fezzan_01waw

Saharas frodige fortid

Engang var Libyens Fezzan-område en frugtbar slette. Her har mennesker kommet og gået på regnens præmisser i millioner af år.

En urgammel blæst kommer strygende fra tidens dyb. Sahara virker som et uendeligt inferno af sandklitter og blå himmel. Man bjergtages af panoramaerne, men tænker sjældent på, at ørkenen også bærer et vidnesbyrd om svundne tider på Jorden. Her overlever fortiden. Den taler til os gennem sandet, klipperne, varmen og den tørre vind. Den hvisker om tilbagevendende klimaforandringer og om menneskene, som kom og gik.

Arkæolog David Mattingly står i spidsen for et hold forskere, som gennem deres arbejde med det såkaldte Desert Migrations Project (ørkenmigrationsprojekt) under det britiske University of Leicester tager os med på en rejse langt tilbage i tiden. I moderne firhjulstrækkere kører de rundt i Sahara på udkig efter tegn på, at vores forfædre har været der. Køretøjerne er udstyret med specielle dæk, som man lukker luft ud af. Det giver et bedre “vejgreb”, så forskerne kan køre op over 30 m høje klitter og dermed vise os ørkenen på en helt ny måde.

Fezzan-regionen i det sydvestlige Libyen er Saharas bankende hjerte – et utilgængeligt område fyldt med oceaner af sand, udtørrede flodlejer, bjerge, plateauer, oaser og mystik. I perioden mellem år 500 f.Kr. og år 500 e.Kr. boede der anslået 100.000 mennesker her, som drev landbrug og klarede sig rigtigt godt. I dag falder der sædvanligvis højst et par centimeter regn om året i området – eller slet ingenting.

“Dét er en forfærdeligt masse mennesker midt i det knastørre Sahara,” siger David Mattingly. Selv er han blevet en slave af ørkenen. “Jeg har arbejdet i Libyen i 30 år, og lige fra starten har jeg været forblændet af landskabet.” Samme skæbne er overgået mange andre. De bliver afhængige af det strålende lys og den rene horisont. Hvor de fleste ser et øde landskab, finder andre klarhed.

Den skotske opdagelsesrejsende Hugh Clapperton begav sig i 1822-1825 dybt ind i ørkenen i det sydvestlige Libyen. Han var fortrop for et helt imperium – dampkraften, spindemaskinerne og den britiske flåde i én og samme person. Den 7. november 1824 stødte han på en kvindelig slave, der var blevet efterladt “for at forgå på vejen i dag. Hendes hoved var forfærdeligt opsvulmet, hun var ude af stand til at gå, og hun ænsede intet.” En af hendes herres tjenere sad hos kvinden og “ventede på, at hun skulle dø. Ikke for at begrave hende, men for at tage de pjalter, hun havde på.” Hun kunne ikke ride på en kamel. Hun var for svag. Hvis han blev, ville han selv dø, tænkte han. Vinden var kold.

Han red videre.

Det er rædslens Sahara. Et vandløst hav af sand og sten, hvor skorpionerne hærger, slangerne snor sig, og Solen brænder nådesløst. Libyen er en stor, solsveden landmasse på størrelse med Italien, Frankrig, Spanien og Tyskland tilsammen. Og næsten alle de seks millioner indbyggere er klumpet sammen ved Middelhavskysten. Hvis man vil forstå området helt, skal man vende ryggen til havet og se mod syd. 95 % af Libyen er ørken, 20 % er klitter, og ikke én eneste permanent flod løber gennem landet. Den højeste temperatur, der nogensinde er målt i verden (57,8°), stammer fra den libyske del af Sahara. Men på kolde vinternætter er forholdene helt anderledes tænderklaprende.

Fezzan løfter sløret for tusinder af års kamp mod forandringerne, for de mennesker, der tilpasser sig de ugunstige forhold. Det er en tidsmaskine, hvor fortiden rammer os som et slag i ansigtet, og hvis vi bliver, sker der noget med vores faste overbevisninger.

I dag har vi mennesker modstræbende accepteret, at fortiden er en protokol over klimaforandringer, store folkevandringer og rigers storhed og fald. Og alligevel opfører vi os, som om nutiden er det sidste kapitel. Men i Sahara bliver tilrejsende konfronteret med en meget lang historie, som minder om, at det igangværende kapitel er både tyndt og skrøbeligt.

Måske er du interesseret i ...

Læs også