Kloder som vores

Gennem hele menneskets historie har vi kun kendt til én Jord i universet. Snart finder vi måske flere, hvor der kunne være liv.

Det tog mennesket årtusinder at udforske sin egen planet og århundreder at få styr på sine naboplaneter, men i dag bliver nye verdner opdaget hver eneste uge. Indtil videre har astronomerne identificeret over 400 “exoplaneter”, dvs. planeter, der kredser om andre stjerner end Solen. Mange af dem er så fremmedartede, at det er svært at fatte. Der er en Icarus-lignende “varm Saturn” 260 lysår fra Jorden, som kredser om sin stjerne med så stor fart, at et af dens år varer mindre end tre jord-dage. Omkring en anden stjerne 150 lysår ude kredser en afsveden “varm Jupiter”, hvis øvre atmosfære bliver blæst af og danner en gigantisk kometagtig hale. Tre planeter er fundet henlagt i mørke omkring en pulsar – resterne af en tidligere mægtig stjerne, der er skrumpet ind til en roterende atomkerne på størrelse med en storby – mens utallige verdner tilsyneladende er faldet ind i deres stjerner eller er blevet slynget ud af deres solsystem, hvor de vandrer i evigt mørke.

Blandt alle disse eksotiske eksistenser leder forskerne ihærdigt efter et strejf af noget velkendt: planeter, der ligner Jorden og kredser i den rigtige afstand fra deres stjerne – hverken for varme eller kolde – til at være beboelige for liv, som vi kender det. Endnu er der ikke fundet nogen planeter helt som vores egen, antageligvis fordi de er så svære at få øje på. Det er som at spotte en ildflue i et fyrværkerishow at få øje på en planet så lille og dunkel som vores midt i det skarpe lys fra dens stjerne. Og at opdage planetens effekt på dens stjernes tyngdekraft er som at lytte efter en fårekylling i en tornado. Men ved at presse teknologien til sit yderste er astronomerne alligevel kommet nærmere at finde en anden Jord og undersøge den for tegn på liv.

Indtil videre er kun 11 exoplaneter blevet fotograferet. Alle er store, klare og belejligt langt væk fra deres stjerner. Resten er næsten alle blevet opdaget med den spektroskopiske Dopplerteknik, hvor stjernelys bliver analyseret for tegn på, at stjernen bliver trukket en lille smule frem og tilbage af dens planeters tyngdekraft. I de seneste år har astronomerne forfinet Dopplerteknikken, så de nu kan se, når en stjerne bliver trukket ud af sin rotation med kun 1 m pr. sek. Det svarer nogenlunde til gåhastighed for et menneske. Det rækker til at opdage en kæmpe planet i en stor bane eller en lille planet meget tæt på stjernen, men ikke til at finde en planet i jordstørrelse i noget, der kommer i nærheden af Jordens 150 millioner kilometers afstand fra sin stjerne. Jorden trækker i Solen med omkring en tiendedel gåhastighed, hvilket omtrent svarer til den hastighed, en baby kan kravle i. Endnu kan astronomerne ikke vriste et så lille signal ud af lyset fra en fjern stjerne.

En anden indgangsvinkel er at holde øje med en stjerne for at observere det regelmæssige dyk i stjernens lysstyrke, som forekommer, når en planet i kredsløb passerer ind foran stjernen og blokerer for en brøkdel af dens lys. Det er sandsynligvis højst en tiendedel af alle planetsystemer, der er orienteret sådan, at disse miniformørkelser, kaldet transitter eller passager, er synlige fra Jorden. Det betyder, at astronomerne kan blive nødt til tålmodigt at overvåge et stort antal stjerner for at observere blot nogle få passager. Den franske COROT-satellit, som nu er i det tredje og sidste år af sin primære mission, har opdaget syv passerende exoplaneter, hvoraf én kun er 70 % større end Jorden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også