Kilden til liv

Gletsjerne på Det Tibetanske Plateau leverer vand til Asiens floder, der er livsnerve for to milliarder mennesker. Men nu forsvinder isen.

Guderne må være vrede.

Det er den eneste forklaring, der giver mening for Jia Son, en tibetansk bonde, der holder øje med den katastrofe, som er i gang med at folde sig ud oven for hans landsby i Kinas bjergrige Yunnanprovins. “Vi har forstyrret naturens orden,” siger den 52-årige troende buddhist. “Og nu straffer guderne os.”

En varm sommereftermiddag er Jia Son vandret over 2 km op gennem den slugt, som gletsjeren Mingyong har skåret ind i det hellige bjerg Kawagebo, som knejser mellem skyerne med sine 6740 m. Der er ikke skyggen af is, bare en brusende flod fuld af dynd og smeltevand. Siden gletsjertungen kunne slikke udkanten af landsbyen Mingyong for over 100 år siden, har den trukket sig baglæns som en døende slange, der kryber tilbage i sin hule. De seneste 10 år har den sat farten op til mere end en fodboldbane om året – bestemt ikke noget typisk tempo for en ældgammel ismasse.

“Der var is over det hele her for 10 år siden,” siger Jia Son, mens han klavrer hen over stendynger og småkrat. Han udpeger en yakoksesti, der skærer sig ind i bjergsiden omkring 60 m over bunden af dalen. “Somme tider dækkede gletsjeren stien, så vi blev nødt til at lede vores dyr over isen for at komme op til græsgangene.”

Efter en krumning i floden lader spidsen af gletsjeren sig omsider se. Den har en dødsagtig sort farve, fordi den er blandet op med knuste sten og jord. Vandet fra isen her var før i tiden så rent, at det blev brugt i ritualer som symbol på selveste Buddha. Men nu er det så fuldt af aflejringer, at landsbyens indbyggere ikke kan drikke det. Mere end en kilometer af gletsjerens førhen så glatte overflade er ujævn og arret som spedalsk hud. Der er glimt af blågrøn is i sprækkerne, men revnerne er i sig selv et faresignal.

“Dyret er sygt og er i færd med at tære hen,” siger Jia Son. “Hvis vores hellige gletsjer ikke kan overleve, hvordan skal vi så?”

Det spørgsmål lyder som et ekko kloden rundt, men intetsteds er det mere presserende end i det enorme udsnit af Asien, der får vand fra “verdens tag”. Denne geologiske kolos – verdens højeste og største plateau, omgivet af de højeste bjerge – dækker et område, der er større end Vesteuropa og i snit ligger i over tre kilometers højde. Alene på den kinesiske side er der næsten 37.000 gletsjere, og Det Tibetanske Plateau og den omliggende halvcirkel af bjerge er det sted uden for polerne, hvor der er mest is.

Fra denne is udspringer Asiens største og berømteste floder, fra Chang Jiang (Yangtze) over Huang He (Den Gule Flod) til Mekong og Ganges. Disse floder er livsnerver for nogle af Asiens tættest befolkede områder, fra Pakistans tørre sletter til de tørstige storbyer i Nordkina knap 5000 km væk. Hvis alt regnes med, er ca. to milliarder mennesker – næsten en tredjedel af verdens befolkning – afhængige af de floder, der får vand fra plateau-områdets sne og is.

Men en krise er under opsejling på verdens tag, og den skyldes et mærkeligt paradoks: Hvor mægtig og uforanderlig denne geologiske formation end tager sig ud, er den mere sårbar over for klimaforandringer end næsten et hvilket som helst andet sted på Jorden. Taget under ét stiger temperaturen på Det Tibetanske Plateau dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit, der de forløbne 100 år har været på 0,74°celsius – og nogle steder endnu hurtigere. Disse opvarmingshastigheder, der ikke er set magen til i mindst 2000 år, er nådesløse mod gletsjerne, hvis sjældne kombination af stor højde og lave breddegrader gør dem særligt følsomme over for klimaforandringer.

I tusindvis af år har gletsjerne udgjort, hvad Lonnie Thompson, der er glaciolog ved Ohio State University i USA, kalder “Asiens ferskvandskonto” – et enormt lager, der tidligere har fået tilført (indsat) nok ny is og sne hvert år til at udligne, hvad der smeltede bort (blev hævet). Gletsjersmeltevand spiller sin vigtigste rolle før og efter regntiden, hvor det bidrager med en større del af vandstrømmen i alle floderne fra Chang Jiang (der vander over halvdelen af Kinas risplanter) til Ganges og Indusfloden (der er nødvendige for de centrale landbrugsområder i Indien og Pakistan).

Men inden for de seneste 50 år er balancen tippet, måske uafvendeligt. Af de 680 gletsjere på Det Tibetanske Plateau, som kinesiske forskere holder nøje øje med, afgiver 95 % mere is, end de får tilført, og de største tab sker på syd- og østsiden. “Disse gletsjere trækker sig ikke bare tilbage,” siger Lonnie Thompson. “De mister masse ovenfra og ned.” Isdækket på denne del af plateauet er svundet med over 6 % siden 1970’erne – og skaden er større endnu i Tadsjikistan og Nordindien, med svind på henholdsvis 35 og 20 % de seneste 50 år.

Isen smelter ikke lige hurtigt overalt, og en række gletsjere i bjergkæden Karakorum på plateauets vestside breder sig faktisk. Denne undtagelse skyldes muligvis større mængder sne i Karakorum, der ligger på en højere og derfor koldere breddegrad. Her er sneen og isen mindre sårbar over for små temperaturstigninger.

Måske er du interesseret i ...

Læs også