Varmere vejr giver tørke i Grønland

Grønlænderne kalder spøgende området omkring Narsaq og Qaqortoq for Sineriak Banaaneqarfik – Banankysten. I dag dyrker fangernes børnebørn jorden ved de samme fjorde, hvor vikingerne også engang drev landbrug. Hvis der er et sted, hvor Grønland bliver grønnere, er det her. Men jeg er knap ankommet, før agronom Kenneth ­Høegh fortæller mig, at jeg godt kan glemme, hvad jeg har læst om dette pludselige grønlandske eldorado. “Kartofler trives i Grønland”, stod der i én overskrift. Der gror ganske vist kartofler i Grønland nu om dage, men ikke ret mange endnu.

10. juni 2010

Grønlænderne kalder spøgende området omkring Narsaq og Qaqortoq for Sineriak Banaaneqarfik – Banankysten. I dag dyrker fangernes børnebørn jorden ved de samme fjorde, hvor vikingerne også engang drev landbrug. Hvis der er et sted, hvor Grønland bliver grønnere, er det her. Men jeg er knap ankommet, før agronom Kenneth Høegh fortæller mig, at jeg godt kan glemme, hvad jeg har læst om dette pludselige grønlandske eldorado. “Kartofler trives i Grønland”, stod der i én overskrift. Der gror ganske vist kartofler i Grønland nu om dage, men ikke ret mange endnu.

En julimorgen sejler Kenneth Høegh og jeg op gennem den fjord, hvor Erik den Røde slog sig ned for 1000 år siden. Vi er på vej til Ipiutaq, som har tre indbyggere. Kalista Poulsen venter på os på klipperne neden for sin gård på fjordens nordlige bred. Han ligner mere en akademiker end en landmand og taler engelsk med noget, der mærkeligt nok minder om en fransk accent. Hans tipoldefar var angakok, en af de sidste åndemanere i Grønland, og han havde dræbt andre i fejder. Det var, indtil han så Jesus i en åbenbaring og konverterede til kristendommen.

Vi går gennem Kalista Poulsens grønne marker med engrottehale og rajgræs. Sammenlignet med fjordens grå granitvægge ser foderafgrøderne næsten selvlysende ud. Til september får han sine første får. Næsten alle landmænd her har fårehold, hovedsageligt for kødets skyld.

“Det her er min krigszone,” siger Kalista Poulsen, mens vi trasker af sted over den mudrede jord, der er fyldt med sten. Dem fjerner han ved hjælp af en rendegraver og en traktor med store jordfræsere, som han fik leveret med et gammelt militærfly. Da jeg spørger Kalista Poulsen, om han tror, den globale opvarmning vil gøre livet lettere for ham eller hans treårige datter, får han et næsten forpint udtryk i ansigtet.

“Sidste år var vi på katastrofens rand,” siger han. “Det var så tørt, at høsten kun blev halvt så stor som normalt. Jeg tror ikke, vi kan regne med normalt vejr. Hvis det bliver varmere, er vi nødt til at vande mere og investere i et vandingssystem. Om vinteren får vi ikke den normale sne. Det regner, og så fryser det. Det er ikke godt for græsset. Det er meget udsat i kulden.”

Over frokosten i Kalista Poulsens hvide træhus får vi løst mysteriet om den franske accent. Hans kæreste, Agathe Devisme, er fransk. Mens jeg nyder det fusionsmåltid, hun har lavet – gratin med rejer og havkat, mattak (rå hvalhud) og æblekage krydret med grønlandsk fjeldkvan – tænker jeg tilbage på det mere rustikke aftensmåltid, jeg satte til livs et par dage tidligere ved en årlig gallamiddag i Qaqortoq med deltagelse af næsten alle landmandsfamilier på Banankysten. Efter middagen begyndte en hvidhåret inuit at spille harmonika, og alle i salen, det vil sige ca. 450 mennesker, tog hinanden under armen og sejlede op ad åen, mens de sang en traditionel grønlandsk hyldestsang:

Sommer, sommer, hvor vidunderligt Hvor utroligt dejligt Frosten er borte Frosten er borte …

Kenneth Høegh og jeg forlader familien Poulsen og sejler tilbage ned ad fjorden med fønen – vinden fra indlandsisen – i ryggen. Det ville glæde ham, fortalte han, hvis Grønlands gårde kunne dyrke det meste af deres eget vinterfoder til deres husdyr. Som det er nu, importerer mange landbrug over halvdelen af foderet.

Hjemme hos Kenneth Høegh står vi om aftenen og kigger ud på haven. Fønen er taget til. Regnen står vandret ind og lægger hans rabarber og majroer ned. Træerne bøjer sig som bønfaldende undersåtter for uforsonlige gamle guder. “Pokkers!” siger Kenneth Høegh stille. “Vejret er barskt her. Det vil altid være barskt.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også