En hverdag med tsunami-trusler

I Banda Aceh er livet i dag en blanding af noget rædselsvækkende og noget mirakuløst. Katastrofen, som fyldte byen med forvredne lig, der havde fået revet tøjet af i malstrømmen, førte også til fred og afsluttede årtiers blodig konflikt mellem løsrivelsesgrupper i Aceh og den indonesiske regering. “Under krigen så man også lig i gaderne,” siger Syarifah Marlina Al Mazhir, der er programkoordinator for amerikansk Røde Kors i Indonesien og bor i Banda Aceh. “Tsunamien forandrede alt, og nu kan vi gå ud om aftenen!”

10. februar 2012

I Banda Aceh er livet i dag en blanding af noget rædselsvækkende og noget mirakuløst. Katastrofen, som fyldte byen med forvredne lig, der havde fået revet tøjet af i malstrømmen, førte også til fred og afsluttede årtiers blodig konflikt mellem løsrivelsesgrupper i Aceh og den indonesiske regering.

“Under krigen så man også lig i gaderne,” siger Syarifah Marlina Al Mazhir, der er programkoordinator for amerikansk Røde Kors i Indonesien og bor i Banda Aceh. “Tsunamien forandrede alt, og nu kan vi gå ud om aftenen!”

En massiv tilførsel af nødhjælpspenge har været med til at genopbygge byen, og dens utallige cafeer er fyldt med unge til langt ud på natten. Men alle kender nogen, som døde 26. december 2004.

“Somme tider, når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig høre folk skrige,” fortæller en kvinde. I en lille park leger nogle børn på en rutsjebane lige under et 60 m langt, 2600 ton tungt skib. Børnene er for små til at huske noget om tsunamien. Skibet ligger, hvor tsunamien efterlod det, oven på nogle bygninger over 2 km inde i landet.

Skoleelever holder tsunami-øvelser

En varm og fugtig julimorgen i Padang øver en folkeskole, der ligger 750 m fra stranden, sig på det uundgåelige. Omkring kl. 10 om formiddagen ringer en alarmklokke, og børnene strømmer fra deres klasseværelser ud i den lille, sandbelagte skolegård – drengene i hvide skjorter og røde bukser, pigerne i hvide bluser og hovedtørklæder og lange, røde nederdele. De sætter sig på hug i rundkredse og holder deres små rygsække over hovederne for at beskytte sig mod de bygningsdele, der kan falde ned under et jordskælv. Alle synger i kor.

“De gentager Allahs 99 navne,” siger Patra Rina Dewi. “‘Den Barmhjertige, den Medfølende, Beskytteren.’ Det er for at holde dem rolige i tilfælde af en virkelig nødsituation.”

39-årige Patra Rina Dewi er den energiske leder af en lille velgørenhedsorganisation ved navn Kogami, der har til formål at skabe øget opmærksomhed om tsunamier, og som hun og et par venner grundlagde efter at have set nyhedsudsendelser fra Banda Aceh.

Efter pres fra Kogami har Padang allerede afmærket 32 evakueringsruter, og ni af i alt 100 planlagte beskyttelsesrum i flere etager er ved at blive bygget for at give nogle mennesker mulighed for at undslippe bølgerne. I mellemtiden har Patra Rina Dewi og hendes 16 medarbejdere indført tsunami-øvelser på skoler som denne. Der er ingen højtliggende steder i nærheden, og derfor er skolens 567 elever blevet trænet i at løbe ca. 3 km ind i landet.

Men de omkring 80 elever i første klasse kan ikke løbe hurtigt nok. “Eleverne i første klasse skal bruge 40 minutter på at nå frem til det sikre område,” siger Elivia Murni, som er en af lærerne. “De forsvinder, hvis tsunamien kommer.”

Der ligger omkring 1000 skoler langs kysten af Vestsumatra, og Kogami har indført træningsprogrammer i 232. I nogle af fiskerlandsbyerne, der ligger overalt langs kysten nordvest for Padang, vil organisationen ikke engang gøre forsøget.

“Somme tider kan jeg ikke sove om natten,” siger Patra Rina Dewi, da vi forlader en af landsbyerne. Frodige bjerge rejser sig mod øst, men store, mudrede rismarker vil gøre det umuligt at nå bjergene i tide. “Der er ingen flugtruter for dem her,” siger Patra Rina Dewi. “Hvis vi fortalte dem om tsunami-faren, ville det kun gøre dem modløse.”

Overlevende har ikke lyst til at flytte

Da det endelig blev morgen den 12. marts i Minamisanriku, var Jin Sato og resterne af hans gruppe på taget frysende, gennemblødte og totalt udmattede. De klatrede ned ad fiskenet, der var blevet skyllet op på det røde stålskelet af den raserede bygning, og gik op på en bakke i nærheden, hvor andre overlevende havde samlet sig.

I dag har Jin Sato kontor i en barak på toppen af den selvsamme bakke. Han er 60 år og har et roligt, alvorligt blik. Han har ar på hænderne af at klamre sig til radiomasten. Om sit venstre håndled har han en buddhistisk bedekrans.

Den by, Jin Sato voksede op i, er væk, men han har stadig ansvaret for mange af dens mennesker, som bor i offentlige tilflugtssteder eller midlertidige boliger. Jorden i området sænkede sig over en halv meter efter jordskælvet, så store dele af den tidligere by bliver oversvømmet ved højvande. Måske er det umuligt at genopbygge Minamisanriku, og det er noget, der tynger de overlevende.

“Folk vil gerne blive her, hvor deres forfædre levede og døde,” siger Jin Sato. “De har ikke lyst til at flytte.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også