Svært at sætte pris på naturen, når man er sulten

Denne begivenhed betyder dog mere end blot det, at jeg er lige så heldig som en, der har vundet stort i lotteriet. Det, jeg lige har set, er et symbol på Borneos fantastiske artsrigdom – og et spinkelt håb om, at den kan blive bevaret for eftertiden.

18. november 2009

Denne begivenhed betyder dog mere end blot det, at jeg er lige så heldig som en, der har vundet stort i lotteriet. Det, jeg lige har set, er et symbol på Borneos fantastiske artsrigdom – og et spinkelt håb om, at den kan blive bevaret for eftertiden.

“Den fældede skov repræsenterer fremtidens natur på Borneo,” siger Siew Te Wong, som arbejder for at bevare den truede malajbjørn. “På Borneo er det en enkelt eller to-tre omgange skovhugst, der gør, at arterne bliver udryddet,” siger Junaidi Payne fra WWF Verdensnaturfondens kontor i Sabah. “Antallet af dyr falder kraftigt, men selv de fugle, orkideer eller andre planter, der er tilpasset specielle områder, findes stadig, hvis man leder i små kløfter og vådområder. Så man kan udnytte skoven og stadig redde noget af rigdommen af arter. Hvad man derimod ikke bør gøre, er at forvandle det hele til monokultur-plantager” med for eksempel oliepalmer. “Så mister man det hele, for de er biologiske ørkner.”

Raymond Alfred er geograf i Verdensnaturfonden og viser mig rundt i Sabahs statsejede skovreservat Ula Segama, hvor skoven er blevet grundigt – og lovligt – fældet og har efterladt et skovområde, der virker direkte pjevset i forhold til den tårnhøje regnskov i den nærliggende Danum Valley. Alligevel har forskerne fundet Borneos største koncentration af orangutanger her, og arten trives på lignende steder over hele øen. Det er lykkedes Raymond Alfred og andre miljøforkæmpere i Sabah at overtale regeringen til at bevare denne sekundære skov, som man ellers ville forvandle til olieplantage. Et tiårigt midlertidigt forbud mod skovhugst har givet dem tid til at studere orangutangerne, og de håber at kunne etablere et lille hotel og tiltrække nogle af de turister, der besøger det nærliggende rehabiliteringscenter Kina-batangan River Sepilok.

Gennem de seneste år har Erik Meijaard tilbragt meget af sin tid i Kalimantan Timur for at hjælpe tømmerselskaberne med at skove ved hjælp af bæredygtige metoder og for at hjælpe landsbyboerne til at finde måder at tjene penge på skoven på. Puritanere forestiller sig måske, at det store naturbeskyttelsesmål på Borneo er at lade store områder henligge med uberørt skov, men for de biologer, der beskæftiger sig med virkeligheden her og nu, er kompromiset det eneste realistiske alternativ.

Når Erik Meijaard tilbringer tid i landsby-erne med at diskutere valget mellem beskyttelse af skoven og oliepalmeplantager, nævner han aldrig orangutangerne. “Det keder folk efter fem minutter. For dem er den blot endnu en abe i træerne, som folk fra Vesten gerne vil komme og kigge på. Men hvis jeg taler med dem om fisk i floden eller svin i skoven, så lytter de opmærksomt, fordi det er ressourcer, de kan hente i skoven.”

Erik Meijaard er usentimental, når talen er om skovhugst og den oprindelige regnskovs ukrænkelighed. “Altså, det her er troperne. Planterne vokser op igen,” siger han. “Skovene her skal tjene sig ind på den ene eller den anden måde.” Ellers vil de uvægerligt blive forvandlet til oliepalmeplantager eller til træmasse.

“Man forsøger at overtale folk, der har en økonomisk mulighed her og nu, til at give afkald på disse goder til fordel for andre goder ude i fremtiden,” siger Paul Hartmann, der arbejder med beskyttelse af orangutanger. “Bupatien har en embedsperiode på fem år, og han siger: ‘Jeg vil tjene mine penge nu.’”

Bæredygtig forvaltning af skoven indebærer, at der skabes indtægter, uden at skovhugsten samtidig underminerer økosystemerne på længere sigt. Og det er ikke nemt at få folk med på. I Sangatta i Kalimantan Timur taler jeg med Daddy Ruhiyat, som rådgiver lokalregeringen i bevaringsspørgsmål. “Vi har bedt tømmerselskaberne om at vise os, at skovene kan give et lige så stort økonomisk afkast som oliepalmer,” siger han. “Men i dag kommer der ingen nye ideer fra skovbrugserhvervet om at gøre naturen mere rentabel. Vi kan vælge enten en god skov og ingen penge eller at fælde skoven til fordel for oliepalmer. Der er en lang liste over selskaber, der beder om jord til at udvikle en produktion fra oliepalmeplantager.”

Daddy Ruhiyat mener, at skovbruget kan spille en rolle i hans distrikt, men først og fremmest som plantager af hurtigtvoksende teaktræer, som man kan skove hvert 15. år. “Vi har brug for træarter, der kan skabe indtægter på relativt kort sigt,” siger han. “Vi er nødt til at producere træ i plantager. Det er den eneste måde at gøre det på.”

Jeg spørger ham, hvordan han har det med folk som mig, som kommer fra et land, der har fældet sine skove, udgravet sit kul, forarmet sit dyreliv og er blevet rigt af det, når vi sådan ankommer til Borneo og sætter spørgsmålstegn ved den lokale befolknings beslutninger i naturbevarelsesspørgsmål.

“Det er meget rimeligt, at folk i andre lande bekymrer sig om miljøet på Borneo,” siger han. “Det har jeg ikke noget imod. Men det vigtigste er at sørge for bedre indtægter til folk. Det starter med oliepalmeplantagerne, som giver penge, så folk kan få et bedre liv. Det er svært for sultne mennesker at sætte pris på naturen.”

Glen Reynolds fra Danum Valley Field Center siger, at “betaling for miljøservice” er det eneste, der kan stoppe udbredelsen af oliepalmeplantager og skovrydning. Udtrykket dækker i bred forstand over dette at finde måder at betale lokalsamfund, regioner eller lande for at holde deres natur sund og velfungerende. “Uden det er ikke nogen lavlandsregnskov tilbage på Borneo om ti år,” siger Glen Reynolds.

Det var kontroversielt, da Kyotoprotokollen fra 1997 om reduktion af udledning af drivhusgasser for at bekæmpe klimaforandringer ingen skridt tog til at betale for beskyttelsen af eksisterende skove. En international klimakonference på Bali i Indonesien i 2007 tog emnet op som en del af overvejelserne omkring ændringer i Kyotoaftalen. Et nyt akronym, REDD (Reducing Emissions from Deforestation and forest Degradation, dvs. Reduktion af udledning af CO2 som følge af afskovning og skovfældning), blev ført frem i debatten om klimaforandringer. Og miljøforkæmpere på Borneo så det øjeblikkeligt som det måske bedste håb for fremtiden – det gav mulighed for at skabe en ramme, inden for hvilken rige nationer kan bekæmpe klimaforandringer ved at betale for bevarelsen af store arealer med tropisk regnskov. Der er mange store hindringer for en implementering af REDD, men de mennesker, der ser Borneos regnskov forsvinde, betragter det som en chance.

“Jeg vil mene, at REDD er en af de bedste muligheder, vi har foran os,” siger Frances Seymour fra CIFOR. “Lad mig sige det helt klart: Hvorfor fælder folk træerne? Det gør de for pengenes skyld. Hvis man kan give folk mulighed for at tjene lige så mange eller flere penge ved at lade træerne stå, så er det svaret.”

I sidste ende handler naturbeskyttelse på Borneo ikke om regnskovens skønhed eller om orangutanger, elefanter eller palmeolie. Ikke en af de naturbeskyttelsesfolk, jeg taler med, mener, at palmeolie i sig selv er et onde, og de fleste er enige om, at erhvervet med en fornuftig regulering kan være til fordel for de fattige, uden at man ofrer Borneos biologiske rigdomme. Anne Casson, som har været med til at grundlægge miljøbeskyttelsesgruppen SEKALA, taler på de flestes vegne, når hun siger: “Jeg tror ikke, at der er nogen, der siger, at der ikke må produceres mere palmeolie. Spørgsmålet er bare, hvor det skal ske? Det kan ske i allerede ødelagte områder i stedet for skovklædte områder. Indtil nu er oliepalmetilladelserne blevet uddelt hen ad vejen, uden skelen til miljømæssige hensyn. Med tilstrækkelig politisk og god arealplanlægning kan det godt ændre sig.” Men det handler fra først til sidst om penge. “Penge, penge, penge,” siger Anne Casson fra SEKALA.

Lad mig beskrive et drømmescenario: Ved siden af en jordvej i det sydlige Borneo ligger en lille hytte med nogle få bananpalmer foran og en lille køkkenhave bagved. Ved siden af hytten knæler en mand, der er ved at vaske en motorcykel af mærket Yamaha Jupiter Z. Den er rød, og den skinner i det stærke sollys, da manden skyller vaskemidlet af.

Lad os sige, at manden hedder Pak Wang. På sin nye motorcykel kan han nemt komme hen til den nærmeste landsby i løbet af få minutter, hvor han før skulle gå i næsten en time langs jordvejen. I landsbyen kan han mødes med sine venner, købe ting i forretninger, gå på karaoke-bar og se tv i sin onkels restaurant. Han kan føle sig som en del af verden. Pak Wang ønsker sig en mobiltelefon. De fleste af hans venner har en, og hvis han også havde en, ville det være nemmere for ham at lægge planer sammen med dem og høre, hvor de skal hen søndag aften for at mødes med den kønne kvinde, der hedder Unita, og som sælger frugt fra en bod inde i byen.

Så lad dette være budskabet: Hvis vi vil beskytte skovene på Borneo for at bevare en væsentlig del af deres store rigdom og sikre , at orangutangerne har et sted at lave reder for natten, at næsehornsfuglene har frugt at spise og de flyvende frøer har træer at bo i, så er der kun én måde at gøre det på. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan Pak Wang kan komme til at købe den mobiltelefon. Og når han har giftet sig med den kønne frugtsælger, skal de kunne holde deres børn sunde og raske og sende dem i skole. Der skal være en anden måde at gøre det på end ved at forvandle deres skove til oliepalmeplantager eller forvandle dem til de golde huller efter åben minedrift.

Og vi er nødt til at finde ud af hvordan, mens der stadig er noget at bevare.

Måske er du interesseret i ...

Læs også