Spanske Andalusien gjorde det ud for Mars for nylig under en række test af prototypen til en rumbil og en rumdragt beregnet til en bemandet mission til den røde planet. Rumbilen Eurobot, der udvikles for den europæiske rumfartsorganisation, ESA, er udstyret med udskifteligt værktøj og en stribe instrumenter. Den kan operere på egen hånd eller assistere astronauter. Rumdragten Aouda.X har fuld luftcirkulation med CO2-fjernelse, medicinsk overvågning og radioudstyr. Foto: P. Santek, ÖWF/ESA.

Galleri: Ugens rumfotos

En stjernetåge i et orgie af farver, en Mars-bil på prøvetur i Andalusien og et russisk vulkanudbrud set fra en satellit er blandt denne uges bedste rumbilleder.

11. maj 2011

En stjernetåge i et orgie af farver, en Mars-bil på prøvetur i Andalusien og et russisk vulkanudbrud set fra en satellit er blandt denne uges bedste rumbilleder.

Mudderfyldte kanaler snor sig omkring den bredere Paraná-flod, som er den næststørste flod i Sydamerika. Billedet viser en 29 km lang strækning af floden, der strømmer fra den lille by Goya i Argentina. Når flodlejer flytter sig af naturlige årsager, efterlader de aftryk af deres tidligere løb, der viser sig som søer og efterhånden fyldes med mudder. De bugtende kanaler på dette billede viser de tidligere løb, som Paraná og dens bifloder har haft. Foto: NASA.

Set gennem et lille teleskop ligner Lagune-tågen en spøgelsesagtig sky med lyserødt skær, der gemmer sig i stjernebilledet Skytten. Men gennem det kraftige Gemini South-teleskop i Chile får man et mere dramatisk indtryk. Dette billede med falske farver viser stjernetågen i et farveorgie takket være data fra flere lysfiltre. Skyen af støv og gas er fødested for stjerner med mellemstor og lille masse, hvoraf de fleste er tæt indhyllede i stof. Foto: Universidad de La Serena/ICATE-CONICET.

Rumflyvningsfirmaet Virgin Galactic testede i denne uge for første gang sit SpaceShipTwo-fartøj i en flyvning med kantstillede vinger, og testen blev en succes. Rumfartøjet er bygget til at svæve ind i Jordens atmosfære på tilbageturen, men takket være konstruktionen kan fartøjet rotere sin halesektion op til 65 grader i forhold til skroget. Dette virker ligesom fjerene på en fjerbold og bremser fartøjet, samtidig med at friktionsvarmen reduceres. Foto: Virgin Galactic/Clay Center Observatory.

Vand strømmer ned fra et 88 m højt tårn på affyringsrampe 39A under forberedelserne 28. april til en planlagt opsendelse af rumfærgen Endeavour. Tårnet indeholder 1 million liter vand, der lukkes ud under rumfærgens opsendelse for at dæmpe lyden. Rumfærgen skulle være opsendt 29. april med kurs mod den internationale rumstation ISS. Men elektriske problemer i en af rumfærgens ekstramotorer tvang NASA til at annullere opsendelsen og udskyde den til midten af maj. Foto: Bill Ingalls, NASA.

Bezijmiannij-vulkanen i Rusland dækker islandskabet med aske på dette billede i falske farver, der er taget af en NASA-satellit 22. april. Vulkanen gik i udbrud 14. april og udspyede aske i op til 7600 meters højde. På billedet fremtræder aske og klipper grå, mens sne og is er farvet blåt. Et rødt "varmepunkt" viser, hvor frisk lava formentlig strømmer ud af vulkanens krater, og et større område mod sydøst markerer en aktiv lavastrøm. Foto: EO-1/NASA.

Denne galakse kunne spille hovedrollen i en skrækfilm: NGC 2442 med tilnavnet "Kødkrogsgalaksen" glitrer af stjerner i et nyligt offentliggjort billede fra NASA/ESA's Hubble-rumteleskop. NGC 2442 befinder sig i konstellationen Volans, Flyvefisken. Når man ser den i sin helhed, giver galaksens asymmetriske spiralarme den en form som en dobbelt krog, hvilket har givet den sit tilnavn. Dette foto er et nærbillede af galaksens centrale område og den kraftigste af dens to arme. Foto: ESA/NASA.

Kuglehoben M5 afslører en hel del efternølere i sin aldrende population af stjerner. Flertallet af stjerner i denne hob på flere millioner er dannet for mere end 12 milliarder år siden. Men dette sammensatte billede viser adskillige yngre udseende, blå stjerner blandt de gamle. Astronomer mener, at de unge blev født ved sammenstød mellem stjerner eller er ældre stjerner, der bevarer et ungdommeligt udseende takket være overførsel af masse mellem dobbeltstjerner. Foto: ESA/NASA.

Måske er du interesseret i ...

Læs også