strengt taget er Stonehenge ikke, som navnet indikerer, et henge-monument, fordi placeringen af jordvolden og graven her er omvendt). Mange af disse traditioner har været afspejlet i forskellige stadier af Stonehenges udvikling. De første sten, der med sikkerhed blev opført i Stonehenge, de såkaldte bluestones, blev sejlet og slæbt fra Wales og ankom sandsynligvis før 2500 f.Kr. De gigantiske sarsen-sten fulgte efter, og på et tidspunkt blev der anlagt en vej til floden Avon. Stonehenge er altså kulminationen på en dynamisk udvikling: Jordanlægget, som blev bygget på sletten, før stenene kom til, afspejlede formentlig andre overbevisninger end det senere stenmonument, der med tydelighed blev forbundet med vandet.

Når man står inde i de sammenstyrtede cirkler, er det svært at få øje på den oprindelige grundplan. Det er nemmere at forestille sig de handlinger, der lå bag: planlægningen og udførelsen; det diplomati, der må have skullet til for at få lov til at transportere stenene gennem forskellige territorier; den logistik, der var påkrævet for at forsyne og udruste en arbejdsstyrke; evnen til at overtale, motivere eller tvinge stærke mænd til at forlade deres dyr, marker og jagtområder – kort sagt de mange nødvendige, menneskelige handlinger, vi stadig kan være imponerede over, selv om vi ikke ved meget om, hvem disse tidlige briter var, hvordan de organiserede sig, eller hvilket sprog de talte.

Vi ved dog, at nogle dyrkede jorden og holdt husdyr, og at de for længst havde taget fat på at tæmme naturen og rydde urskoven af birk, fyr og hassel. Skeletrester tyder på, at briter i bondestenalderen var lettere bygget, end vi er i dag, trods et fysisk krævende liv. Deres relativt velholdte tænder tyder på en kost, der var fattig på kulhydrater, og selv om det er vanskeligt at beregne en gennemsnitslevealder, ser det ud til, at folk i det store og hele var sunde og raske.

Dengang som nu bød livet dog på uventede farer. “Vi har fundet voldsomme kraniebrud efter slag med stumpe våben blandt 5-6 % af disse befolkninger,” fortæller Michael Wysocki, der er seniorlektor i retsmedicin ved University of Central Lancashire. “Det gælder i samme grad for mænd og kvinder.” Forklaringerne på disse kvæstelser spænder vidt: Var det rituel vold, eller var livet på den tid bare brutalt?

For nylig har nogle dramatiske og helt tilfældige opdagelser givet os de biografiske rids af nogle enkelte mænds liv. I 2002 fandt arkæologer, som gravede ved Boscombe Down på østsiden af floden og 4 km sydøst for Stonehenge, to grave, der kunne dateres til mellem 2500 og 2300 f.Kr. Gravene indeholdt de jordiske rester af en 35-45-årig mand med en svær benskade – han må have haltet slemt – samt en yngre slægtning, der måske var hans søn. I den ældre mands grav lå de fornemste gravgaver, der nogen sinde er fundet fra den periode i Storbritannien: hårsmykker af guld, kobberknive, flintredskaber, to håndledsbeskyttere i poleret sten, som blev brugt af bueskytter, en underlagssten til at lave metalarbejde på samt keramik i den særlige klokkebæger-stil, der på den tid var udbredt på det europæiske fastland. En kemisk analyse af begge mænds tandemalje gav overraskende resultater: Den yngre mand var fra det lokale kalkrige område i Wessex i Sydengland. Den ældre mand, som bliver kaldt “bueskytten fra Amesbury”, kom oprindeligt fra Alpernes udløbere i det nuværende Schweiz og Tyskland.

Wessex-arkæologen Andrew Fitzpatrick, som foretog udgravningen af bueskyttens grav, viser mig en vittighedstegning af et tysk flag, der vajer over Stonehenge. “Det var vel uundgåeligt,” bemærker han med et skævt smil. Kendsgerningerne peger dog på en lykkelig historie. Bueskytten, der var udvandret fra det europæiske fastland med sine færdigheder inden for metalforarbejdning, havde klaret sig rigtig godt i Wessex og vundet betragtelig rigdom og status såvel som en familie.

Et år efter fundet af bueskytten og hans fælle og mindre end en halv kilometer derfra faldt nogle rørlæggere over endnu en grav fra omtrent samme periode. Denne grav indeholdt syv individer, hvoraf mindst fire var mænd. De var tilsyneladende også beslægtede og – som bueskytten – heller ikke fra egnen. Analysen af de forreste kindtænder og kindtænderne på de tre voksne viste ifølge Andrew Fitzpatrick, “at de havde levet ét sted frem til seks-årsalderen og et andet sted frem til 13-årsalderen”. De kan have tilbragt deres tidligste barndom i det nordvestlige Storbritannien, Wales eller Bretagne. “Den overordnede pointe er ikke, hvor de kom fra,” understreger Andrew Fitzpatrick, “pointen er, at folk på den tid rejste omkring. Det her er det bedste eksempel, vi endnu har fundet, på forhistorisk migration i Europa.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også