Hebriderne: Kanten af verden

I tusinder af år har en lille befolkning klynget sig til de sidste stormomsuste klippeøer inden Nordatlantens åbne vidder: Hebriderne ud for Skotlands kyst.

I tusinder af år har mennesker kæmpet for at overleve her. Alligevel har først keltere og vikinger, dernæst skotter og englændere sloges om retten til at herske over de stormomsuste øer, der stiger op af havet i forrevne geledder ud for Skotlands nordvestkyst. Over 500 større og mindre øer udgør tilsammen De Indre og Ydre Hebrider. Øerne er ofte indhyllet i tåge og regn; de er næsten altid forblæste og er omgivet af et hav, hvis iltre temperament kan sætte selv den mest erfarne kaptajn på prøve. Et hav, der på én og samme dag kan forvandle sig fra usandsynligt tropeblå, silkebløde krusninger til et stålgråt, frådende oprør.

I dag er under 100 af Hebriderne beboede. “Øerne er en udfordring. Nogle besøgende kalder dem trøstesløse, men det viser bare, at de ikke har set ordentligt efter,” siger englænderen Michael Robson, der som dreng i 1948 forelskede sig i Hebriderne efter at have læst om dem i et illustreret tidsskrift. Så snart og så ofte han kunne, først i skoleferier og senere i arbejdsferier, lod Michael Robson sig lokke af Hebridernes kalden. Fra fastlandet tog han med dampskib, bus, småbåde og til fods fra bjergene på Skye til hederne og fjordene på Lewis og Harris og længere over havet til en klippeø, hvor den sidste permanente bosættelse var blevet forladt 100 år tidligere.

Ind imellem slagene om Hebriderne fik øerne næsten ingen opmærksomhed. Ifølge en af 1700-tallets lærde og evigt gnavne britiske personligheder, Samuel Johnson, vidste folk på fastlandet mod syd ikke mere om Hebriderne, end de gjorde “om Borneo eller Sumatra”. Den smule, der blev skrevet, handlede mest om at “forbedre” øerne: Hvilke afgrøder kunne der dyrkes? Hvilke ressourcer kunne udnyttes? Hvor stor en befolkning kunne de enkelte øer oppebære? Og hvor store lejeindtægter kunne det afføde til godsejerne? Samuel Johnsons rejsedagbog fra Hebriderne er fyldt med beklagelser over de vanskelige rejseforhold og den rustikke indkvartering, han måtte tåle.

Men alt imens Samuel Johnson brokkede sig, var der begyndt at spire andre opfattelser af værdien ved de barske landskaber frem. Skotske tænkere fra oplysningstiden – i særdeleshed filosoffen David Hume og geologen James Hutton – adskilte den menneskelige fornuft fra gudfrygtigheden og insisterede på, at kendskab til verden skulle opnås gennem direkte erfaring i stedet for at forlade sig på ældgamle og hellige autoriteter. For disse mænd var naturen ikke bare et vildnis, der skulle tæmmes. Den var Jordens egen lærebog.

Nogle af de mest dramatiske sider i den bog handlede om Hebriderne. I 1800 udgav geologen Robert Jameson (der senere underviste Charles Darwin på University of Edinburgh) et tobindsværk om mineralogien på de skotske øer, som indeholdt en detaljeret beskrivelse af flere hundrede steder på Hebriderne. På Islay bemærkede Robert Jameson skalaflejringer langt over det højeste tidevandsmærke: “Beviser på havets tilbagetrækning fra landet,” skrev han. I dag ved forskerne, at disse fossilstrande, som ligger helt op mod 35 m over havets nuværende overflade, dokumenterer slutningen på den sidste store istid. Da gletsjerne, som dækkede øen, begyndte at smelte for 15.000 år siden og dermed lettede øen for isens enorme dødvægt, løftede landjorden sig, hvorved kystlinjen blev hævet et godt stykke op over havet.

Om Skye erklærede Robert Jameson: “Denne ø synes i en tidligere periode at have været meget udsat for voldsomme omvæltninger.” Den takkede bue, som Black Cuillin-bjergene danner, rejser sig næsten 1000 m over havets overflade og er netop resterne af en vulkan. De ydre strukturer er for længst forsvundet og har blottet det nøgne, snørklede magmakammer, der sydede her for 60 millioner år siden.

Robert Jameson vendte om, før han nåede ud til de vestligste øer, og han gik dermed glip af muligheden for at klassificere det stribede og marmorerede klippemateriale, som udgør grundfjeldet på Ydre Hebrider. Lewis-gnejs, der har sit navn fra øen Lewis, hvor den første gang blev beskrevet, stammer fra vulkansk aktivitet dybt nede i Jordens skorpe for mere end tre milliarder år siden. Gnejsen, som gentagne gange er blevet forandret, løftet op af komplicerede tektoniske forskydninger og blotlagt af massiv erosion, er de ældste klipper på De Britiske Øer og blandt de ældste i Europa.

Måske er du interesseret i ...

Læs også