Naturen giver inspiration og fordybning

Det mest stemningsfulde sted, hvor man kan se Lewis-gnejs, er nok den store stencirkel ved Callanish med udsigt over Loch Roag på øen Lewis. Stenene, som blev rejst for mellem 4900-4500 år siden, har muligvis stået der længere end den centrale cirkel i Stonehenge. Man ved meget lidt om de mennesker, der rejste stenene, bortset fra deres åbenbare tekniske snilde. Men det virker passende, at et af de tidligste vidnesbyrd om de mennesker, der boede på Hebriderne, er lavet af dette umådeligt gamle klippemateriale.

22. januar 2010

Det mest stemningsfulde sted, hvor man kan se Lewis-gnejs, er nok den store stencirkel ved Callanish med udsigt over Loch Roag på øen Lewis. Stenene, som blev rejst for mellem 4900-4500 år siden, har muligvis stået der længere end den centrale cirkel i Stonehenge. Man ved meget lidt om de mennesker, der rejste stenene, bortset fra deres åbenbare tekniske snilde. Men det virker passende, at et af de tidligste vidnesbyrd om de mennesker, der boede på Hebriderne, er lavet af dette umådeligt gamle klippemateriale. Der findes andre stående sten hist og pist på øerne, såvel som stendysser fra bronzealderen og solide fæstningsanlæg fra jernalderen, hvoraf hovedparten ligeledes er bygget af Lewis-gnejs. De smuldrende fortidslevn bringer mindelser om mægtige krigere, skrækslagne landsbyboere, der blev angrebet fra søsiden, og beslutsomme bønder, hyrder og fiskere, som kæmpede for at skabe sig et hjem på verdens rand.

Romantikken ved disse rugende ruiner appellerer stærkt til Michael Robson. “Hvor fantasifulde og usandsynlige [de gamle fortællinger] end måtte være, har de ofte en vis autenticitet over sig”, siger han. Ligesom oplysningstidens entusiasme for at iagttage alting er den romantiske følsomhed en arv fra det 18. århundrede, og Hebriderne var et af omdrejningspunkterne. Britisk opfindsomhed havde sat en spirende industriel revolution i gang – og frembragt støj, forurening og sammenstuvede mennesker i uanede mængder. I en stadig mere mekaniseret og urbaniseret verden blev naturen et helle, et sted til fordybelse og inspiration med en vidunderlig evne til at fortrylle følelser og tanker. “Hver dal har sit slag, hvert vandløb sin sang,” erklærede sir Walter Scott, hvis romaner og digte gav det utæmmede Skotland mæle. Selv den resolut fornuftsstyrede Robert Jameson forsikrede læserne om, at han ikke var “upåvirket af de følelser, der naturligt opstår i forbindelse med det afsides og spektakulære panorama, som ofte åbenbarer sig for mig”.

Det panorama, mange anser for det mest spektakulære på øerne, blev opdaget i 1772 af den engelske naturforsker Joseph Banks. På sin vej til Island via Hebriderne besøgte han den lille ø Staffa og fandt på dens sydvestlige del “de mest bemærkelsesværdige søjler”. Man ved i dag, at de knejsende basaltsøjler er resterne efter kolossale vulkanudbrud, der for ca. 60 millioner år siden begyndte at danne det nordatlantiske bassin. Søjlerne skabte det ene storslåede panorama efter det andet, mens Joseph Banks og hans rejseledsagere begav sig langs kysten. Prægtigst af alt var den store grotte, som Joseph Banks døbte Fingal’s Cave.

Måske er du interesseret i ...

Læs også