Borneo i den 11. time

Borneos majestætiske skove går op i røg og savsmuld. Der er stadig håb for øens enestående natur, men det kræver, at vi dæmper jagten på palmeolie.

Dagen starter længe før daggry med skrigeri fra gibbonaberne, der opfører sig som regnskovens vækkeur. De elskende gør kur, og rivalerne advarer hinanden fra trætoppene på deres inciterende abesprog, som jeg, deres jordbundne slægtning, kun kan gætte på betydningen af.

Fra min lejr fører en sti langs et vandløb ind i skoven, forbi træer, hvis kraftige stammer rejser sig 30 m op til de nederste grene. Mens sollyset svagt trænger gennem det tætte, grønne løvtag, går en javamakak langs med vandløbet længere nede i håb om at finde en fisk eller en frø til morgenmad. Aldrig så snart er aben forsvundet opstrøms, før et par mangustre løber ned til bredden, tilsyneladende mere interesserede i at lege end i at finde føde.

Ved en rydning flyver et par næsehornsfugle på brusende vinger hen til et frugttræ og begynder at spise. Disse overvejende sorte fugle er næsten lige så store som kalkuner og har en gigantisk rød og gul hjelm på oversiden af næbbet, der skinner i solen. Fuglene overstråler alt andet i skoven, indtil noget på størrelse med en håndflade flakser forbi mig, dybt fløjlssort, stærkt rød og elektrisk grøn. Det viser sig at være den pragtfulde fuglevinge-sommerfugl. Med et vingefang på næsten 18 cm er den en af verdens største sommerfugle. Hvis næsehornsfuglen ikke får dig til at tabe vejret – eller hvis fuglevinge-sommerfuglen ikke gør – så bør du få tjekket, om du overhovedet er i live.

Senere sejler jeg i en lille båd ned ad den brede flod Kinabatangan og videre op ad en biflod, der er smal som en gyde. En flok næseaber klatrer i grenene over mig – de tilbringer natten i de høje træer her ved vandet. Den tyk-mavede han, hvis latterligt store næse hænger på hans ansigt som en moden frugt, er så grim, at man næsten ikke kan andet end holde af ham. De fleste af de spidsnæsede hunner under hans opsyn bærer en unge ved brystet. Sølvlangurerne kigger ned, og et skægsvin står i skovkanten og ser på os, mens vi sejler forbi. Lige da båden driver ind under en overhængende gren, falder en 2 m lang båndvaran ned i vandet.

En af Borneos asiatiske elefanter går ud i floden og svømmer foran båden, mens den blæser vand op som en hval. Den asiatiske elefant er lille i forhold til den afrikanske, men da den dukker op, mørk og skinnende på den modsatte bred, er det, som om en ø stiger op af havet. Elefanten er på vej hen til en flok på ca. 30 dyr – en han med lange stødtænder, mange voksne hunner og yngre dyr, som står og gumler på filtrede slyngplanter ved hovedfloden.

Dette er det sagnomspundne Borneo, øen, alle drømmer om, hvor alt er præcis så forunderligt, som det lyder. Men hvis man vil se det virkelige Borneo, Borneo i det første årti af det 21. århundrede, så ville det være smart at være den toppede slangeørn, der sidder i et træ på den anden side af floden. Så kunne man svæve højt over Kinabatangan og se, hvor hurtigt den vilde skov viger for nydeligt plantede rækker af oliepalmer, der strækker sig kilometer efter kilometer i alle retninger. Palmeplantagen er frodig og grøn, de buede palmeblade giver den en eksotisk skønhed, men som natur betragtet er den død. Den rummer intet.

Øen Borneo ligger mellem Det Sydkinesiske Hav og Javahavet og gennemskæres af ækvator. Så længe mennesket har eksisteret, er dens naturlige ressourcer blevet udnyttet – nogle ville sige udplyndret – af det ene folk efter det andet fra hele jordkloden.

Kinesiske handelsfolk kom her efter næsehornets horn, det velduftende ørnetræ og fuglereder til suppe. Senere sluttede muslimske og portugisiske handelsfolk sig til dem for at hente peber og guld. Storbritannien og Holland havde kontrollen over øen i det 19. og 20. århundredes kolonitid, da man begyndte at fælde den tropiske skov, der dækkede øen. Den nuværende politiske deling af Borneo – de sydlige tre fjerdedele tilhører Indonesien, det meste af resten tilhører Malaysia, med et par stumper, der udgør Brunei – afspejler alliancerne i den britiske og hollandske kolonitid, som endte med selvstændighed efter 2. verdenskrig.

Gennem de seneste årtier har virksomheder fra Europa, USA og Australien boret efter olie og naturgas og gravet kul i åbne miner. Luksusvillaer fra Amsterdam til Melbourne og fra Singapore til Houston er bygget for formuer, tjent på Borneo. Også i Jakarta og Kuala Lumpur ligger luksusvillaer, bygget for formuer indtjent på Borneo, fordi Indonesiens og Malaysias politiske og økonomiske eliter har plyndret øen.

Andre er blevet tiltrukket af en anden form for rigdom. Blandt dem var den store, berømte naturforsker Alfred Russel Wallace, som tilbragte nogen tid her midt i 1850’erne. Han indsamlede mere end tusind hidtil ukendte arter, bl.a. fuglevinge-sommerfuglen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også