Taler du elversprog?

Fiktive sprog som elversprog og dothraki har taget springet fra film og tv-serier som 'Ringenes Herre' og 'Game of Thrones' og er blevet fuldt udviklede og levedygtige sprog i den virkelige verden.

18. februar 2016

Mens nogle studerer italiensk eller fransk, er der andre, der tager et kursus i elversprog eller klingon.

Mange af de sprog, der bliver opfundet til bøger eller film, er ren volapyk, men nogle enkelte er faktisk blevet udviklet til funktionelle, levedygtige sprog, man kan lære at tale, med et stort ordforråd, en detaljeret grammatik og hjemmesider, der samler alle med interesse for at studere sproget. Her er nogle eksempler:

AVATAR

Na'vi-folket på Pandora i James Camerons berømte film Avatar taler et konstrueret sprog, som blev skabt af professor emeritus Paul Frommer fra University of Southern California.

Eksempel på na'vi: "Ngaru lu fpom srak?". Betydning: "Har du det godt?".

RINGENES HERRE

Forfatteren til Ringenes Herre og Hobbitten, J.R.R. Tolkien, var også professor i engelsk og litteratur ved Oxford University.

Han var opslugt af sprog og brugte årtier på at udvikle flere fiktive sprog med hver deres omfattende grammatik, længe før han skrev nogle af sine berømte fortællinger.

Det ur-elviske sprog quenya er inspireret af finsk – et sprog, han fandt særlig smukt.

Sindarin – det “moderne” elversprog, som elverne primært taler i Ringenes Herre – er inspireret af walisisk.

Tolkien opfandt også en særlig elverskrift kaldet tengwar, så sprogene kunne skrives. På internettet findes der utallige hjemmesider om Tolkiens sprog og skriftsprog.

Eksempel på sindarin: "Elen síla lúmenn' omentielvo". Betydning: "En stjerne skinner på timen for vores møde".

STAR TREK

Klingon tales af krigerfolket af samme navn fra planeten Qo'noS (Kronos) i Star Trek-filmene.

Sproget blev konstrueret af den amerikanske lingvist Marc Okrand til brug i filmen Star Trek III: The Search for Spock i 1984, og en ordbog med grammatik blev udgivet året efter.

Eksempel på klingon: "tlhIngan Hol vIjatlhbe', tera'ngan jIH". Betydning: "Jeg taler ikke klingon. Jeg er jordbo".

GAME OF THRONES

Sproget dothraki blev skabt af David J. Peterson til tv-serien Game of Thrones (der bygger på fantasybogserien A Song of Ice and Fire af George R.R. Martin).

I serien tales sproget af en race af omvandrende rytterkrigere fra kontinentet Essos. Det siges, at dothraki-folket bliver født, kæmper og dør i sadlen.

Sproget er fuldt funktionelt og har indtil videre et ordforråd på mere end 3000 ord.

Du kan deltage i David J. Petersons konkurrencer i at skrive haiku-digte på dothraki her.

Eksempel på dothraki: Shieraki gori ha yeraan!". Betydning: "Stjernerne går til angreb for dig".

Måske er du interesseret i ...

Læs også