Tsunamier har ændret historiens gang

Tsunamier rammer næsten hvert år et eller andet sted i verden, og de største af dem har sandsynligvis ændret historiens gang. Nogle arkæologer mener eksempelvis, at en tsunami i Middelhavet ramte nordkysten af Kreta for godt 3500 år siden og fik den minoiske civilisation til at bukke under for mykenerne.

10. februar 2012

Tsunamier rammer næsten hvert år et eller andet sted i verden, og de største af dem har sandsynligvis ændret historiens gang. Nogle arkæologer mener eksempelvis, at en tsunami i Middelhavet ramte nordkysten af Kreta for godt 3500 år siden og fik den minoiske civilisation til at bukke under for mykenerne.

I det 5. århundrede f.Kr. var den græske historiker Thukydid den første, der beskrev en forbindelse mellem jordskælv og tsunamier. Han bemærkede, at det første tegn på en tsunami ofte er det pludselige vandstandsfald i en havn, når havet trækker sig væk fra kysten. “Uden et jordskælv kan jeg ikke se, hvordan den slags skulle kunne ske,” skrev han. Men det kan det faktisk.

Den minoiske tsunami blev udløst af det voldsomme vulkanudbrud på Thira (øen, der i dag hedder Santorini) i Det Ægæiske Hav. Jordskred kan også forårsage lokale tsunamier som f.eks. den, der i 1958 skyllede 525 m op ad en bjergside i Lituya Bay i Alaska, USA. Alt, hvad der kræves, er, at en stor klippeformation pludselig begynder at bevæge sig i en stor vandmasse – det behøver ikke nødvendigvis at være havet.

Energi svarende til 8000 Hisroshima-bomber

Langt de fleste tsunamier, også den i Tohoku, skyldes dog jordskælv langs forkastninger på havbunden, som kaldes subduktionszoner. De fleste findes i Stillehavet og Det Indiske Ocean. Langs disse grænser støder to af Jordens tektoniske plader sammen, og oceanbundspladen, der består af tæt, undersøisk jordskorpe, glider ned under den lettere kontinentalplade, og der opstår en dybhavsgrav.

Normalt foregår dette i et glidende forløb med nogle få centimeter om året. Men af og til sætter pladerne sig fast. Efter nogle hundrede år overvinder den ophobede spænding friktionen, og pladerne smutter forbi hinanden med voldsom kraft. Sidste år i marts begyndte jordskælvet ud for Japan 30 km under havbunden og bredte sig op langs den skrå kontaktzone mellem pladerne til Den Japanske Grav på havbunden. Det udløste en energi, som svarede til 8000 Hiroshima-bomber.

Normale havbølger bliver skabt af vinden på havoverfladen, men ved en tsunami bevæger hele vandsøjlen sig fra havbunden og opefter. Den første bevægelse breder sig i hver sin retning fra forkastningen i form af lange bølgefronter med op til 500 km imellem. På det dybe vand ude på havet lægger man knap nok mærke til dem. Kun på lavt vand vokser de til faretruende højder, når de presses op mod en kyst. Selv efter at have krydset et helt ocean kan de stadig være farlige og flytter sig så hurtigt som et passagerfly.

Tsunamien, der hærgede Japan i marts sidste år, skyllede en mand til havs i Californien i USA, og den brækkede enorme flager af isen i Antarktis. Tsunamien, der i 1960 dræbte 41 mennesker i Minamisanriku, blev udløst af et jordskælv ud for Chile målt til 9,5 på richterskalaen – det største jordskælv nogen sinde registreret.

Den indonesiske tsunami den 26. december 2004 dræbte mennesker hele vejen rundt om Det Indiske Ocean. Den begyndte ud for Su-matras nordvestlige kyst med et pludseligt, 1600 km langt brud – og et jordskælv på 9,1 på richterskalaen – ved Sunda-forkastningen, hvor oceanbundspladen presser sig ind under Indonesien. Det gik hårdest ud over Indonesien med næsten 170.000 døde – heraf over halvdelen i Banda Aceh. Men ca. 60.000 døde i Sri Lanka, Indien og andre lande omkring Det Indiske Ocean – der var endda dødsofre så langt væk som Afrika.

Varslingssystemer kan redde liv

I kølvandet på katastrofen i 2004 gik adskillige lande sammen om at udvide brugen af et tsunami-varslingssystem. Systemet består af et instrument, der er fastgjort til havbunden – et såkaldt tsunameter – som måler de trykforandringer, der forårsages af en forbipasserende tsunami. Tsunametret sender et signal til en bøje på overfladen, som sender dataene videre til en satellit, der udsender informationen til varslingscentre i hele verden.

Frem til 2004 var der kun anbragt seks af den slags følere, alle i Stillehavet. Der var ingen i Det Indiske Ocean, og derudover havde mange af landene i regionen ingen nationale varslingscentre, der kunne have varskoet lokalsamfundene.

Denne mangel fik tragiske konsekvenser. I Sumatra havde folk kun nogle få minutter at flygte i, men tsunamien var to timer om at nå Indien, og alligevel døde omkring 16.000 mennesker. “Det var helt unødvendigt. Teknisk set ville det have været ret let at installere et tsunami-varslingssystem for Det Indiske Ocean,” siger geofysiker Paramesh Banerjee fra Singapore.

I dag er der 53 varslingsbøjer i drift på verdenshavene, heriblandt seks af i alt 27, der er planlagt for Det Indiske Ocean. Så en gentagelse af katastrofen fra 2004 er nu mindre sandsynlig. Bøjerne ville dog ikke have hjulpet noget på Sumatra. Folk, der bor langs kyster i nærheden af en aktiv forkastningszone, bliver nemlig nødt til at flygte, så snart jordskælvet rammer. Det japanske varslingssystem bygger ikke kun på tsunametre, men også på seismometre kombineret med en computermodel, der kan forudsige, hvor stor en tsunami bliver, ud fra størrelsen og beliggenheden af jordskælvet.

I marts fungerede systemet, der administreres af det japanske meteorologiske institut (JMA), ikke optimalt. JMA’s første skøn, mens jorden endnu rystede, anslog skælvet til 7,9 på richterskalaen – men efterfølgende målinger viste, at det var en kraftig undervurdering. Tsunami-varslingen advarede om bølger på 3 m eller derover – men i Minamisanriku nåede de 15,5 m, og nogle steder måske endnu højere.

Men indbyggernes respons på varslingen var heller ikke optimal. “Jeg tror, at mange, der overlevede tsunamien i 1960, ikke ulejligede sig med at flygte denne gang.” siger Jin Sato. Han mener, at byens kystmur gav folk en falsk tryghedsfølelse.

Tsunamien overraskede forskerne

Størrelsen af jordskælvet og tsunamien chokerede seismologer. Det indonesiske jordskælv i 2004 havde åbnet en brudzone på 1600 km, skælvet i Tohoku kun 450 km – alligevel gav det et jordskælv på 9 på richterskalaen. Det troede de fleste geologer slet ikke, at Den Japanske Grav kunne. Den undersøiske skorpe her er gammel, kold og tæt, og forskere gik ud fra, at den ville synke for let og gnidningsløst ned under Japan til at udløse et jordskælv af den størrelsesorden.

Men for over 10 år siden opdagede forskere fra Tohoku-universitetet tre forskellige lag sand, der strakte sig 4,5 km ind i landet. Sandlagene indeholdt store mængder havplankton, der viste, at de var aflejret af gigantiske tsunamier. Gennem de sidste 3000 år er disse tsunamier kommet med 800 til 1100 års mellemrum.

Forskernes artikel blev offentliggjort i 2001 og sluttede med en advarsel: Eftersom den seneste tsunami havde ramt Sendai for over 1100 år siden, var risikoen for en snarlig gentagelse meget stor. Tsunamien i marts 2011 aflejrede da også endnu et lag sand mindst 4 km ind i landet.

Måske er du interesseret i ...

Læs også