Aralsøen: Søen, der forsvandt

I årtusinder var Aralsøen klodens fjerdestørste sø, men sovjetstyret drænede området og skabte dermed en af verdens største naturkatastrofer med enorme omkostninger for mennesker og miljø.

24. juni 2015 af Mark Synnott

Det er sådan, verdens undergang ser ud,” siger Jusup Kamalov med en fejende håndbevægelse, der omfatter hele ørkenstrækningen med småkrat, der ligger foran os. “Skulle vi nogensinde blive ramt af ragnarok, vil folk i Karakalpakstan være de eneste, der overlever; vi lever allerede i det.”

Vi står på en sandskrænt i det nordlige Usbekistan, og landskabet ligner en hvilken som helst anden ørken – havde det ikke været for bunkerne af strandskaller og flere rødbrune fiskerkuttere, der ligger og ruster halvt begravet i sandet.

Aralsøen var verdens fjerdestørste sø

Stedet her var engang spidsen af en halvø, der ragede ud i Aralsøen, som indtil 1960’erne var verdens fjerdestørste sø med et areal på omkring 67.000 km2 – godt halvanden gang så stor som Danmark.

Bag os ligger byen Mujnok, der engang var en blomstrende fiskerby med en konservesfabrik, der helt op i 1980’erne forarbejdede tusindvis af ton fisk årligt. For 50 år siden lå Aralsøens sydkyst her, hvor vi står nu; i dag ligger den 90 km længere nordvestpå.

Khans barnebarn drømmer om vindmøller

Jusup Kamalov har taget mig med herud for at se, hvad der er tilbage af den engang så frodige sø. Han er 64 og seniorforsker i vindenergi ved videnskabsakademiet i Usbekistan. Desuden er han miljøaktivist og formand for foreningen til beskyttelse af Aralsøen og floden Amudarja.

Jusup Kamalov er en stor mand med en flagrende hvid hårpragt og er født ind i en indflydelsesrig usbekisk familie: Hans far var en anerkendt historiker i sovjettiden, og hans farfar var den sidst udpegede khan – hersker – i republikken Karakalpakstan, der havde delvis selvstyre, indtil den blev indlemmet i Den Usbekiske Socialistiske Sovjetrepublik i 1930’erne.

Landet har endnu ikke en eneste vindmøllepark, men det har ikke kølnet Jusup Kamalovs begejstring for det, han har valgt som sit faglige virkefelt. Hans betagelse af vinden har fået ham til at bygge to drageflyvere, som han flyver ud med fra en lokal bjergtop for bedre at forstå luftstrømmene.

“Jeg vil kende vinden, sådan som en fugl gør,” siger han. Hans interesse gælder dog alle aspekter af miljøet, og han har taget en pause fra sin forskning for at vise mig, hvad der er tilbage af det, der engang var et kæmpe vandområde fyldt med liv, og – om muligt endnu mere ildevarslende – hvad det forsvundne vand har efterladt.

Aralsøen ligger i Kasakhstan og Usbekistan og har i årtusinder modtaget vand fra de to store floder Amudarja og Syrdarja. Søen har ikke noget udløb, og vandniveauet blev fastholdt gennem en naturlig balance mellem tilstrømning og fordampning.

Aralsøen grundlage liv i oldtiden

Da Alexander den Store erobrede området i 300-tallet, havde disse floder allerede i mange år været livsnerven i Centralasien. Aralsøen og dens store deltaområder var i århundreder livsgrundlaget for et væld af bosættelser langs med Silkevejen, der forbandt Kina med Europa.

Disse oldtidsfolk af tadsjikisk, usbekisk, kasakhisk og anden herkomst levede godt som bønder, fiskere, hyrder, købmænd og håndværkere.

Sovjetunionen dræner søen

Situationen ændrede sig, efter at Den Usbekiske Socialistiske Sovjetrepublik i begyndelsen af 1920’erne blev del af det nydannede Sovjetunionen, og Stalin besluttede at forvandle sine centralasiatiske republikker til enorme bomuldsplantager. Det tørre klima i denne del af verden er imidlertid ikke egnet til dyrkning af så vandkrævende en afgrøde, så Sovjetunionen kastede sig ud i et af verdenshistoriens mest ambitiøse ingeniørarbejder og gik i gang med håndkraft at grave tusindvis af kilometer vandingskanaler for at lede vandet fra Amudarja og Syrdarja over i den omgivende ørken.

“Frem til begyndelsen af 1960’erne var systemet relativt stabilt,” forklarer Philip Micklin, da jeg ringer til ham. Han er geografiprofessor ved Western Michigan University i USA og ekspert i de problemer, som vandforvaltningen i det tidligere Sovjetunionen har ført til. Siden først i 1980’erne har han foretaget omkring 25 rejser til Centralasien og har i årenes løb med egne øjne set, hvordan Aralsøen sygnede hen. “Da de udvidede med endnu flere vandingskanaler i 1960’erne, var det den berømte tue, der fik læsset til at vælte,” siger han. “Pludselig var systemet ikke længere bæredygtigt. De vidste, hvad de foretog sig, men det, som de ikke havde overblik over, var det fulde omfang af konsekvenserne for økosystemet – og den hastighed, hvormed søen ville forsvinde.”

Aralsøen bliver til to

I 1987 var vandstanden i Aralsøen faldet så dramatisk, at den deltes i en nordlig sø i Kasakhstan og en større sydlig sø i Karakalpakstan. I 2002 var vandet i sydsøen sunket så meget, at den også deltes i to selvstændige søer, en østlig og en vestlig. I juli 2014 tørrede østsøen helt ud. Det eneste lyspunkt i denne triste historie er den nylige retablering af den nordlige sø i Kasakhstan. Med midler fra Verdensbanken færdiggjorde kasakherne i 2005 en 13 km lang dæmning ved sydbredden af den nordlige sø og skabte derved et helt selvstændigt vandområde med tilløb fra Syrdarja. Siden dæmningen blev opført, er den nordlige sø og dens fiskebestand kommet sig meget hurtigere end forventet. Dæmningen har imidlertid afskåret den sydlige sø fra det nødvendige vandtilløb, hvilket har beseglet dens skæbne.

“Det sørgeligste og mest frustrerende ved Aralsø-katastrofen er, at de sovjetiske embedsmænd i vandministeriet – hvor vandingskanalerne blev projekteret – ganske udmærket var klar over, at de dermed gav Aralsøen dødsstødet,” siger Jusup Kamalov. Fra 1920’erne og helt frem til 1960’erne citerede vandembedsmændene ofte værker af Ruslands mest berømte klimatolog, Aleksandr Voejkov (1842 til 1916).

Han omtalte Aralsøen som en “unyttig vandfordamper” og et “naturens fejltrin”. For Sovjetunionen var afgrøder mere værd end fisk.

Usbekerne tvinges til arbejde

Høsten af bomuld fortsætter i dag. Hvert efterår melder 2 millioner af Usbekistans 29 millioner indbyggere sig “frivilligt” til at plukke 3 milliarder kg bomuld til staten. Landet lukker nærmest ned, mens statsansatte, skolebørn, lærere, læger, sygeplejersker, ingeniører og selv ældre bliver kørt i busser ud til markerne for at plukke deres daglige kvote bomuld.

“Usbekistan er et af de få steder i verden, hvor tvangsarbejde organiseres og gennemføres af staten; præsidenten fungerer som chef for hele tvangsudskrivningen,” siger Steve Swerdlow, der leder Centralasiens afdeling af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch. “Tænk bare, for 40 år siden var vandet 30 m dybt her,” siger Jusup Kamalov og vender sig om mod mig fra forsædet af vores Land Cruiser.

Aralsøen udtørrer og skaber giftige saltstorme

Gennem forruden peger vores chauffør på en tæt, brun sky, der bevæger sig gennem ørkenen. For et øjeblik siden var der intet at se; nu får jeg besked på at rulle vinduet op. Sekunder senere er vi omgivet af sundhedsskadeligt støv, der hurtigt trænger ind i køretøjet. Støvet svider i øjnene, og jeg kan smage det stærke salt, der straks giver mig kvalme.

Støvskyen er en af mange miljøkonsekvenser, de sovjetiske planlæggere ikke havde forudset. “Geokemikerne troede, at en hård overfladeskorpe af natriumklorid ville blive dannet, når søen tørrede ud, så der ikke kom saltstorme,” siger Philip Micklin. “De tog grueligt fejl.” Foruden giftige niveauer af natriumklorid indeholder støvet flere pesticider, blandt andre DDT, hexachlorocyclohexan (HCH), toxaphen og phosalon – som alle er kendte kræftfremkaldende stoffer. Kemikalierne har arbejdet sig ind i alle led i fødekæden.

I dag er der 25 gange så mange tilfælde af spiserørskræft i Karakalpakstan som i resten af verden. Multiresistent tuberkulose er et stort problem, og luftvejslidelser, kræft, medfødte misdannelser og immundefekter er udbredt.

Aralsøen gemmer på miltbrand

Endnu mere foruroligende er afsløringen af, at Aralsøen engang var hjemsted for et hemmeligt sovjetisk testanlæg for biologiske våben. Anlægget lå på øen Vosrosjdenija – der nu, hvor søen er forsvundet, ikke længere er en ø – og var hovedtestanlæg for sovjetisk militærs mikrobiologiske krigsførelsesenhed. Tusindvis af dyr blev her udsat for miltbrand, kopper, pest, brucellose og andre biologiske smitstoffer.

Det amerikanske udenrigsministerium frygtede, at tønder med miltbrandsporer skulle falde i de forkerte hænder, og sendte i 2002 et oprydningshold herover. Siden er der ikke fundet biologiske smitstoffer, men regionen omkring plages stadig af sporadiske pestudbrud.

Vi fortsætter ud mod søen og passerer undervejs et væld af olie- og naturgasboreplatforme, der bryder den ellers så ensformige, knastørre og flade ørken af solbleget sand. Ifølge Jusup Kamalov begyndte boreplatformene at dukke op, i samme øjeblik søen begyndte at trække sig tilbage, og hvert år rejses der nogle stykker mere. “De udgør jo et kæmpe incitament for staten til ikke at gøre noget for at få søen retableret,” siger han.

De næste mange timer skrumpler vi ud ad hullede jordveje. Bortset fra det hvide sand og den blå himmel kan jeg ikke skelne andre farver end de spredte bleggrønne saxaulbuske og de lyserøde blomster på enkelte tamariskbuske.

Endelig ser jeg glimtet af en sølvstribe i horisonten, som vokser, indtil vi når frem til en kinesisk lejr med jurtetelte på søbredden. De høster saltsørejen Artemia parthenogenetica – det eneste levende væsen, der er tilbage i søen.

Salt i Aralsøen dræber alt liv

Da Aralsøen var sund, havde vandet en saltholdighed på 10 g pr. liter (verdenshavene ligger på mellem 33 og 37 g pr. liter). I dag overstiger saltindholdet 110 g pr. liter, hvilket er dødbringende for enhver fiskeart.

Nær vandkanten er det mudrede sand vådt som en strand ved ebbe. Men Aralsøen har ikke noget tidevand af betydning – det, vi ser, er søen, der trækker sig tilbage for øjnene af os.

“Hvad du end gør, så stands ikke op,” råber Jusup Kamalov, da han pløjer sig gennem det knæhøje kviksand kun iført underbukser. Jeg vader efter, indtil vandet når mig til knæene. Jeg forsøger at svømme, men mine ben flyder op til overfladen, hvilket gør det umuligt for mig at sparke bagud i vandet. “Bare læg dig på ryggen,” siger Jusup Kamalov. Det gør jeg så, og det føles nærmest som at ligge på en luftmadras. Mit hoved hviler på en pude af vand. Jeg bryder knap nok overfladen.

Om aftenen slår vi lejr på højsletten og laver aftensmad over et bål af tørre saxaulgrene. Vi sidder på et tæppe og kigger ud over søen, mens Jusup Kamalov skænker vodka til os.

Da Aralsøen var sund, og fiskerne sejlede ud på de frodige dybder, fordampede der dagligt vand fra søen. “I stedet for vanddamp i atmosfæren har vi nu giftigt støv,” siger Jusup Kamalov og bunder et glas vodka med et bistert udtryk i det rynkede ansigt.

Lande kæmper om vandet

Efter Sovjetunionens sammenbrud har de fem “stan” stater ofte stået med modstridende dagsordner i spørgsmålet om forvaltning af regionens mest dyrebare ressource. Hvad der især komplicerer tingene er, at Amudarja og Syrdarja løber gennem flere lande, som hver især gør krav på det vand, der strømmer gennem deres territorier. I håb om at kunne samarbejde om at løse Centralasiens vedvarende knaphed på vand dannede de fem stater i 1992 en mellemstatslig kommission, der skulle koordinere vandressourcerne. Diskussionerne i kommissionen har det med at dreje sig om to centrale spørgsmål: Hvem ejer vandet, og hvilket ansvar har de lande, der ligger længere oppe ad floden, for at beskytte ressourcen af hensyn til dem længere nede?

I tilfældet Aralsøen har indbyggerne i Karakalpakstan, som er en af Usbekistans fattigste regioner, tilsyneladende ikke noget at skulle have sagt over, hvad der sker med vandet i Amudarja længere oppe, for det gør andre lande krav på. “Det er diskrimination på grundlag af geografisk placering,” siger Jusup Kamalov. “Vandet hører til Aralsøen.”

Samtlige af de eksperter, jeg har interviewet, spår, at Usbekistans del af Aralsøen ikke bliver fyldt op igen i vores levetid. Noget, Jusup Kamalov også ser ud til at have affundet sig med.

Meld dig frivilligt eller bliv anholdt

Han hader den politik, der er ved at tage livet af søen i hans hjemland. Men han erkender, at når efterårets bomuldshøst står for døren om et par uger, vil han gøre sin borgerpligt, sådan som han har gjort hvert eneste efterår de sidste 50 år. (Ifølge Steve Swerdlov, der var leder af den usbekiske afdeling af Human Rights Watch, indtil organisationen blev udvist af regeringen i slutningen af 2010, risikerer Jusup Kamalov at blive fyret fra sit job eller anholdt, hvis han undlader at melde sig som “frivillig”). “Ingen er fritaget,” bemærker han. “Man kan være 90 år gammel og have ét øje og ét ben, og alligevel skal man ud og plukke.”

Jeg har betænkeligheder ved at offentliggøre Jusup Kamalovs åbenhjertige ord og spørger ham igen, om han er tryg ved at se sine holdninger på tryk. “I Karakalpakstan er vi alle bange for Tasjkent,” svarer han med henvisning til landets hovedstad. “Og det er jeg dødtræt af.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også