Historiens værste dag på Everest

Den 10. maj 1996 døde otte mennesker på Mount Everest.

25. april 2013 af Hans Henrik Fafner

Mindst 300 mennesker er omkommet i forsøget på at nå toppen af Everest, men nogle år og visse dage er gået over i historien som særligt dramatiske.

Den utvivlsomt værste dag var den 10. maj 1996, hvor otte mennesker omkom. Det var også det værste år i bjergets historie med 15 dødsfald i alt.

Ti år forinden havde de nepalesiske myndigheder lempet på restriktionerne, så på den dag var der hele fem forskellige ekspeditioner på bjerget.

Dagen startede med godt vejr, og de i alt 33 deltagere begav sig op i dødszonen, der kom til at leve op til sit navn. Det er den del af bjerget, som ligger over 8.000 meter – her er luften tynd, de fleste bjergbestigere er allerede udmattede efter turen op, og det gælder om ikke at opholde sig der for længe.

De første medlemmer af ekspeditionen, som var under ledelse af den erfarne bjergbestiger Rob Hall fra New Zealand, nåede toppen klokken 13.30. Over for deltagerne havde Rob Hall indskærpet en vigtig regel: hvis man ikke har nået toppen inden klokken 14.00, skal man vende om, for en tvungen overnatning i dødszonen er livsfarlig. Men selvom det trak op til storm længere nede, fortsatte de øvrige ekspeditioner turen op, og den sidste nåede først toppen klokken 15.45.

Den brutale storm hamrede ind i bjergtoppen, mens de var på vej ned. De udspændte reb forsvandt i snefoget, og flere deltagere mistede orienteringen og kom bort fra hinanden. De mistede kostbar tid. Mens stormen hylede med over 100 iskolde kilometer i timen, var et par af ekspeditionerne fanget nær toppen. Rob Halls folk og de øvrige samledes lidt længere nede. Sigtbarheden var nær nul, og da mørket faldt på, havde de intet andet valg end at sætte sig tæt sammen i håbet om at overleve en nat i dødszonen. Næste morgen var de tre medlemmer af en indisk ekspedition døde, fem andre havde mistet livet, og mange af de overlevende havde pådraget sig alvorlige frostskader.

I den efterfølgende debat blev det sagt, at en udbredt mangel på erfaring blandt deltagerne var en del af problemet, samtidig med at to af ekspeditionerne havde ligget i intern konkurrence og derfor ikke var vendt om i tide. Almindelig udmattelse og mangel på søvn har også svækket deltagerne, og med den vindstyrke beregnes luftens iltindhold i dødszonen at være faldet med yderligere 14 procent.

Måske er du interesseret i ...

Læs også