Årets astronomifotos 2011

En knivskarp Jupiter, farvestrålende nordlys og en "månefangst" er blandt vinderbillederne i konkurrencen om at blive årets astronomifotograf 2011.

13. september 2011 af Andrew Fazekas, National Geographic News

Et forbløffende skarpt portræt af kongen af vores solsystem, Jupiter, fik topkarakter i konkurrencen om at blive årets astronomifotograf 2011.

Britiske Damien Peach tog billedet fra den caribiske ø Barbados og fangede ikke alene planetens kunstfærdige skybånd, men også to af dens største måner, Ganymedes (øverst til højre) og Io. Billedet tog førstepladsen i kategorien "Vores solsystem" og blev desuden kåret som samlet vinder af astronomi-fotokonkurrencen.

"Der har været så mange smukke billeder i år, men det her sprang virkelig i øjnene på mig," siger dommer og astronom Marek Kukula i en pressemeddelelse.

"Det ligner et Hubble-billede. Detaljerne i Jupiters skyer og storme er utrolige, og fotografen har desuden formået at indfange detaljer på to af planetens måner, hvilket er bemærkelsesværdigt for et billede, der er taget fra jorden."

Konkurrencen, der blev holdt for tredje år i træk, var arrangeret af det britiske Greenwich-observatorium og bladet Sky at Night. I år indsendte amatørastronomer fra hele verden 700 bidrag, der kappedes om førstepræmien på ca. 13.000 kr.

Se også årets astronomi-billeder fra 2010

Måske er du interesseret i ...

Læs også