Mød GEF-panelet: Birger Schmitz

Den svenske geolog Birger Schmitz er medlem af det panel, der udgiver legater fra Global Exploration Fund i Norden.

1. december 2011

Som ung ph.d.-studerende var Birger Schmitz meget inspireret af artiklen af Luis Alvarez og hans søn Walter Alvarez, hvori de fremførte den teori, at et større nedslag fra en asteroide førte til uddøen af Jordens mesozoiske dyreliv, heriblandt alle dinosaurerne.

En artikel af Birger Schmitz, som til dels var kritisk over for Alvarez-holdets arbejde, fik Luis Alvarez til at invitere Birger Schmitz på et ophold som ph.d.-stipendiat fra 1988 til 1989 hos sin gruppe på Lawrence Berkeley-laboratoriet i USA.

Birger Schmitz har siden studeret leret i Kridt-Tertiærgrænsen over 50 steder verden over, og han er ikke længere i tvivl om, at den asteroide, der ramte Yucatánhalvøen for 65 millioner år siden, var skyld i den katastrofale udslettelse af dyreliv, der blev afslutningen på den mesozoiske periode.

Tilbage i Sverige begyndte Birger Schmitz fra 1990 på et opbyggende forskningsarbejde omkring årsagerne og virkningerne af det varme klima i den tidlige palæogene periode (65-50 millioner år før nu), en tid hvor Jorden var isfri, og selv alligatorer kunne leve meget tæt på Nordpolen.

Internationalt er Birger Schmitz bedst kendt for sit senere arbejde med at rekonstruere strømmen af meteoritter, der ramte Jorden i den ordoviciske periode for omkring 470 millioner år siden. Sammen med en lokal geolog og minearbejdere har han de seneste 20 år gennemført den eneste systematiske søgning efter fossile meteoritter på en forhistorisk havbund. Meteoritterne, som er 1-20 cm i diameter, bliver fundet, når marin kalksten skæres op i forbindelse med industriel produktion af gulvfliser. Der er fundet over 100 fossile meteoritter, og de udgør næsten alle de fossile meteoritter, videnskaben kender til.

På baggrund af meteorit-fundene har Birger Schmitz fundet beviser på en af de mest dramatiske begivenheder i solsystemets nyere historie. Et flere hundrede km stort stykke i asteroidebæltet rev sig løs, lige før kalkstenen i kalkbruddene blev dannet. Gennem nogle millioner år blev Jorden bombarderet med knytnævestore til kilometerstore stykker, en begivenhed, der formentlig også påvirkede livets udvikling. Birger Schmitz' forskning i fossile meteoritter har to gange modtaget støtte i form af legater fra National Geographic Society.

Siden 2004 har Birger Schmitz været professor i geologi på Lunds universitet. Han har publiceret over 120 videnskabelige artikler og redigeret bøger om tilførslen af materiale fra rummet til Jorden og om det varme klima i tidlig Palæogen.

I 2002 blev Birger Schmitz tildelt prisen som "fremragende forsker" af det svenske videnskabsråd. I USA er han tilknyttet det akademiske fakultet på Hawai’i University i Manoa, er adjungeret seniorforsker på Woods Hole Oceanographic Institution og æresforsker ved Chicago Field Museum. Han har arbejdet for mange nationale forskningsråd og fonde rundt om i verden og har i perioden 2003-2009 været formand for komiteen for geologi og geofysik under Sveriges videnskabsråd.

Måske er du interesseret i ...

Læs også