Elefantlort redder forskerne

På en ekspedition bliver et hold forskere bogstavelig talt taget med bukserne nede, da et løvepar pludselig bliver meget interesserede. En bunke elefantlort redder dagen.

25. marts 2014

Hvert år når mit forskerhold og jeg længere og længere ind i Okavango-deltaet i Botswana, Afrika - en 26.000 km2 stor vifte af kanaler, flodsletter, laguner og øer. Inde i denne labyrint lever der mere end 2000 løver samt leoparder, flodheste, krokodiller og næsten 80.000 elefanter.

Følger dyrernes rytme

Det lokale bayei-folk er efterkommere af flodhestejægere og har lært os at respektere dette dyrs naturlige rytme. Vi sejler først ind i deltaet kl. 9, fordi da kommer flodhestene ned fra øerne og bevæger sig ud i dybere vand. De vender tilbage omkring kl. 17, og vi sørger derfor for at være ude af vandet inden da.

Møde med løver i underbukser

Før vi fik hjælp af bayei-folket, måtte vi oftere lære af vores fejl. En morgen hørte vi nogle løver brøle bag lejren. De så ud til at befinde sig på en ø til højre for os. Vi var barfodede og i gang med morgenkaffen, men ville se, hvad der foregik. Pludselig befandt vi os måske 100 m fra vores lejr - i underbukser og uden et spyd.

Elefantlort redder forskerne

Pludselig dukkede et løvepar op. Hunløven stod stille og nidstirrede os. Jeg vidste, at vi måtte vise hende, at vores tilstedeværelse ikke havde noget med hende at gøre, så hun ikke så os som en trussel. Mit blik fangede en kæmpe bunke efterladenskaber fra en elefant. Jeg trådte målbevidst et par skridt hen imod hende og samlede bunken op. Jeg koncenterede al min opmærksomhed om den for at vise, at jeg betragtede den som en helt særlig bunke elefantmøg - og en rigtig god grund til at være der.

Det virkede. Løvinden lod mig gå tilbage til lejren med mit trofæ, som vi beholdt i lejren resten af sæsonen for at minde os selv om konsekvenserne. Vi er ikke længere så dumdristige.

Steve Boyes

Udnævnt til banebrydende forsker af National Geographic

Hvert år udnævner og støtter national geographic et hold unge banebrydende forskere for at anerkende deres inspirerende arbejde og hjælpe dem på vej tidligt i deres karriere

Ekspertise Miljøbiolog

Sted Botswana

Måske er du interesseret i ...

Læs også