Tre banebrydende iagttagelser

En gruppe afrikanske fiskere, som havde slået lejr på stranden i nærheden af deres fiskegarn, tog imod det lille selskab og hjalp dem med at slæbe deres grej op. Derefter brugte Jane og hendes mor eftermiddagen på at slå lejr. Ved 17-tiden hørte de, at nogen havde set en chimpanse. “Så vi drog af sted, og dér var chimpansen,” skrev Jane senere samme aften i sin dagbog. Hun fik dog kun et utydeligt glimt af dyret på lang afstand.

11. oktober 2010

En gruppe afrikanske fiskere, som havde slået lejr på stranden i nærheden af deres fiskegarn, tog imod det lille selskab og hjalp dem med at slæbe deres grej op. Derefter brugte Jane og hendes mor eftermiddagen på at slå lejr. Ved 17-tiden hørte de, at nogen havde set en chimpanse. “Så vi drog af sted, og dér var chimpansen,” skrev Jane senere samme aften i sin dagbog. Hun fik dog kun et utydeligt glimt af dyret på lang afstand.

“Den fjernede sig, da vi nåede hen til de fiskere, som havde fået øje på den, og selv om vi klatrede op ad den næste skråning, så vi den ikke igen.” Jane havde imidlertid lagt mærke til og gjort et notat om nogle bøjede, fladtrykte grene i et træ: en chimpanserede. Dén opdagelse, dén allerførste rede, blev begyndelsen til en af de mest betydningsfulde sagaer inden for moderne feltbiologi: et 50 år langt studium af chimpansers adfærd i Gombe, som Jane Goodall og en række andre mennesker har foretaget, og som stadig fortsætter i dag.

Eventyrlig saga

Nogle af højdepunkterne fra denne saga lyder som et eventyr.

Da hun startede, havde den unge frøken Goodall ingen videnskabelig baggrund eller erfaring overhovedet, end ikke en bachelorgrad. Hun var en begavet, motiveret, sekretæruddannet engelsk kvinde, som altid havde været glad for dyr og drømt om at studere dem i Afrika. Hun kom fra en familie med stærke kvinder, meget få økonomiske midler og fraværende mænd. De første uger i Gombe var svære. Hun kæmpede for at udvikle en arbejdsmetode; en febersygdom – formentlig malaria – kostede hende tid; og hun vandrede kilometer efter kilometer i de skovklædte bjerge, men fik kun nogle få glimt af chimpanser.

Men så en dag lod en ældre han med grå knurhår hende komme tæt på i en forbløffende gestus af tillid. Jane døbte den gamle chimpanse David Gråskæg. Til dels takket være ham gjorde hun tre iagttagelser, som rystede antropologernes hidtidige teorier: Chimpanser spiser kød (indtil da mente man, at de var vegetarer), chimpanser bruger redskaber (i form af plantestængler, som de stikker ind i termitboer), og chimpanser fremstiller redskaber (de piller bladene af stænglerne), hvilket viser en evne til forsætlig handling, som man ellers mente var særegen for mennesker. Hver af de opdagelser indsnævrede det intelligensmæssige og kulturelle gab mellem Homo sapiens (det vidende menneske) og Pan troglodytes (chimpansen).

Furore blandt antropologerne

Den mest epokegørende af de tre opdagelser var, at chimpanser fremstiller redskaber. Det vakte furore blandt antropologerne, fordi det rokkede ved den herskende forestilling om, at det netop var den egenskab – evnen til at lave redskaber – der adskilte vores egen art fra dyrene. Louis Leakey var himmelhenrykt og skrev til Jane: “Nu er vi enten nødt til at omdefinere ‘redskab’, omdefinere ‘menneske’, eller acceptere, at chimpanser er mennesker”.

Det var en skelsættende bemærkning, som blev indledningen til en vigtig ny æra i opfattelsen af mennesket. En anden interessant ting at huske på er, at alle de tre revolutionerende opdagelser blev gjort af Jane (alle kalder hende Jane – alt andet ville virke mærkeligt) i løbet af hendes første fire måneder i felten. Hun kom rigtig hurtigt fra start, men hendes samlede indsats i Gombe kan ikke måles med så kort en snor og rækker meget længere end det.

Det fantastiske ved Gombe er ikke, at Jane Goodall “omdefinerede” menneskeslægten, men at hun satte en ny – og meget høj –standard for studier af menneskeabers adfærd i det fri med fokus på både individuelle karaktertræk og kollektive mønstre. Hun udviklede et forskningsprogram, et sæt procedurer og etiske standarder, en intellektuel fremdrift – ja, hun etablerede faktisk et forhold mellem den videnskabelige verden og en bestemt flok chimpanser – som har udviklet sig til langt mere end en enkelt kvindes værk.

Gombe-projektet er vokset på alle leder og kanter, har overlevet kriser, er kommet til at tjene formål, som hverken Jane eller Louis Leakey havde forudset, og benytter i dag metoder (satellitkortlægning, endokrinologi, molekylær genetik) og tager fat på spørgsmål, som rækker langt ud over dyreadfærd. For eksempel giver molekylæranalyser af afførings- og urinprøver, som kan indsamles uden at fange eller komme i fysisk kontakt med dyrene, os ny viden om det genetiske slægtskab mellem chimpanserne og tilstedeværelsen af sygdomsfremkaldende bakterier hos nogle af dem.

Trist ironi

Der er imidlertid en trist ironi ved denne videnskabelige triumf, her 50 år efter at Jane først kom til Gombe: jo mere viden, vi får om chimpanserne, jo større grund har vi også til at frygte for deres fortsatte eksistens.

Det er især to opdagelser, som giver anledning til bekymring. Den ene er af geografisk art, den anden handler om sygdom. Verdens mest afholdte og studerede bestand af chimpanser er isoleret i en ø af grønt; et levested, som er for lille til at sikre deres overlevelse på lang sigt. Og nu lader det også til, at nogle af chimpanserne dør af deres form for aids.

Måske er du interesseret i ...

Læs også