Athos: Kvinder ingen adgang

Det gamle munkefællesskab på Athosbjerget i Nordgrækenland har stadig en dragende virkning på mænd, der søger at mætte en åndelig sult. Her plukker ordodokse munke daddelblommer og lever på mange måder, som deres brødre gjorde for 1000 år siden.

22. december 2009 af Robert Draper

Den hellige Athos-halvø strækker sig 50 km ud i Ægæerhavet som en tange, der forsøger at rive sig løs fra det verdslige fastland. I omkring 1000 år har et samfund af ortodokse munke boet på halvøen, hvor de bevidst har isoleret sig fra alt undtagen Gud. De lever kun for at blive ét med Jesus. Deres enklave er selve indbegrebet af afsondrethed, omkranset af brusende bølger, tætte kastanjeskove og det dramatiske, 2033 m høje Athos-bjerg.

Munkene er endda også adskilt fra hinanden, idet de tilbringer det meste af deres tid på at bede i ensomhed. De bor på halvøens 20 klostre, i 12 munkelandsbyer (også kaldet skiter) eller i flere hundrede mindre bofællesskaber og eremitboliger. Med deres store fuldskæg og sorte munkekutter, som signalerer, at de er døde for resten af verden, ser de ud til at være trådt direkte ud af et byzantinsk freskomaleri. De er et tidløst broderskab kendetegnet ved ritualer, enkelhed og konstant gudsdyrkelse, men også af ufuldkommenhed. Der hersker en klar erkendelse af, at “selv på Athos er vi blot mennesker, der hver dag balancerer på knivsæggen”, som en ældre munk udtrykker det.

Her er kun mænd – uden undtagelse. Ifølge en strengt håndhævet tradition har kvinder (og alle hunkønsvæsner) altid haft forbud mod at betræde halvøen; en skik, der snarere skyldes svaghed end modvilje. “Hvis her kom kvinder, ville to tredjedele af os tage herfra og blive gift,” siger en af munkene.

En munk bryder båndene til sin mor, men får en anden i stedet: den hellige Jomfru Maria (som ifølge legenden blev blæst ud af kurs under en sørejse til Cypern, gik i land på Athos og velsignede de hedenske indbyggere, som efterfølgende blev kristne). Han udvikler et tæt forhold til klosterets abbed (kaldet hegumenos i den ortodokse kirke) eller til den ældste i sit bofællesskab, som bliver en åndelig fader og, ifølge en af munkene, “hjælper mig med at finde mit personlige forhold til Jesus”. Når de aldrende eminencer trækker sig tilbage eller dør, kan det tage hårdt på de yngre munke. Omvendt kan en ung mands beslutning om at vende tilbage til verden udenfor også være smertefuld. “Sidste år var der én, der forlod os,” mindes en ældre munk. “Han bad ikke om min mening,” tilføjer han og lyder som en såret far. “Så det er nok meget godt, at han ikke er her længere.”

Ordet munk er afledt af det græske ord mónos, der betyder ene. Kristne munke begyndte allerede i det 4. århundrede at etablere kollektive refugier, eller klostre, i den egyptiske ørken. Skikken bredte sig til hele Mellemøsten og videre til Europa, og i det 9. århundrede var eneboerne også kommet til Athos. Siden den tid, efterhånden som verden er blevet mere sammensat, er der kun blevet endnu flere grunde til at vende samfundet ryggen og gå i kloster. De to verdenskrige og kommunismen bragte antallet af Athos-munke helt ned på 1145 i 1971, men i de seneste årtier er der sket en genopblomstring. En konstant tilstrømning af unge mænd – hvoraf mange er universitetsuddannede og en del kommer fra den tidligere sovjetblok – har betydet, at der nu er næsten 2000 munke og novicer. Dertil kommer, at Athos blev berettiget til EU-tilskud til bevarelse af kulturarven, da Grækenland indtrådte i fællesskabet i 1981.

“Her er 2000 forskellige historier. Alle har foretaget deres egen åndelige vandring,” siger fader Maximos, der begyndte sin vandring på Long Island ud for New York. Han underviste i teologi ved Harvard University, før han trak sig tilbage for at “leve et liv nærmere Gud”. Mange af disse vandringer har en svær begyndelse. En dreng fra Athen løber hjemmefra, og når hans bror kommer til Athos for at hente ham, truer drengen bare med at gøre det igen. En købmandssøn fra Pittsburgh i USA chokerer sine forældre med sin beslutning, som han to år senere erkender muligvis ikke er endegyldig med bemærkningen: “Jeg mener, hvem ved, hvad Gud har planlagt?” Hvis aspiranterne ikke virker parate, opfordrer deres åndelige fader dem til at vende tilbage. Ellers tændes der levende lys, og abbeden barberer en korsformet tonsur i kandidatens hovedhår og giver ham et helgennavn. Og så er en munk født.

Historierne slutter på ingen måde, når munkene kommer til munkerepublikken. En egenrådig hippie fra Australien ved navn Peter er i dag fader Ierotheos, som bor på Iviron-klosteret og er dygtig til at messe med sin barytonstemme. Fader Anastasios lærte at male på Athos og udstiller nu sine værker så langt væk som i Helsinki og Granada. Fader Epiphanios besluttede sig for at genskabe de gamle vinmarker i Mylopotamos. I dag eksporterer han fremragende vin til fire lande, ligesom han har fået udgivet en kogebog med munkeopskrifter på tre sprog.

Måske er du interesseret i ...

Læs også