Fem grunde til at Filippinerne er så udsat for naturkatastrofer

Varmt havvand, lavtliggende kyster og fattigdom er med til at forklare, hvorfor naturkatastrofer som supertyfonen Haiyan er så farlige i Filippinerne.

16. november 2013 af Dan Vergano, National Geographic

Fra jordskælv og vulkanudbrud til tidligere indtrufne supertyfoner - dødstallene efter naturkatastrofer i Filippinerne er ofte høje. Her er fem årsager:

1. Varmt havvand

Filippinerne ligger lige nord for Ækvator i det vestlige Stillehav uden andre landmasser til at afbøde virkningen af storme, før de går i land. De varme ækvatorialfarvande giver næring til stormene, og hvert år rammer omkring 20 tyfoner Filippinerne.

”Landet har de varmeste havtemperaturer i verden. Vi kalder det det varme bassin omkring Indonesien og Filippinerne,” siger atmosfæreforsker Colin Price fra universitetet i Tel Aviv i Israel.

”Det kræver temperaturer på over 28 °C, for at tyfoner kan opstå. I det vestlige Stillehav er vandet normalt over 28 grader varmt,” siger Colin Price.

2. Beboede kystområder

Mange mennesker bor på de lavtliggende øer langs Filippinernes kyst. Verdensbanken anslår, at over 60 % af befolkningen bor i kystområderne.

Da supertyfonen Haiyan ramte Filippinerne, gav det fem meter høje – nogle steder endda op til syv meter høje – flodbølger.

Bølgerne skyllede ind over lavtliggende dele af befolkede øer som for eksempel Leyte, hjemsted for kystbyen Tacloban, hvor BBC anslår, at over 10.000 mennesker døde.

3. Skovfældning

Ved tidligere tyfoner har mudderskred dræbt mange mennesker, som i første omgang havde overlevet en storm i Filippinerne, bemærker meteorolog Jeff Masters fra hjemmesiden Weather Underground.

Bjergskråninger, som er ryddet for træer, har færre rødder til at holde på jorden, og det kan medføre mudderskred, når de pludselig rammes af voldsomme regnskyl.

Skovfældning har været skyld i tilsvarende problemer på steder som Haiti, hvor mudderskred er blevet udløst af kraftig regn. Jorden har blokeret vandvejene og skabt områder med stillestående vand, der senere er blevet kædet sammen med udbrud af kolera.

4. Ildringen

For at gøre alting værre ligger Filippinerne oven på den såkaldte Ildring, et område af Stillehavet, der særligt ofte rammes af jordskælv og vulkanudbrud.

Oceanbundsskorpen under Stillehavet kiler sig ind under kontinenterne og medfører jordskælv og tsunamier, der hyppigt rammer Filippinerne. Et jordskælv, der blev målt til 7,2 på Richterskalaen, dræbte således i sidste måned 222 mennesker på øen Bohol.

5. Underudvikling

Filippinernes unge, fattige befolkning har i stigende grad bevæget sig mod kystområderne, hvor hastigt opførte boliger og mangelfulde evakueringsplaner kan have spillet en rolle i forbindelse med Haiyan-katastrofen.

Der er således begyndt at indløbe beretninger om, at folk omkom i beskyttelsesrum, der var for svage til at modstå flodbølgen og supertyfonens kraftige vindstød.

Den private og uafhængige forskningsorganisation Manila Observatory siger, at kombinationen af fattigdom og befolkningsudflytningen til kystområderne gør Filippinerne til et af de 10 lande i verden, der er mest sårbare ved oversvømmelser af kysten.

Måske er du interesseret i ...

Læs også