Finsk fugleflugt kåret som vinder!

Vinderne af NGs nordiske fotokonkurrence er fundet. Se de flotte vinderfotos, som indtog 1., 2. og 3. pladsen.

5. januar 2011

Vi er stolte over at kunne præsentere vinderen af National Geographics store nordiske fotokonkurrence 2010. Vinderfotografen bag billedet herover er finske Eero Hauta-aho, der nu kan glæde sig over at være indehaver af førstepræmien – et Olympus PEN E-PL1-kamera.

Dommerpanelet bestod af redaktionen på National Geographic Danmark og den prisbelønnede og internationalt anerkendte danske NG- fotograf Joachim Ladefoged. Der var mange spændende fotos at vælge imellem i feltet af billeder i år, men dommerpanelet var alligevel enige om at kåre Eero Hauta-ahos fascinerende fuglefoto som vinder. Blandt andet, fordi billedet er et glimrende eksempel på en “rigtig god kombination af flot lys, det rette øjeblik og indhold”, som Joachim Ladefoged formulerer det. Han siger endvidere:

“Det er et teknisk godt og meget flot billede med et super lys. Den mørke baggrund er med til at fremhæve det enormt smukke modlys. At fotografere er jo at se lys, og her har fotografen ventet på det rette øjeblik, hvor moderen eller faderen kommer med fisken i munden til ungen.”

Andenpladsen gik til Roy Roos, Finland.

Tredjepladsen gik til Emilie Bluigen, Danmark.

Præmien

Førstepræmien i National Geographics nordiske fotokonkurrence 2010 er sponsoreret af kameraproducenten Olympus, der udlodder et eksemplar af det prisvindende kamera PEN E-PL1 til vinderen. Kameraet blander kompakt­kameraets simple dyder og design med spejlreflekskamera­ets fokus, kvalitet og professionelle muligheder. Desuden har Olympus-kameraet 12,3 megapixels, en LCD-skærm på 2,7", et stabiliserende kamerahus og kan lave filmoptagelser i HD.

Måske er du interesseret i ...

Læs også