Øernes inderste væsen

Der er nogle steder, som tilsyneladende er så vilde, at selv de mest robuste mennesker ikke altid kan klare udfordringerne. St Kilda, en lille­ klynge øer og klipper ude i Nordatlanten 64 km vest for North Uist, var beboet i over 4000 år. Et lille samfund skuttede sig langs Village Bay på den største ø, Hirta. Får græssede på de stejle skråninger. Beskedne afgrøder bestående af byg, havre og kartofler blev dyrket i højbede, hvor mager jord omhyggeligt blev beriget med mineralrig tang.

22. januar 2010

Der er nogle steder, som tilsyneladende er så vilde, at selv de mest robuste mennesker ikke altid kan klare udfordringerne. St Kilda, en lille klynge øer og klipper ude i Nordatlanten 64 km vest for North Uist, var beboet i over 4000 år. Et lille samfund skuttede sig langs Village Bay på den største ø, Hirta. Får græssede på de stejle skråninger. Beskedne afgrøder bestående af byg, havre og kartofler blev dyrket i højbede, hvor mager jord omhyggeligt blev beriget med mineralrig tang. Vinterstormene, som rullede uhindret hen over tusinder af kilometer åbent hav, ramte øerne med en næsten ufattelig vildskab. I 1852 valgte 36 øboere – godt en tredjedel af den daværende befolkning – at begive sig ud på en lang og strabadserende rejse til Australien frem for at blive på St Kilda. Mange overlevede ikke sørejsen.

I 1930 havde de 36 tilbageværende beboere fået nok og bad regeringen om at blive evakueret. Den 29. august sejlede indbyggerne på St Kilda og de fleste af deres husdyr ind til det skotske fastland. Øerne kom på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1986, og de tilhører nu de fugle, som flyver omkring ved de stejle klipper. I dag er menneskene de flygtige gæster.

Som ung sejlede Michael Robson de ca. 60 km fra Lewis til Rona, en anden forladt udpost. På lyse sommernætter lå han ude under åben himmel og lyttede til skrigene fra de tusinder af havfugle, der hvert år bygger rede på Rona. Han fandt spor efter mennesker, der for længst havde forladt øen – ruiner af stenhytter, som havde huset kristne eneboere i det 8. århundrede, og nedslidte sten, som senere beboere havde brugt til at male korn med. Ingen af bosættelserne på Rona varede ved. Alle bukkede under for de barske forhold.

Michael Robson bosatte sig permanent på Lewis for 16 år siden, og han har åbnet sin samling af skotsk historie og overleveringer for offentligheden. Han er ikke ung længere, og hans rejser er mindre krævende nu, men han er ikke holdt op med at opsøge steder, der kan virke trøstesløse på nogle, men for ham er fyldt med mening. “Man opdager først øernes inderste væsen, når man har været her længe,” siger han. “Jeg når ikke at lære det hele.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også