“Kometer” i omløb om enormt sort hul

Sværme af spøgelsesagtige “kometer” omkring et gigantisk sort hul udfordrer astronomerne.

4. juni 2010 af Andrew Fazekas, National Geographic News

Ifølge en ny undersøgelse er der fundet kredsende, spøgelsesagtige “kometer” omkring mundingen af et supermassivt sort hul.

En gruppe europæiske og amerikanske astronomer har for nylig brugt Japans Suzaku-teleskop til at studere stråling, der strømmer ud fra et sort hul, som er 10 millioner gange tungere end vores sol. Det gigantiske sorte hul befinder sig i centrum af spiralgalaksen NGC 1365 56 millioner lysår fra Jorden.

Takket være en tilfældig orientering af rumteleskopet mod det sorte hul opdagede astronomerne nogle besynderlige, kometformede skyer, der kredsede i nærheden af det sorte hul med en halsbrækkende fart på adskillige tusind kilometer i sekundet.

“I modsætning til de iskometer på størrelse med bjerge, vi finder i vores eget solsystem, er dem, vi ser her, lige så store som stjerner og dannet af supervarme gasrester af stjerner, der er flået i stykker af sorte huller,” siger en af undersøgelsens ophavsmænd, James Reeves fra Keele University i England.

Den usædvanlige opdagelse tyder på, at alle supermassive sorte huller måske har kometlignende skyer, og det kan rokke ved astronomers forestilling om, hvordan disse kosmiske rovdyr fortærer deres stjernebytte, siger undersøgelsens forfattere.

“Kometer” skygger for det sorte hul

Der falder hele tiden stof ind i de supermassive sorte huller i galaksers centrum, og derved dannes der såkaldte akkretionsskiver (tilvækstskiver) af supervarmt materiale, der roterer omkring de sorte huller.

En stråle af højenergipartikler strømmer ud fra mundingen af det sorte hul og skaber et klart lysende punkt, der er blevet opfanget af Suzakus røntgenøje.

På samme måde som månen blokerer for sollyset under en solformørkelse, formørkede de kredsende skyer holdets røntgenmålinger, da de passerede imellem Jorden og det centrale sorte hul i NGC 1365.

Holdet vidste, at den slags skyer burde eksistere – men eftersom de aldrig var blevet observeret på denne måde før, havde skyernes nøjagtige former været et mysterium.

“Efter et brat fald i røntgenstrålingen i begyndelsen så vi, at der skete en gradvis lysning, når vi kiggede længere og længere ud mod skyens hale, og det bragte os på sporet af dens kometlignende form,” siger James Reeves.

Holdet har beregnet, at skyerne roterer omkring det sorte hul i en afstand, der er rundt regnet 10.000 gange så stor som afstanden mellem Jorden og solen.

“Hovedet” af hver sky er omtrent på størrelse med solen, siger forskerne, mens den kometagtige hale strækker sig mere end 150 millioner km.

Sværm af kometagtige skyer

Med den hastighed, det sorte hul opsuger stof, mener astronomerne, at de bizarre “kometer” måske kun lever et par måneder. Forskerne har dog en teori om, at det sorte hul løbende forsynes med dødsdømte stjerner, der fylder de kredsende skyer op med stof.

Og selv om holdet kun så to skyer kredse om NGC 1365’s sorte hul, mener de, at der i virkeligheden er en hel sværm af dem omkring himmellegemet.

“Fordi vi kun kan observere en håndfuld af de kometer, der tilfældigvis krydser vores sigtelinje, tror vi, at der måske kan være hen ved 10 millioner af disse ejendommelige skyer, der sværmer rundt hele tiden,” siger James Reeves.

“Det viser sig, at disse sorte huller er endnu mere kaotiske, end vi troede.”

Det sorte huls kredsende “kometer” er beskrevet i en rapport, der 19. maj blev lagt ud på internettet på arXiv’s hjemmeside. Rapporten er godkendt til optagelse i tidsskriftet Astronomy and Astrophysics.

Måske er du interesseret i ...

Læs også