Videnskabens bedste illustrationer i 2010

Se billeder, der har gjort det usynlige synligt.

24. februar 2011 af National Geographic News

Den hidtil mest detaljerede 3D-model af hiv-virus vandt 1. præmie i kategorien Illustrationer i konkurrencen International Science and Engineering Visualization Challenge 2010.

Den årlige konkurrence, der er sponseret af tidsskriftet Science i samarbejde med USA's National Science Foundation, belønner bidrag, der "engagerer mennesker over hele verden og giver et nærbillede af videnskaben på nye og visuelt forfriskende måder", hedder det i en udtalelse. Bedømmelseskriterierne er bl.a. visuel gennemslagskraft, effektiv kommunikation, friskhed og originalitet.

Et russisk team under ledelse af Ivan Konstantinov analyserede data fra over 100 videnskabelige tidsskrifter for at skabe en digital afbildning af hiv, der var så tæt på virkeligheden som muligt. Den tofarvede grafik viser hiv (orange), der angriber og smelter sammen med en immuncelle (grå). Det trekantede tværsnit viser, hvordan virussen indlejrer sig for at omdanne cellen til en virusfabrik.

"Vi betragter den slags 3D-modeller som en ny metode til at præsentere og udbrede videnskabelige data om allestedsnærværende menneskelige virus," siger Ivan Konstantinov fra Visual Science Company i en udtalelse.

Bidragene i 2010 har generelt været "exceptionelle" til at formidle videnskab "på en måde, som offentligheden kan forstå og forholde sig til", udtaler Monica M. Bradford, redaktionschef på Science.

"Den internationale konkurrence viser opfindsomheden og den tekniske ekspertise hos forskere, der visuelt er i stand til at tiltrække et bredt publikum og engagere dem i en oplevelse af videnskabens komplekse natur og skønhed."

Måske er du interesseret i ...

Læs også