Fingal's Cave

Fingal var krigeren i et heltekvad, som skotten James Macpherson hævdede, at han havde oversat fra vers skrevet af en gammel gælisk skjald ved navn Ossian – Storbritanniens svar på Homer. Kvadet, som vakte den mytologiske fortid til live (og som skulle vise sig overvejende at være James Macphersons eget værk), antændte en romantisk fascination af de tågede landskaber langt mod nord.

22. januar 2010

Fingal var krigeren i et heltekvad, som skotten James Macpherson hævdede, at han havde oversat fra vers skrevet af en gammel gælisk skjald ved navn Ossian – Storbritanniens svar på Homer. Kvadet, som vakte den mytologiske fortid til live (og som skulle vise sig overvejende at være James Macphersons eget værk), antændte en romantisk fascination af de tågede landskaber langt mod nord.

Indgangen til Fingal’s Cave er over seks etager høj, og bølgebruset giver genlyd mellem søjlerne i grotten, der er ca. 70 m dyb. “Sammenlignet med dette, hvad er så de katedraler og paladser, som mennesker har bygget?” spurgte Joseph Banks. I virkeligheden havde englænderen slet ikke opdaget noget nyt. De gælisk-talende øboere vidste udmærket, hvordan bølgernes tordnen rungede i grotten, som de kaldte Uamh Binn, den “melodiøse grotte”. Men Joseph Banks’ anseelse sikrede hans beretning stor opmærksomhed, og ved at kæde det geologiske vidunder sammen med de populære Ossian-digte var han med til at gøre grotten til et af de steder, man bare skal opleve.

Tidspunktet var helt rigtigt. Illustrerede rejsebøger blev billigere, efterhånden som holdbare trykplader af stål erstattede de blødere kobberplader, så det blev muligt at trykke større oplag. Nye veje og dampskibsruter gjorde det lettere at rejse til øerne. Under Napoleonskrigene var det nærmest umuligt for briter at rejse på det europæiske fastland, men Hebriderne var eksotiske – og tilgængelige, hvis man var i besiddelse af en vis eventyrlyst.

Den tyske komponist Felix Mendelssohn og hans ledsager Karl Klingemann besøgte Fingal’s Cave i sommeren 1829. Hebriderne gjorde et “utroligt” indtryk på den unge musiker, skrev han til sin familie i Berlin. Den 8. august sejlede de to fra Mull til Staffa. De havde set grotten “i alle billedbøgerne”, skrev Karl Klingemann, men virkeligheden kunne stadig overraske: “Der er aldrig strømmet et grønnere bølgebrus ind i en mere underlig grotte. De mange søjler får grotten til at se ud som indersiden af et umådeligt stort orgel, sort og rungende, aldeles formålsløst og helt alene med det store grå hav indenfor og udenfor.” I koncertouverturen Hebriderne, som Felix Mendelssohn påbegyndte under rejsen, skabte han det, musikhistoriker R. Larry Todd kalder “romantisk lydmaleri, når det er bedst”.

Havet var ikke i det samarbejdsvillige hjørne en dag i august 1831, da den berømte engelske kunstmaler J.M.W. Turner gik om bord på et skib til Fingal’s Cave. “Det er hverken særligt behageligt eller sikkert, når bølgen ruller direkte ind,” skrev Turner. Dampskibet Maid of Morven kunne ikke sætte passagererne i land, så nogle få dristige sjæle, deriblandt Turner, sejlede i en lille lodsbåd hen til hulens indgang og sprang fra dækket over på de glatte klipper. På det maleri, som dokumenterer Turners dramatiske sørejse, kan man knap se grotten og dens vældige basaltsøjler. Lærredet er fyldt med oprørte bølger og hvidglødende himmel, og skibet damper bravt af sted, men er tæt på at bukke under for elementerne.

Måske er du interesseret i ...

Læs også