Arkæolog betaler guide med ged

Arkæologen Jeff Rose, som har speciale i folkevandringer, måtte købe en ged for at betale en lokal beduinguide i Oman.

2. maj 2013 af Jeff Rose

Mit forskerhold kommer fra hele verden – Ukraine, Tyskland, Italien, USA – men ofte har vi ingen fra Den Arabiske Halvø, hvor vi graver efter spor fra oldtidens mennesker.

Det første år, vi var i felten – før jeg havde lært arabisk, og før vi havde Google Earth til hjælp – hyrede jeg en lokal beduinguide. Da jeg spurgte, hvad han skulle have for opgaven, svarede han: "Vi er brødre. Det vil være mig en fornøjelse at vise dig rundt til disse steder."

Vores feltbudget var på ca. 68.000 kr., som skulle dække udstyr, billeje, benzin samt mad og overnatning til otte. Så jeg tog gladeligt imod hans tilbud.

Tre dage senere, da det var blevet tid til at skilles, spurgte han, hvad jeg havde tænkt mig at betale ham. Jeg anede ikke, hvad han forventede, eller hvad der ville være en rimelig betaling, og jeg tilbød ham tøvende, hvad der svarede til 285 kr. om dagen. Jeg skal aldrig glemme udtrykket i hans ansigt: en blanding af slukøret og rasende. Jeg havde ikke taget med i betragtning, at vi befandt os i hjertet af Omans olieindustri, hvor de lokale er vant til betaling fra olieselskaber, ikke små arkæologiske projekter.

Jeg så for mig, at hele sommerens feltarbejde ville være i fare. Det gjorde ikke situationen mindre kompliceret, at han havde ført os til et sted, hvor vi havde gjort store arkæologiske fund. Han mente, at det måtte være penge værd. Hvad skulle jeg gøre? Han fik os hurtigt ind i sin bil og kørte i fuld fart til hans landsby, hvor hans far, sheiken, beordrede mig til at betale 570 kr. pr. dag og oveni købe en ged til endnu 570 kr. for at fejre vores succes. Jeg betalte, de slagtede geden, og alle festede.

Nu leder vi mest efter huler, hvor aflejringer og stenredskaber er bedst bevaret. De lokale undgår hulerne. De tror, at de huser djinn: dæmoner. Det er fint med os.

Jeff Rose

Udnævnt til banebrydende forsker af National Geographic.

Ekspertise

Arkæolog med speciale i folkevandringer

Sted

Oman

Måske er du interesseret i ...

Læs også