Ekstrem forskning i Det Nordlige Ishav

Forskere har begivet sig ud på en seks måneders videnskabelig ekspedition for at studere Det Nordlige Ishavs opførsel fra vinter til sommer. Et uforudsigeligt ishav er hverdag for forskerne ombord på det norske forskningsskib R.V. Lance.

23. februar 2015 af Andy Isaacson

R.V. Lance, 82,6 grader nord

Nysgerrige isbjørne, der vover sig for tæt på arbejdende forskere, har måttet skræmmes væk med nødraketter affyret med skydevåben. Temperaturer, der er faldet til 40 minusgrader, har fået kabler til at springe og har lammet de elektroniske instrumenter. Men efter seks uger med totalt mørke er en antydning af dagslys omsider ved at trænge ind i det frosne Nordlige Ishav, hvor et norsk forskningsskib har drevet gennem polarnatten tøjret til en tyk isflage.

Grundtanken er at flyde afsted med havisen. For at få en bedre forståelse af, hvordan havisen opfører sig i Det Nordlige Ishav, har videnskabsfolk ombord på R. V. Lance med støtte fra det norske polarinstitut, NPI, begivet sig ud på et seks måneder langt undersøgelsestogt for at studere havisen på nærmeste hold gennem hele dens årstidscyklus – fra det tidspunkt, hvor den nye is dannes om vinteren, til den smelter først på sommeren.

Forskning om vinteren giver nyt kendskab til indlandsisen

De kommende måneder vil Lance krydse sejlruter med det berømte skib Fram, som Fridtjof Nansen og hans besætning lod sig fryse fast i isen med i 1893. Selvom nordmændene har en lang tradition for polarforskning, er dette en videnskabelig ekspedition, der ikke har været afprøvet før.

”De fleste videnskabelige ekspeditioner i Det Nordlige Ishav gennemføres om sommeren, hvor vi derfor også har de fleste data fra,” siger Gunnar Spreen, der er havis-fysiker på NPI og med ombord på Lance. ”De glidende forandringer, der sker fra vinter til forår, udgør et kæmpe hul i vores viden. Eksempelvis viden om, hvordan økosystemerne i Det Nordlige Ishav vågner til live om foråret og hvordan smeltevandssøer dannes oven på havisen.”

Et norsk kystbevogtningsfartøj, som i begyndelsen af januar stævnede ud fra Spitsbergen, en af øerne i øgruppen Svalbard, brød et nordgående spor for Lance gennem den voksende vinterhavis til den 83. breddegrad, hvorfra skibet begyndte at drive. Bøjer, oceanografiske måleinstrumenter, udstyr til iskerneboring, følere til luftpartikler, en meteorologisk mast – tilsammen et fuldt udrustet laboratorium – blev fordelt på en én km bred isflage. De forskellige sektorer fik navne som ”adgang-forbudt-land” og ”verdens ende”.

I sidste uge nåede fotograf Nick Cobbing og jeg frem til Lance med kystbevogtningsskib og derefter helikopter fra Longyear-byen, som er verdens nordligste by. Vi sluttede os til et afløsende hold forskere – fra Norge, Rusland, Korea, Japan, Portugal, Tyskland, Frankrig, Danmark og USA – som skal føre undersøgelsen videre. I en række bulletiner vil vi gennem de næste fire uger rapportere om nogle af de begivenheder, der udspiller sig her på klodens top.

Forskere, som er i gang med at rydde isflagen for måleudstyr, indsamler de stænger, de har brugt til at inddele isen i sektorer. Formålet med den banebrydende, seks måneder lange forskningsundersøgelse er at studere havisen, fra den dannes, til den smelter igen.
Foto: Nick Cobbing, National Geographic

Et kølende istæppe på Det Nordlige Ishav

I tusinder af år har dette gigantiske tæppe af kridhvid is, der flyder på overfladen af Det Nordlige Ishav, afkølet kloden ved at reflektere sollys tilbage ud i rummet. Selv om isdækket altid er vokset og svundet i takt med årstiderne, med den største udbredelse i marts og den mindste i september, er det skrumpet drastisk gennem de seneste 20 år.

Ifølge USA’s datacenter for sne og is (NSIDC) var arealet af isdækket i september 2012 det mindste, der nogensinde er målt – kun 52 procent af gennemsnittet for perioden 1981 til 2010. Samtidig bliver isen tyndere. I september 2012 var dens samlede rumfang kun omkring 40 procent af langtidsgennemsnittet. Hvad der førhen mest bestod af et lag tykke isflager, der kunne flyde rundt år efter år, er nu blevet til store områder med tynd is, der dannes og smelter inden for det samme år.

Tabet af havis fremskynder klodens opvarmning. Forskere har fundet ud af, at førsteårsis reflekterer omkring 10 procent mindre solenergi end flerårig is. Det medfører, at isen smelter hurtigere – ifølge data fra NPI reduceres isens tykkelse med ca. 13 cm mere pr. måned end flerårig is. I takt med at isen smelter, og det mørkere havvand kommer til syne, optager vandet mere solenergi, hvilket fører til dannelse af flere skyer og stigende temperaturer.

Dataene viser da også, at temperaturerne i Det Nordlige Ishav er steget dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit. ”Resultaterne kommer meget tydeligt frem i beregningsmodellerne,” forklarer Kim Holmén, der er international chef for NPI.

”Det Nordlige Ishav varmes først, mest og hurtigst op.” Samtlige klimamodeller viser i dag, at havisen vil fortsætte med at svinde ind om sommeren. Senere i dette århundrede vil det blive muligt at sejle over det åbne hav til Nordpolen.

Dette vil naturligvis få katastrofale følger for hele det økosystem, der beror på havisen – fra isbjørne til det mikroskopiske planteplankton i den modsatte ende af fødekæden. Derudover vil tabet af havis i Det Nordlige Ishav sandsynligvis påvirke vejrforholdene på hele den nordlige halvkugle. Nogle forskere ser allerede en følgevirkning i den polarhvirvel, der påny har givet kraftig kulde i det østlige USA.

Den norske isbryder K. V. Svalbard er på vej tilbage til Lance for at eskortere skibet længere ind i den voksende ismasse og aflevere et afløsende hold forskere.
Foto: Nick Cobbing, National Geographic

Forskere fordyber sig

I løbet af NPI’s seks måneder lange undersøgelse (fra 9. januar til 27. juni) vil forskerne fordybe sig i detaljerede målinger af, hvordan havisen opfører sig, og af alle de faktorer, der påvirker den, fra varmen og strømningerne i havet under isen til sneen og skyerne over den. De vil studere isens underside og algevæksterne her ved hjælp af fjernstyrede robotter.

”Hvert skridt, vi kan tage hen imod en bedre beskrivelse af, hvordan isen opfører sig, er vigtigt med henblik på at gøre vores klimamodeller bedre,” siger Kim Holmén. For andre forskere, der arbejder med data indsamlet ved hjælp af satellitter eller fly, vil området omkring Lance blive et enestående referencepunkt nede på jorden.

Netop nu er besætningen og forskerholdet dog i gang med at overvinde en mindre, uforudset forhindring. I januar eskorterede K. V. Svalbard, en isbryder fra den norske kystbevogtningstjeneste, Lance til en formodet stabil position i de voksende ismasser. Men kraftig blæst gennem de seneste seks uger har skubbet fartøjet mod syd, så det er kommet for tæt på den krakelerede iskant. Dagen før, Nick Cobbing og jeg ankom fra Spitsbergen med det nye hold videnskabsfolk, splintrede den isflage, der blev brugt til målingerne, i småstykker.

I tre døgn og i temperaturer et pænt stykke under frysepunktet kæmpede forskerne for at redde deres måleudstyr, hvilket kun delvist lykkedes. ”Det er ishavet, der styrer vores ekspedition, og ishavet er uforudsigeligt,” siger Amelie Meyer, der er oceanograf på NPI. ”Nogle af vores instrumenter vil blive ødelagt, vi vil ikke være de steder, vi har planlagt, og vi vil ikke vide, hvad vejret fører med sig. Det her er virkelig ekstrem forskning.”

I skrivende stund, søndag den 22. februar, er K. V. Svalbard i gang med at bryde et nyt spor for os, som vil bringe Lance længere mod nord og øst og længere ind i havisen. Om et par dage kan vi forhåbentlig begynde at drive igen. Det er i hvert fald planen.

Dmitry Divine fra det norske polarinstitut har sammen med andre forskere travlt med at indsamle data og måleinstrumenter, der skal bringes tilbage til Lance.
Foto: Nick Cobbing, National Geographic

Måske er du interesseret i ...

Læs også