Var Mallory den første på Everest?

George Mallory, hvis lig blev fundet på Mount Everest i 1999, var muligvis den første til at bestige verdens højeste bjerg.

George Mallory og Andrew Irvine blev sidst set den 8. juni 1924. Da befandt de to mænd sig omkring 800 fod fra toppen af Everest. Deres videre skæbne er fortsat et mysterium.

Mallory havde været på Everest før

I 1921 deltog George Mallory i en ekspedition, der forberedte det endelige fremstød mod toppen og som udarbejdede de første anvendelige kort over bjergmassivet.

I 1922 var han tilbage i Himalaya, og han var overbevist om at han skulle være den første til at nå op. Han klatrede sammen med Howard Somerwell og Edward Norton, og selv om de tre af etiske grunde afviste at bruge iltflasker nåede de 8.225 meter op, inden de måtte opgive forehavendet.

Mallory: "Fordi det er der"

Mallory var dog opsat på at gennemføre sin plan. I en alder af 35 år mente han, det var sidste udkald, og han talte han selvsikkert om, at verden ville se ham på toppen inden længe. Det er ham, der angiveligt svarede "fordi det er dér", på spørgsmålet om, hvorfor han var så besat på at bestige bjerget.

Hans gyldne chance kom i juni 1924, hvor han deltog i den tredje store, britiske Everest-ekspedition. Denne gang brugte han iltflaske og alt syntes at gå efter planen. En hjælper ved navn Noel Odell så Mallory og hans hold sidste gang den 8. juni klokken 12.30. Da var de endnu på vej op, men da de aldrig kom ned igen, ved ingen, hvad der efterfølgende skete.

En brugt iltbeholder er senere blevet fundet, og Andrew Irvines isøkse dukkede op i sneen i 1933. En ekspedition fandt liget af Mallory i 1999. Hans datter har senere fortalt, at han medbragte et billede af sin kone for at anbringe det på toppen. Det billede blev ikke fundet på det ellers velbevarede lig, så det bruges som argument for, at det faktisk var George Mallory og Andrew Irvine, som var de første mænd på Everest.

Måske er du interesseret i ...

Læs også