Kommende tsunamier kan forudsiges

“Efter min mening er alle subduktionszoner skyldige, indtil det modsatte er bevist,” siger Kerry Sieh. Han er direktør for jordobservatoriet på Nanyang tekniske universitet i Singapore og er en af verdens førende palæoseismologer, der leder efter geologiske beviser på forhistoriske jordskælv og tsunamier. De historiske optegnelser – og især dem, der er foretaget med moderne instrumenter – går ikke langt nok tilbage, siger han. “Vi må antage, at alle lange subduktionszoner er i stand til at skabe store jordskælv og tsunamier,” siger Kerry Sieh.

10. februar 2012

“Efter min mening er alle subduktionszoner skyldige, indtil det modsatte er bevist,” siger Kerry Sieh. Han er direktør for jordobservatoriet på Nanyang tekniske universitet i Singapore og er en af verdens førende palæoseismologer, der leder efter geologiske beviser på forhistoriske jordskælv og tsunamier.

De historiske optegnelser – og især dem, der er foretaget med moderne instrumenter – går ikke langt nok tilbage, siger han. “Vi må antage, at alle lange subduktionszoner er i stand til at skabe store jordskælv og tsunamier,” siger Kerry Sieh.

“Det her er Manilagraven,” siger han og peger på et kort på sin computer, hvor en linje begynder ud for Filippinernes vestkyst og fortsætter nordpå til Taiwan. “Den er 1300 km lang og har ikke lavet større ravage i 500 år. Hvis den bristede i et jordskælv, der målte 9 på richterskalaen, ville konsekvenserne på den kinesiske kyst blive meget alvorlige. Og der er mange andre.”

Blandt de mange andre er subduktionszonen Cascadia. Det er en 1000 km lang forkastning, der løber ud for kysten fra det sydlige British Columbia i Canada til det nordlige Californien i USA. Geologer har fundet sandaflejringer hele vejen langs kysten, der blev efterladt af en tsunami for 312 år siden, i 1700.

Nye spor fra kerneprøver fra havbunden tyder på, at der gennem de seneste 10.000 år har været omkring 40 jordskælv langs Cascadia-forkastningszonen, i gennemsnit et hvert 250. år. Når forkastningen brister, kan jordskælvet blive lige så stort som det, der ramte Japan i marts sidste år, og tsunamien vil kunne nå kysten inden for 20 minutter.

Seattle er en truet by

I delstaten Washington består tsunami-beredskabet af evakueringsskilte, høje tårne på strandene til udsendelse af advarsler og informationsfoldere på hotelværelserne. Der er dog langt imellem evakueringscentrene, og ikke alle har adgang til højtliggende steder.

Seattle, der ligger beskyttet bag Olympic-halvøen i Puget Sound, vil formentlig ikke blive ramt så hårdt af tsunamien, selv om byen givetvis vil mærke rystelserne fra et Cascadia-jordskælv. Geologer har imidlertid opdaget nogle mindre og mindre dybe sprækker i skorpen, der strækker sig under Puget Sound.

“Billedet er først begyndt at tegne sig inden for de seneste 20 år,” siger Jody Bourgeois, der er geolog ved Washington University. “Det udgør en stor, stor risiko.”

Jordskælv fra en mindre dyb forkastning kan være ekstremt ødelæggende, og en mellemstor tsunami, der starter lige ud for Seattle, kan være endnu mere ødelæggende end en kæmpemæssig en ud for kysten. Det er uvist, hvor hyppigt den slags hændelser indtræffer i Puget Sound. Den seneste var for ca. 1000 år siden.

Serier af jordskælv truer Sumatra

Den forkastning, der bekymrer Kerry Sieh mest, er dog Sunda-forkastningen. Han havde studeret den i 10 år, før den forårsagede tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004. For et par år siden opsagde han et fast professorat på Californiens teknologiske institut og flyttede til Singapore, bl.a. for at være tættere på forkastningen. Den strækker sig omkring 6000 km fra Myanmar til Australien. Jordskælvet i 2004 skete i nærheden af den nordlige ende.

Han havde arbejdet ud for Sumatras kyst, men flere hundrede kilometer længere sydpå, hvor han havde målt alderen på døde koralrev. Når havbunden hæver sig under et jordskælv, kan et rev blive skudt op over vandet, hvilket dræber korallerne. Radiometrisk datering afslører, hvornår det skete. I 2003 rekonstruerede Kerry Sieh og hans kolleger en foruroligende seismisk historik for det vestlige centrale Sumatra.

“Vi fandt det, vi kalder supercyklusser – serier af store jordskælv, der indtræffer med regelmæssige mellemrum,” fortæller han. Inden for i hvert fald de seneste 700 år er store jordskælv indtruffet parvis med ca. 200 års mellemrum på den strækning af Sunda-forkastningen, og skælvene i hvert par var kun adskilt af omkring 30 år. Der havde været et par omkring 1350 og 1380, et andet fra begyndelsen til midten af 1600-tallet og et tredje i 1797 og 1833 – for godt 200 år siden. Det så ud, som om der var optræk til endnu to jordskælv.

Opdagelsen foruroligede Kerry Sieh så meget, at han og hans kolleger i juli 2004 begyndte at uddele plakater og foldere med tsunami-advarsler til folk på Mentawai-øgruppen, hvor de var i gang med deres forskning. Fem måneder senere blev det nordlige Sumatra ødelagt, og Kerry Siehs gruppe fik en masse presseomtale. “Vi fik ufortjent ros,” siger han. “Vores forudsigelse gjaldt en anden del af forkastningen.”

Men forudsigelsen gælder rent faktisk stadig, siger Kerry Sieh, og det første af de to forudsagte jordskælv er allerede indtruffet. Det skete i september 2007. Det blev målt til 8,4 på richterskalaen og forvoldte relativt begrænset skade. I Padang, den lavtbeliggende hovedstad i provinsen Vestsumatra, var tsunamien kun ca. 1 m høj.

Skal man flytte en hel by?

Padang har over 800.000 indbyggere, og Kerry Sieh frygter, at provinshovedstaden ikke slipper lige så heldigt næste gang.

“Der har aldrig nogen sinde været en mere præcis forudsigelse af et kæmpemæssigt jordskælv,” siger han. “Vores forudsigelse taler om et jordskælv på 8,8 på richterskalaen i løbet af de næste 30 år. Ingen kan sige, om det sker om 30 sekunder fra nu eller om 30 måneder. Men vi kan sige, at det efter al sandsynlighed sker inden for de næste 30 år.”

“Hvad skal man gøre?” fortsætter han. “Flytte hele byen på grund af noget, der sker for hvert 200. år? Det er for mig det helt store menneskelige dilemma i forhold til disse meget usandsynlige, men meget skæbnesvangre begivenheder.

Det grundlæggende problem er ikke, at videnskabsfolk ikke ved nok, eller at ingeniører ikke laver løsninger nok. Det grundlæggende problem er, at vi er syv milliarder mennesker på kloden, og at alt for mange af os bor steder, der er farlige. Vi har muret os selv inde i situationer, vi ganske enkelt ikke kan komme væk fra. Og jeg tror, dette bliver et århundrede, hvor vi kommer til at betale prisen.”

Når tsunamien rammer Padang, vil de fleste mennesker ikke have nogen højtliggende steder at flygte hen, og de vil ikke have mere end 20 minutter at flygte i. En stor del af byen ligger mindre end 5 m over havets overflade. Bølgerne vil kunne oversvømme næsten alt inden for et bælte på omkring 2 km fra kysten. Dødstallet vil formentlig blive langt højere end i Japan sidste år – antagelig tættere på de 90.000, der mistede livet i Banda Aceh.

Måske er du interesseret i ...

Læs også