Hvor og hvornår rammer den næste katastrofe?

Flere store byer verden rundt er truede af naturkatastrofer. Men i kølvandet på den indonesiske tsunami i 2004 og katastrofen der ramte Japan sidste år har udviklingen af varslingssystemer og beredskaber for alvor taget fart.

9. februar 2012 af Tim Folger

Jin Sato er borgmester for en by, som ikke længere eksisterer.

Den 11. marts 2011 forsvandt den stille fiskerby Minamisanriku nord for Sendai i det nordøstlige Japan. Det gjorde Jin Sato næsten også.

Katastrofen begyndte kl. 14.46 ca. 130 km længere østpå i Stillehavet langs en forkastning, der er begravet dybt nede under havbunden. Et 450 km langt stykke af jordskorpen rykkede sig pludselig mod øst, en del af det næsten 24 m.

Jin Sato havde netop afsluttet et møde på rådhuset. “Vi talte om byens tsunami-forsvar,” fortæller han. Et andet jordskælv havde rystet området to dage tidligere – forskere har siden forstået, at det var et forvarsel om jordskælvet 11. marts, der har vist sig at være det største i Japans historie.

Da jorden endelig holdt op med at ryste efter fem ulidelige minutter, var Minamisanriku endnu stort set uskadt. Men havet var kun lige begyndt at løfte sig. Jin Sato og en flok andre løb ind ved siden af til byens tre etager høje katastrofeberedskabscenter.

24-årige Miki Endo arbejdede på 2. etage, hvor hun begyndte at udsende en advarsel via byens højttalere: “Søg venligst mod højtliggende steder!” Jin Sato og de andre fortsatte op på taget. Herfra så de tsunamien skylle ind over byens 5,5 m høje kystmur. De hørte den smadre alt på sin vej. Så skyllede mørkegråt vand ind over toppen af bygningen. Miki Endos advarsel standsede brat.

Omkring 16.000 mennesker døde den dag, de fleste af dem langs en ca. 500 km lang kyststrækning i Tohoku-regionen, og hen ved 4000 savnes stadig. Tsunamien udslettede adskillige byer og landsbyer i Tohoku og gjorde hundredtusinder hjemløse. I Minamisanriku udgør de dræbte eller savnede ca. 900 af byens 17.700 indbyggere, heriblandt Miki Endo.

Jin Sato overlevede ved at klatre op på en radiomast på taget. “Jeg tror, jeg var under vand i tre eller fire minutter. Det er svært at sige,” siger han. Mange af de ca. 30 andre mennesker på taget prøvede at holde fast i jerngelænderne langs kanten. Bølgerne fortsatte med at komme natten igennem, og det første par timer satte de gang på gang bygningen under vand. Om morgenen var der kun 10 mennesker tilbage på taget.

Japan har det bedste beredskab

Japan har verdens bedste beredskab over for jordskælv og tsunamier. Landet har brugt milliarder på at forstærke gamle bygninger og forsyne nye med støddæmpere. Høje kystmure beskytter mange byer langs kysten, og her er tydeligt skiltede tsunami-evakueringsveje.

De forholdsregler har tilsammen reddet tusinder af liv. Selve jordskælvet i Tohoku – der målte 9 på richterskalaen – forvoldte langt mindre skade, end det ville have gjort i andre lande. Men tsunamien dræbte mellem 16.000 og 20.000 mennesker – et dødstal på niveau med det, et jordskælv og tsunami i samme region krævede i 1896.

Japans beredskab er forbedret kolossalt siden dengang, men befolkningen er tredoblet, og kyststrækningerne er langt tættere befolkede. Det samme er sket i resten af verden, også i lande, der er langt dårligere forberedte. I Det Indiske Ocean, hvor historiens mest dødbringende tsunami dræbte næsten 230.000 mennesker i 2004, er det forudsagt, at en lignende katastrofe vil indtræffe engang i løbet af de næste 30 år. I USA, hvor en tsunami hærgede den nordvestlige Stillehavskyst for 300 år siden, på et tidspunkt hvor den var tyndt befolket, anser geologer det for uundgåeligt, at det vil ske igen.

Det er ikke første gang, Jin Sato har overlevet en stor tsunami. Han var 8 år, da en 4 m høj bølge dræbte 41 mennesker i Minamisanriku i 1960. Derefter byggede man den 5,5 m høje kystmur. “Seismologerne beredte os på en tsunami, der kunne være 5,5 til 6 m høj. Men denne her var tre gange så høj,” fortæller Jin Sato.

Måske er du interesseret i ...

Læs også