Tsunami-jordskælv er et særligt tilfælde

Indonesiens mest aktive vulkan, Merapi, havde bygget op til det i flere dage. Men den tidsmæssige omstændighed, at hovedudbruddet indtraf så hurtigt efter jordskælvet, rejser det spørgsmål, om jordrystelsen udløste vulkanudbruddet, selv om jordskælvets epicenter var 1300 km fra vulkanen."Vulkanudbrud, der hænger sammen med ændrede belastningsforhold som følge af jordskælv, ser ud til at forekomme," siger Chris Goldfinger, der er marin geolog på Oregon State University i USA, i en e-mail. "Men de er i bedste fald kun dokumenteret lokalt."

28. oktober 2010

Indonesiens mest aktive vulkan, Merapi, havde bygget op til det i flere dage. Men den tidsmæssige omstændighed, at hovedudbruddet indtraf så hurtigt efter jordskælvet, rejser det spørgsmål, om jordrystelsen udløste vulkanudbruddet, selv om jordskælvets epicenter var 1300 km fra vulkanen.

"Vulkanudbrud, der hænger sammen med ændrede belastningsforhold som følge af jordskælv, ser ud til at forekomme," siger Chris Goldfinger, der er marin geolog på Oregon State University i USA, i en e-mail. "Men de er i bedste fald kun dokumenteret lokalt."

Blandt de kendte eksempler, siger han, er ændringer i den geotermiske aktivitet i Yellowstone Nationalpark i 2002 efter et jordskælv med styrke 7,9 i Alaska samt udbruddet af en vulkan i Andesbjergene i 1960, der fulgte efter jordskælvet med styrke 9,5 i Chile.

Eksperter advarer dog om, at de to næsten samtidige hændelser ganske enkelt kan være et tilfældigt sammentræf i verdens seismisk mest aktive land. Indonesien ligger langs den såkaldte "Ildring" i Stillehavet, og dets 17.500 øer er konstant udsat for en masse tektoniske trusler.

Alene på Java, hvor Merapi ligger, lever 120 millioner mennesker i skyggen af over 30 vulkaner.

Var tsunami-jordskælv en sjælden langsom jordrystelse?

Samtidig bemærker eksperter, at denne uges tsunami var uventet stor i forhold til størrelsen af det samtidige jordskælv.

Jordskælvet med styrke 7,7, der udløste tsunamien, indtraf langs den samme forkastningszone som den rystelse på 9,0, der i 2004 udløste den altødelæggende tsunami i Det Indiske Ocean.

Trods det mindre voldsomme jordskælv sendte mandagens tsunami 3 m høje bølger ind mod nogle nærliggende øer, og der var meldinger om bølger på helt op til 6 m.

Dette kan skyldes, at hændelsen var et såkaldt tsunami-jordskælv, siger Costas Synolakis, leder af tsunami-forskningscentret på University of Southern California i USA, med henvisning til beregninger udført af geofysiker Emile Okal fra Northwestern University.

Selv om mange typer skælv kan udløse tsunamier, er et tsunami-jordskælv et særligt tilfælde. Ved sådanne jordskælv sker forskydningen af de tektoniske plader usædvanligt langsomt og over et meget længere tidsrum, end man skulle forvente ud fra intensiteten af den seismiske bevægelse, siger Costas Synolakis i en e-mail.

"Det er uvist, hvorfor tsunami-jordskælv er så langsomme," siger Costas Synolakis. "Teorien går på, at det skyldes splintrede eller ujævne klippestykker, der forsinker revnedannelsen. Vi ved det ganske enkelt ikke, men til gengæld ved vi, at de giver større tsunamier, deraf fællesbetegnelsen. ... "

Mandagens begivenhed er den første tsunami fra et langsomt jordskælv, der er optaget på tsunamograf, tilføjer Costas Synolakis, og det kan give værdifulde oplysninger til opklaringen af gåderne om tsunami-jordskælv.

Måske er du interesseret i ...

Læs også