Nedslagskraterne er håndfaste beviser på, at Jorden er blevet ramt lige på og hårdt af asteroider.
Selv om millioner og i visse tilfælde milliarder af års erosion har gjort det vanskeligt at fastslå den nøjagtige størrelse af meteoritterne, er der generelt videnskabelig enighed om, hvilke kratere i verden der markerer de største asteroidenedslag.
Her er de 10 største, man kender:
1. Vredefort-krateret
Tidspunkt for nedslaget: 2 milliarder år siden (anslået)
Sted: Free State, Sydafrika
Beskrivelse: Vredefort-krateret, der også er kendt som Vredefort Dome, har en anslået radius på 190 km, hvilket gør det til verdens største kendte nedslagsstruktur. I 2005 blev krateret optaget på UNESCO's liste over verdensarv.
2. Sudbury Basin
Tidspunkt: 1,8 milliarder år siden (anslået)
Sted: Ontario, Canada
Beskrivelse: Sudbury Basin regnes for en af Jordens største nedslagsstrukturer og har en anslået diameter på 130 km. Med sin alder på 1,8 milliarder år er det desuden en af de ældste kendte nedslagsstrukturer i verden.
3. Acraman-krateret
Tidspunkt: 580 millioner år siden (anslået)
Sted: South Australia, Australien
Beskrivelse: Denne nedslagsstruktur, der har en anslået diameter på 90 km, befinder sig i det nuværende Lake Acraman.
4. Woodleigh-krateret
Tidspunkt: 364 millioner år siden (anslået)
Sted: Western Australia, Australien
Beskrivelse: Dette krater er ikke blotlagt på overfladen, og det har ført til mange modstridende oplysninger om dets faktiske størrelse. Rapporteringer om dets diameter svinger mellem 40 og 120 km.
5. Manicouagan-krateret
Tidspunkt: 215 millioner år siden (anslået)
Sted: Quebec, Canada
Beskrivelse: Dette nedslagskrater har dannet det nuværende Lake Manicouagan. Selv med erosion regnes det for et af de største og mest velbevarede kratere på Jorden. Den anslåede diameter er 100 km.
6. Morokweng-krateret
Tidspunkt: 145 millioner år siden (anslået)
Sted: North West, Sydafrika
Beskrivelse: Dette krater, der ligger i nærheden af Kalahari-ørkenen i Sydafrika, indeholdt de fossilerede rester af meteoren, som skabte det.
7. Kara-krateret
Tidspunkt: 70,3 millioner år siden
Sted: Nenetsia, Rusland
Beskrivelse: Kara-krateret, som nu er stærkt eroderet, er en ikke-blotlagt nedslagsstruktur i Rusland. Nogle har hævdet, at nedslagsstrukturen i virkeligheden består af to tilstødende kratere: Kara- og Ust-Kara-krateret.
8. Chicxulub-krateret
Tidspunkt: 65 millioner år siden (anslået)
Sted: Yucatán, Mexico
Beskrivelse: Mange forskere mener, at meteoritten bag dette krater, som ligger på Yucatán-halvøen i Mexico, var hel eller delvis årsag til dinosaurernes uddøen. Skønnene over dets faktiske størrelse ligger mellem 170 og hele 300 km. Hvis det viser sig at være rigtigt, kan det være verdens største krater.
9. Popigai-krateret
Tidspunkt: 35,7 millioner år siden (anslået)
Sted: Sibirien, Rusland
Beskrivelse: Russiske forskere hævder, at dette kraterområde rummer diamanter svarende til flere billioner karat, hvilket i givet fald gør det til en af verdens største diamantforekomster. Disse diamanter er blevet kaldt "nedslagsdiamanter".
10. Chesapeake Bay-krateret
Tidspunkt: 35 millioner år siden (anslået)
Sted: Virginia, USA
Beskrivelse: Chesapeake Bay-krateret blev opdaget i begyndelsen af 1980'erne og ligger ca. 200 km fra Washington D.C. Ifølge visse skøn er krateret 85 km i diameter.